Søren Lintrup

Søren Lintrup, ca. 1669-13.3.1731, biskop, professor. Født i Lintrup ved Ribe, død i Kbh., begravet i Frue k.s kapel. Dimitteret fra Kolding 1686 blev L. optaget i huset hos professor H. G. Masius som han i det hele taget synes at have sluttet sig nært til. 1691 udgav han et skrift til forsvar for Masius i dennes strid med forskellige reformerte teologer. Og 1719 foranstaltede han en udgave af en lang række af hans disputatser og forsynede dem med et omfattende lærd, men temmelig indholdstomt forord. I studentertiden blev L. betragtet som noget af et lys hvad der øjensynlig gik ham til hovedet. Han udtalte sig med stor foragt om professorerne som han kaldte for "ølæsler", og måtte en tur i det akademiske fængsel. 1693 blev L. alumne på Borchs kollegium hvad han senere kvitterede for ved 1715 at udgive Ole Borchs akademiske taler. 1696 tog han magistergraden og blev samme år rektor i Bergen. Her udviste han stor energi for at forbedre skolens niveau og faciliteter bl.a. ved at stifte et skolebibliotek. L. var iøvrigt meget interesseret i bøger og samlede sig flere gange anselige biblioteker. I Bergen talte han blandt sine elever Ludvig Holberg som sikkert så op til ham. I hvert fald omtaler han senere sin gamle rektor meget rosende. 1704 blev L. provst ved kommunitetet og Regensen. Her oprettede han et lærd selskab af yngre videnskabsdyrkere som dog kun bestod en kort tid. 1707 blev han professor eloqventiæ og 1716 professor i teologi, men allerede 1720 udnævntes han til biskop i Viborg. Fra Viborg-tiden foreligger hans visitatsoptegnelser. Efter Frederik IV's dobbeltægteskab kom L. i gunst hos dronning Anna Sophie og vendte 1725 tilbage til hovedstaden som hofpræst og igen professor i teologi. Som hofpræst gjorde han det ikke godt, bl.a. fordi han var en dårlig prædikant. Frederik IV holdt imidlertid hånden over ham, men så snart L. havde prædiket ved kongens begravelse blev han afskediget. Som professor var han lidet bemærkelsesværdig. De bevarede nedskrifter af hans forelæsninger viser ham som en traditionel ortodoks teolog uden sans for tidens nye strømninger. Han førte en omfattende korrespondance med lærde i ind- og udland. Og på en eller anden måde fik han altid placeret sig lige i nærheden af begivenhedernes centrum så man ofte støder på hans navn i samtiden.