Peder Hansen (biskop)

Peder Hansen, 8.5.1746-26.12.1810, biskop. Født i Kbh. (Petri), død i Odense, begravet sst. H. voksede op under fattige kår. Moderen kom 1749 som amme (vartfrue) hos den senere Christian VII og tjente ved hoffet i syv år. På grund af gode evner blev han sat til bogen; 1764 blev han student fra Frue skole og fik 1767 attestats. Efter attestats var han to år i Halle. Her brød teologen J. S. Semler bane for den historiske relativisme, og Semler, i hvis hus H. boede, fik afgørende betydning for hans teologiske tænkemåde. Derefter kom H. til Jena hvor han udgav flere latinske skrifter og 1770 blev medlem af det hertugelige latinske selskab. 1771 blev han residerende kapellan ved slots- og garnisonsmenigheden i Helsingør og betjente den både på tysk og dansk; han kom her også til at prædike for den fængslede dronning Caroline Mathilde (Hellige Taler, 1773). 1775 blev han sognepræst i Skanderborg, 1779 i Ringsted; han udgav 1781-87 i tre bind Prækener over evangeliske Texler, elegant formede og teologisk opbyggede over det fra den tyske filosof Christian Wolff overtagne rationelle skema. Den menneskelige fornuft bliver en apologetisk støtte for troen idet de to forhold supplerer hinanden. Den naturlige kundskab om Gud er utilstrækkelig, men afhjælpes ved Guds åbenbarede ord. "At tro en aabenbaret Religion uden Fornuftens Brug er Overtro. At ringeagte den naturlige Religion er at berøve sig et Lys mere". H.s prædikener er tilegnet den sindssyge konge, og i dedikationen spørger H-, da han som undersåt vil begrunde sine sympatiske følelser for kongen, om disse er "Virkning af eens Die". 1787 forfremmedes han til sognepræst ved Helligåndskirken i Kbh. Hans levende virketrang for almenvellet lagde sig for dagen i hans skrifter om almueskolevæsenets og fattigvæsenets forbedring; han fik bragt udmærket orden i Helligånds kirkeskole, og 1798 blev han medlem af den direktion som udarbejdede planen af 2.7.1799 til Kbh.s fattigvæsen. 1793 fik han den teologiske doktorgrad fra Halle, og 1795 udgav han Om en Religions-Lærers Gravitet, takt og tone for præster, udarbejdet efter tyske forbilleder, et supplement til Christian Bastholms Den geistlige Talekonst (1775) og delvis kritiske randnoter til sammes Korte Tanker til nærmere Eftertanke over den geistlige Stand (1794). H. ville påkalde præsternes følelse af forpligtelse til at være en anbefaling for deres stand så de ikke tabte deres anseelse ved at støde folk; i dette skrift kalder han messeklæderne for "Overtroens sørgelige Levning". 1798 kaldtes H. til biskop i Kristiansand stift. Harts rationalistiske og almenreligiøse holdning isolerede ham i det vakte lægfolk, men han var en dygtig administrator og skolen en initiativrig og disciplinerende leder. Hans forkyndelse og øvrige virksomhed drev på moral og oplysning som religionens to resultater. Han har givet en interessant oversigt over sit arbejde med at "velsigne og forædle" menneskeheden i Archivfor Skolevæsenets og Oplysnings Udbredelse i Christiansands Stift I–II, 1800-03. 1803 kaldtes H. til Fyns stift. Umiddelbart før sin afsked med sit norske stift foranledigede han vækkelsesprædikanten Hans Nielsen Hauges fængsling. Under sit ophold i Norge blev H. medlem af Det norske videnskabernes selskab. Hans litterære virksomhed var i disse sidste år hæmmet af legemlige lidelser, men under krigen 1807 opflammede han personlig soldaterne i stiftets garnisonsbyer til at slås så drabeligt "at Fjenderne ikke fik mere af Danmark end den Jord, der behøvedes for at jorde dem". Trods H.s flid og reformiver satte hans gerning kun få spor, selv om han, så langt hans indflydelse rakte, fik fortrængt Kingos salmebog og Pontoppidans forklåring til fordel for Evangelisk kristelig Salmebog og Balles Lærebog. Efter biskop F. Münters forbillede var han ivrig for organiserede præstekonventer (herredsvis) for at hæve standens teologiskkulturelle niveau og øge kontrollen med sognene. Gennemgående var H. ilde lidt. Den gravitet han anbefalede andre blev hos ham selv til en vigtig mine. – Tit. professor 1780.