Regner, Regnardus, d. ca. 1265, biskop i Odense. R. var franciskaner, den første provincialminister for den nylig oprettede ordensprovins Dacia der omfattede de nordiske lande. Denne ledende stilling inden for ordenen synes han dog kun at have haft en kortere tid. Adskillige gråbrødre virkede som kapellaner og rådgivere hos fyrstelige herrer; R. fandt sin plads hos hertug Abel. På R.s tilskyndelse sendte Lübeck 1243 et eksemplar af sin stadsret til brug for borgerne i Tønder (manus. Thott. 2061 4°), hvorved vej åbnedes for lybsk ret i Sønderjylland i tilslutning til, hvad der allerede var sket i Holsten. Han stod hertug Abel så nær, at man mente han havde været medvider i kong Eriks død på Slien. Abel var kun konge i to år, men det lykkedes ham i forsommeren 1252 at skaffe sin svorne mand Odense bispestol. Endnu 4.4.s.å. nævnes broder R. i et kongebrev side om side med broder Adolf, kongens svigerfar, Holstens greve, der var trådt ind i franciskanerordenen. Til R. afgav dronning Mechtilde efter Abels død sit løfte om at leve i enkestand resten af sine dage. – Under den store kirkekamp stod R. sammen med ærkebispen og Roskildebispen mod kong Christoffer og hans unge søn. Han synes at have brugt sine forbindelser fra tidligere tid, thi blandt de klager der fra kongelig side fremførtes mod ham var at han samlede penge sammen i Kiel til rådighed for de holstenske grever under angreb på Danmark, og at han på sin borg på Als holdt sammenkomster med rigets fjender. Ligesom ærkebiskop Jakob Erlandsen blev R. stævnet til Rom. Den besværlige rejse og det lange ophold i syden tog hårdt på ham, gammel og svag som han var. Han opnåede frikendelse, men døde i Rom eller på vejen hjem. 30.6.1264 havde han på sin borg Ørkil i Fyn skødet gods til Skt. Clara kloster i Roskilde; 30.9.1266 nævnes han som død i kardinallegaten Guidos domsakt.

Bibliografi

Niels Skyum-Nielsen: Kirkekampen i Danm. 1241–90, 1963.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig