Rasmus Møller

Rasmus Møller, Rasmus Møller Nielsen, 28.9.1763-7.11.1842, biskop. Født i Stoustrup ved Fredericia, død i Maribo, begravet sst. Da M. tidligt viste udpræget lyst til bogen var det naturligt at han blev sat i latinskolen i Fredericia, hvorfra han dimitteredes til universitetet 1781. Under hårde kår måtte han her kæmpe sig frem, men han gennemførte sine studier med en sjælden energi og flid. 1784 tog han filologisk eksamen, 1786 teologisk attestats og 1790 – efter i nogle år at have været dekan ved kommunitetet og haft plads på Borchs kollegium – magistergraden på en latinsk afhandling om forskellen mellem Ciceros og den yngre Plinius' brevstil. Den kejtede bondestudent med det lyse hoved fandt god modtagelse i datidens lærde Kbh. Professorerne Jacob Baden og D. G. Moldenhawer blev især hans trofaste velyndere; blandt medstuderende vandt han sig hurtigt et godt navn -til sin store glæde blev han optaget i de yngre akademikeres latinske disputereselskab – og sluttede varmt venskab med flere af sine jævnaldrende, fremfor alt med den senere rektor i Horsens Oluf Worm. Sine studier havde han anlagt meget bredt, og med lige iver dyrkede han klassisk filologi og teologi. Oprindelig havde M. tænkt sig at blive skolemand, men da dette ikke lod sig gennemføre, foretrak han gejstlig virksomhed og blev 1791 sognepræst i Uldum og Langskov ved Horsens, hvorfra han 1796 forflyttedes til Jelling og Hover og 1802 til Købelev og Vindeby på Lolland. Samtidig med at han alvorligt og samvittighedsfuldt røgtede sin præstegerning, fortsatte han med stor flid sine studier. Stadig gik teologiske og filologiske undersøgelser hånd i hånd, og i en dybtgående beskæftigelse med bibelteksterne fandt disse interesser et naturligt foreningspunkt. Hans navn er dog især knyttet til forskellige oversættelser af latinske klassikere, navnlig af Livius' romerske historie I-VIII, 1800-18, desuden af Sallust (1811-12) og af udvalgte taler af Cicero (1814 og 1817). Fremfor alt Livius-oversættelsen med den klare, naturlige gengivelse af grundteksten skaffede ham megen anseelse, hvorimod hans fordanskning af Cicero blev modtaget med større kritik, især af P. O. Brøndsted. Også som tekstudgiver optrådte M. Da det under Napoleonskrigene blev vanskeligt at skaffe de lærde skoler den nødvendige forsyning med klassikerudgaver, påtog han sig at levere en udgave af Livius (I-II, 1815-19) med Strodts tekstgengivelse som grundlag, men ledsaget af selvstændige konjekturer. Som frugt af hans klassiske studier må også nævnes den ualmindelige færdighed han tilegnede sig i at udtrykke sig i en ren og smuk latinitet som aftvang kendere enstemmig beundring.

M. var udgået fra et af alvorlig gudsfrygt præget, bibellæsende hjem, og han lod sig ikke i sin studietid i væsentlig grad påvirke af de mere liberale teologiske strømninger. Livet igennem stod han som repræsentant for en gammeldags konservativ kristendomsopfattelse, og jævnligt gjorde han front mod tidens rationaliserende tendenser. Da han 1815 blev dr. teol. disputerede han over det spørgsmål, om man gjorde ret i at udelukke særlige kristelige dogmer fra religionsundervisningen i skolerne, hvad han besvarede benægtende, og under kirkekampen 1825ff. udgav han en protest mod rationalismen (Rationalismen, i dens Forhold til Bibelen og Protestantismen, fra et populært Standpunct, i Nyt theol. Bibi. IX, 1826) der indbragte ham et temmelig affejende svar fra H. N. Clausen og førte til en mindre litterær fejde. Som det mest virksomme middel til at overvinde den "vantro", M. ville bekæmpe, anbefalede han atter og atter læsning af Skriften, og en stor del af hans arbejder sigtede til at gøre de bibelske bøger mere kendt og forståelige. Allerede det første skrift han udgav som præst, Forsøg til en Oversættelse af Pauli Brev til de Romere, 1793, havde dette formål, og i en lang række oversættelser og fortolkninger vedblev han at arbejde i samme retning, idet han just her havde fundet et felt hvor hans nedarvede bondefromhed og filologiske interesse kunne mødes. Sit principielle syn på vigtigheden af fortrolighed med Bibelen har han nedlagt i en lille bog fra 1820 Kort Anviisning til en frugtbar Bibellæsning. Almindelige bidrag til forståelse af Skriften har han givet i Veiledning til en andægtig og forstandig Læsning af det Nye Testamente, 1820, og af Det gamle testamente I–II, 1826, og efter at han sammen med sin ven, professor Jens Møller (1779-1833) 1828-30 havde udsendt en oversættelse af Det gamle testamente, fulgte i de følgende år oversættelser af og forklaringer til de nytestamentlige skrifter. Disse arbejder var fortrinsvis beregnede for skolelærere og læge læsere og vandt en betydelig udbredelse. De udmærker sig ved jævnhed og naturlighed og vidner om grundige forstudier og selvstændig tænkning. Derimod var M.s teknik og kritiske sans for mangelfuld når han indlod sig i mere indviklede videnskabelige undersøgelser som man fx kan se af hans behandling af spørgsmålet om de paulinske pastoralbreves ægthed i Commentar over Pauli Pastoralbreve, 1842.

1820 blev M. tillige stiftsprovst for Lolland-Falsters stift, og da biskop P. O. Boisen døde 1831, blev M. – til trods for at han var nær støvets år -hans efterfølger. Som det var at vente af en svagelig og upraktisk mand i fremskreden alder blev hans bispegerning ikke præget af reformiver eller stærkt udadvendt handlekraft, men han vandt i sjælden grad højagtelse og hengivenhed i stiftet. I bispegården i Maribo fortsatte han sit tarvelige, patriarkalske landsbyliv, og mere i kraft af, hvad han var, end hvad han virkede, øvede den ærværdige olding med det elskelige og barnligt enfoldige sind stærk tiltrækning på de mest forskelligartede naturer. I sin personlighed rummede M. – sej jyde, stiv latiner og gammeldags bibeltroende – på næsten symbolsk måde væsentlige sider af den præstetype som siden reformationen i så høj grad har præget ældre dansk kirkeliv. – Rang i 2. kl. nr. 12 1841.