Dansk Biografisk Leksikon

Peder Winstrup

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Peder Winstrup, Peder Pedersen Winstrup (Vinstrup),  30.4.1605-28.12.1679, biskop. Født i Kbh, død i Lund, begravet sst. (Domk.). W. blev uddannet under omhyggelig vejledning af sin stedfar, Hans Poulsen Resen, og gik i skole i Kbh., Roskilde og Sorø hvorfra han blev student 1623. 1625 tiltrådte han en syvårig studierejse med længere ophold i Rostock, Wittenberg, Leipzig og Jena. Denne udenlandsfærd gjorde ham for livet til en tilhænger af den lutherske ortodoksi som han allerede havde mødt i sit hjem, og i så henseende var det ikke mindst af betydning at han i Jena trådte i nær personlig forbindelse med Johan Gerhard i hvis hus han blev optaget. Efter studietiden i Tyskland var det hans agt også at berejse Europas vestlige lande, men da han forinden (1632) tog tilbage til Danmark for at hilse på sine forældre førte dette til at rejsen blev opgivet da et kongebrev pålagde universitetet at lade ham disputere "pro cathedra", og ikke længe efter blev han udnævnt til professor i fysik.

1633 tog han magistergraden og fik samtidig overdraget at føre tilsyn med Niels Heldvads skrifter. Hans universitetsbane blev dog ikke af lang varighed for allerede i begyndelsen af 1635 blev han af Christian IV kaldet til hofprædikant, en stilling han ved sin veltalenhed og åndssmidighed var ypperligt skikket til. 1636 kreeredes han til dr.teol., og 1638 blev han M. J. Medelfars efterfølger som biskop i Lund. Han fik desuden i disse år tillagt kanonikater i Århus og Lund. Som hofprædikant optrådte W. bl.a. som kongens repræsentant i de teologiske stridighder om Holger Rosenkrantz' (1574-1642) standpunkt. I det store og hele indtog han en forsonlig og anerkendende holdning over for Rosenkrantz om end han kritiserede enkeltheder i hans retfærdiggørelseslære. Kun 33 år gammel var W. blevet biskop, og i over 40 år beklædte han dette høje embede. Gennem denne lange periode stod han som en magtfuld prælat, som en af baroktidens mest karakteristiske bispeskikkelser. Af naturen var W. en glimrende begavelse, især en klog og behændig diplomat og en rhetor hvis mægtige veltalenhed, understøttet af en sjælden klangfuld røst, atter og atter henrev samtiden til begejstrede udtalelser. Han rådede desuden over en kundskabsfylde der var både dybtgående og omfattende, og han besad i ikke ringe grad initiativ og administrationsevne. Hertil kom at han allerede ved sit ydre virkede imponerende: det fine, kløgtige ansigt, det ærværdige lange skæg og den hele pompøse skikkelse, i hans ældre år på riddervis prydet med en svær gylden kæde der faldt ned over den brede bug, kunne i al sin svulmende magtfylde ikke undlade at gøre indtryk. Mod hans karakter har derimod både sam- og eftertid ofte rejst alvorlige anklager. Man har opholdt sig over hans fremtrædende selvfølelse, over hans hovmod og herskesyge, man har fremhævet hans udprægede sans for denne verdens glans og herlighed, og den griskhed efter gods og guld som klædte en biskop ilde, men især har man dog dadlet hans blakkede holdning under tidens politiske omskiftelser.

I sit styre af Lunds stift lagde W. stor dygtighed for dagen. Hans endnu bevarede kopibog vidner på mange måder herom, og i stiftets præsteskab synes han hele sin bispetid igennem at have haft et fast tilhold. Også for højnelse af præstestandens dannelse og for forbedring af det latinske skolevæsen viste han levende interesse. I politisk henseende søgte han både i den danske og i den svenske tid tilknytning til kongemagten da han -skønt af natur og livsstemning selv udpræget aristokrat – så med uvilje på adelsvælden. Indtil 1658 gav han desuden ofte udtryk for en højstemt loyalitet over for det danske kongehus. Typisk i så henseende er hans symbolske, antisvenske tolkning aftegnene på det 1639 fundne guldhorn Cornicen Danicus, 1644 (på dansk s.å. under titel Den Danske Hornblæser) og talen Svenske- Danske Krigs Vnder, 1647. Men efter Roskildefreden 1658 sluttede han sig hurtigt til de nye svenske magthavere og gik dem til hånde. Især kom han i høj gunst hos Karl X Gustav der 20.4.1658 optog ham i adelstanden under navn af Himmelstierna (et navn som han dog aldrig selv synes at have brugt). Han skal have været kongen behjælpelig med at få Hven afstået fra Danmark til Sverige, og han bistod ham ved udarbejdelsen af forskellige planer til oprettelsen af et universitet i Lund, men kongens død 1660 hindrede indtil videre deres virkeliggørelse. Karl Xs død var overhovedet et hårdt slag for W., og om han end vedblivende deltog i bestræbelserne for at lette Skånes inkorporering i Sverige var han dog nu på flere punkter tilbageholdende i forsvenskningsarbejdet især med hensyn til den planlagte tilbagetrængen af det danske sprog hvorfor han også i de følgende år blev betragtet med stigende mistillid fra ledende side i Sverige. Han mistænktes nu for at spille under dække med danskerne, og 1666 forberedte man endog hans afsættelse, men en kommission som efter de svenske bispers råd fik til opgave at undersøge hans forhold kunne ikke fremskaffe tvingende bevismateriale imod ham og måtte nøjes med at tilråde at sagen stilledes i bero. Den mistillid man vedblivende nærede til W., gav sig dog et karakteristisk udtryk derigennem at ikke han, men præsten B. Oelreich ved Lunds universitets oprettelse 1668 stilledes i spidsen for dette som prokansler. Vel kom W. til at holde den store tale ved universitetets indvielse (Inaugurations Prædicken, 1668), men han følte forbigåelsen som en dyb krænkelse og modarbejdede af al kraft Oelreich hvem det lykkedes ham at fortrænge 1672 hvorpå han selv blev prokansler. Om hans bitre stemning i disse kritiske år vidner tre mærkelige, stærkt personligt farvede skrifter, synodaltalerne de calumniis et calumniatoribus, 1667, de academiis in genere, et prcecipue de nova Gothorum academia Carolina, 1668 og de patientia, 1670. Den følgende tid fik W. lov til at tilbringe i forholdsvis ro uden at se sin magtstilling stærkere anfægtet. Hans sidste år forbitredes dog jævnligt ved heftige stridigheder med de lundensiske professorer (især Josua Schwartz og under den skånske krig måtte han opleve flere pinlige situationer, bl.a. ved Christian Vs besøg i Skåne, ligesom hans økonomiske forfatning blev alt andet end lystelig. W.s forhold til hele forsvenskningsarbejdet over for den skånske provins er et meget sammensat spørgsmål der næppe endnu er udforsket til bunds. Hans tilsyneladende mærkelige zigzagkurs skyldes formodentlig at hensynet til personlige interesser har spillet hovedrollen, mens han som opvokset i et gammelt danskpræget miljø ikke med større sympati har kunnet se på bestræbelserne for at udrydde dansk sprog og dansk kultur. W. var ikke blot en i den ydre verden stærkt fremtrædende personlighed, men tillige i høj grad en de stille studiers mand. I et ungdomsskrift De usu linguarum et disciplinarum philosophicarum in theologia, 1633 tager han kraftigt til orde for den uadskillelige forbindelse mellem teologien og de humane videnskaber. Dette synspunkt præger også hans eget store forfatterskab der vidner om en betydelig, især formal, begavelse og en ikke ringe åndsdannelse i tidens stil. Blandt hans skrifter kan nævnes en række mindetaler på elegant baroklatin, således over Holger Rosenkrantz den lærde (1643) med stærk fremhævelse af dennes betydning, over den udvalgte prins Christian (1647) og over Christian IV (Davidicus rex Danorum, 1648), værdifuld især ved sin omtale af flere personlige træk hos den afdøde konge. Hertil kommer en stor mængde danske ligprædikener over adelspersoner, deriblandt over Lene Gyldenstierne (1641), Malte Juul og Iver Juel (1650), Otte Thott (1656) og især over Tage Thott til Eriksholm (1666). Disse arbejder er vel alle skåret til efter tidens læst, men de rummer mange karakteristiske ytringer til belysning af tidens historie. W.s hovedværk er dog den utroligt omfattende kommentar til de første ti kapitler af Matthæus-evangeliet Pandec-tae sacri I–II, 1666-74, over 3000 dobbeltspaltede foliosider. Alle tænkelige spørgsmål vedrørende fortolkningen drøftes her med den største grundighed og vidtløftighed, og behandlingen i hvert afsnit er bygget op efter et ensartet, strengt logisk skema. Indholdsmæssigt er værket stift ortodokst, men det får sit særpræg ved den stærke hensyntagen til alle – ældre og nyere – bibeloversættelser, sarftt derved at der – i Johan Gerhards ånd – til den videnskabelige kommentar stadig føjes afsnit af praktisk-opbyggelig karakter. Større betydning for eftertiden har et andet af W.s skrifter, hans Epigrammata, 1632, oprindelig et ungdomsarbejde, men senere omarbejdet og betydeligt udvidet (I–II, 1653). Første udgave var tilegnet kansler Christen Friis til Kragerup ved en fortale på græsk, og i selve skriftet tumler forfatteren sig afvekslende på latin, græsk og hebraisk, idet han med stor virtuositet mestrer alle slags kunstgreb i form af ordsammenstillinger, anagrammer og lign. Virker samlingen end som helhed søgt og kunstlet er den dog et ejendommeligt vidnesbyrd om W.s sjældne formelle behændighed og fortrinlige sprogkundskaber, og jævnlig er det lykkedes ham at tilspidse en pointe med stor træfsikkerhed. De mange hyldestdigte til fremtrædende personligheder indeholder desuden adskillige træk til belysning af tidshistorien.

I sine velmagtsdage var W. en meget formuende mand. Han ejede bl.a. to herregårde (Lundagård og Värpinge), og i Lund havde han sit eget bogtrykkeri. Han besad desuden et ypperligt bibliotek som han med megen liberalitet stillede til rådighed for andre. En del af dette havde han vel mistet 1644, men han kunne dog ved sin død efterlade sig en anselig samling som bortsolgtes ved auktion i Kbh. 1682.

Familie

Forældre: biskop Peder Jensen W. (1549-1614) og Anna Eisenberg (1575-1646, gift 2. gang 1615 med biskop Hans Poulsen Resen, 1561-1638). Gift 1. gang 20.7.1634 i Kbh. (Frue) med Anna Marie Baden, født 1615,11659, d. af borgmester i Horsens Ernst Ernstsen B. (død 1656) og Anne Hansdatter (død ca. 1660). Gift 2. gang 21.11.1659 i Bosarp med Dorothea v. Andersen, død 1701 på Bækmark, Flynder sg., d. af Bendix v. A. i Lindholm (død 1680) og Anne Rantzau.

Ikonografi

Mal. (univ. bibl. i Lund), kopi af J. Ahlgren (Gripsholm). Stik af A. Haelwegh. Tegnet min.

Bibliografi

Kilder. Saml. til Skånes hist., Lund 1868-69 37f; 1871 135-37. Danske mag. 5.r.I, 1887-89 201f 207 342; II, 1889-92 26f. Kirkehist. saml. 3.r VI, 1887-89 645-51 (brev); 4.r.III, 1893-95 200f 619f (brev); V, 1897-99 614-18 (W.s kopibog); VI, 1899-1901 201-05 (breve). Hist. saml. og studier, udg. H. F. Rørdam I, 1891 161-63; IV, 1902 414f. Gustaf Baners generalguvernorsberattelse 1664–68, udg. Ingvar Andersson, Lund 1940 = Skr. utg. av Kungl. human, vetenskapssamf. i Lund XXX.1 52f 60f 77f 145f. Ole Worm: Breve, udg. H. D. Schepelern I–III, 1965-68.

Lit. R. Vinding: Regia acad. Hauniensis, 1665 328-32. Erich Pontoppidan: Annales ecclesiæ Danicæ IV.I, 1752 105-07. D. G. Zwergius: Det siellandske clerisie, 1754 566-76. S. Cavallin: Lunds stifts herdaminne I, Lund 1854 42-58. P. G. Ahnfelt: Lunds univ.s hist. I, Sth. 1859. M. Weibull og E. Tegner: Lunds univ.s hist. I-II, Lund 1868. J. Oskar Andersen: Holger Rosenkrantz den lærde, 1896. Otto Ahnfelt i Kirkehist. saml. 5.r.I, 1901-03 208-35 553-56. Kn. Fabricius: Skånes overgang fra Danm. til Sverige I–IV, 1906-58 (reproudg. 1972). O. Walde: Storhetstidens litterära krigs-byten I, Upps. 1916 223-27 346f. Pers.hist. t. 9.r.I, 1928 127 138 (Jens Bircherods dagbøger). Yngve Bogren: Den kyrkliga forsvenskningen av Skånelandskapen, Sth. 1937 (jfr. Sv. Kjöllerström i Kyrkohist. årsskr. XXXVIII, Upps. 1938 321-23). Karl F. Hansson: Lundabiskopen P. W. före 1658, Lund 1950 = Skånsk senmedeltid och renässans III. Samme: Biskop P. W. 1605-79, Lund 1952 = Det gamla Lund. Årsskr. XXXIV. Bj. Kornerup i Den danske kirkes hist. IV, 1959. Lunds univ.s hist. I, ved Jerker Rosen, Lund 1968. Kj. Barnekow i Lunds stifts herdaminne, udg. Gunnar Carlquist 2.ser.I, Lund 1980 103-18.

Læs også om Peder Winstrup i Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om Peder Winstrup
Peder Winstrup
1605-1679, dansk teolog, fra 1638 biskop over ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
Kongemagerne
Endnu ved 1600-tallets begyndelse var der ingen te ...Artikel i Danmarkshistorien
Luthers totale sejr
Trolddomsforordningen var blot ét af leddene i kir ...Artikel i Danmarkshistorien
Leipzig
største by i den tyske delstat Sachsen; 539.3 ...Artikel i Den Store Danske
Tronskifte
Den 9. februar 1670 døde Frederik 3. 61 år gammel. ...Artikel i Danmarkshistorien
Thott
uradelig skånsk slægt, der med sikkerhed kan ...Artikel i Den Store Danske
Rostock
by ved floden Warnow i den tyske delstat Mecklen ...Artikel i Den Store Danske
Wittenberg
by ved Elben i den tyske delstat Sachsen-Anha ...Artikel i Den Store Danske
Holger Rosenkrantz
14.12.1574-28.10.1642, med tilnavnet den Lær ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
BjKorn
18/07/2011
  • Læst 540 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki