Simon

Simon,  før 1158-efter 1183, biskop af Odense. S. var kannik i Lund og domkapitlets provst. 1158 nævnes han som biskop, men blev under den uro og opløsning, der var en følge af skismaet 1159 og ærkebiskop Eskils landflygtighed, fortrængt af provsten ved Skt. Albans kirke, Live, som 1162 modtog vielse af Alexander III's modpave Victor IV. Først da splittelsen i kirken var endt ved Victor IV's død, da Eskil vendte hjem og Live ligesom den skismatiske Ribebisp Oggi søgte til Tyskland kunne S. indtage sit bispesæde. 1170 var han til stede ved Knud Lavards skrinlæggelse i Ringsted. I de følgende år arbejdede konge og ærkebisp og rigets bisper samdrægtigt og målbevidst. S. skænkede gods til oprettelse af et præmonstratenserkloster i Væ, hvortil munke hentedes fra Tommerup som var stiftet af Eskil, støttede nonnerne i Odense ved overdragelse af Hjallese kirke og skaffede Skt. Knuds kirke og kloster privilegier og gaver. 1171 fastlagde Eskil på basis af konstitutionen af 1139 benediktinernes rettigheder i egenskab af domkapitel. 1174 stadfæstede kong Valdemar (I) Skt. Knuds klosters gamle forbindelse med moderklostret i Evesham og henvendte sig vistnok ved samme tid til abbeder, priorer og munke i England om på ny at sende gode klosterfolk, en henvendelse som kun kendes fra Evesham kopibog. – S. nævnes i det bevarede brevstof sidste gang 20.11.1183, efterfølgeren Johannes første gang 1187. Dødsdagen var 13.5. ifølge optegnelse i Lund.