Sven, biskop i Århus, d. 30.10.1191, biskop i Århus. Død i Østrup, muligvis Albæk sg., Støvring hrd., Randers amt, begravet i Øm kloster. Efter at have været udvalgt biskop blev S. bispeviet senest 1166. Saxo nævner ham som en mand der hørte til inderkredsen omkring Valdemar I og Absalon. Ved midten af 1160'erne omtales han sammen med Absalon og Buris i forbindelse med erobringen af Wolgast. Ved Rügens erobring 1169 modtog han sammen med Absalon Karenz' overgivelse, og da de hedenske gudestatuer blev slæbt ud af byen stillede han sig oven på dem. I 1170'erne deltog S. også i Stettins erobring, og da Absalon blev tilbage sammen med en del af ledingsflåden sluttede S. sig til ham. Under det skånske oprør i slutningen af Valdemars regeringstid bønfaldt S. kongen om ikke at fare for hårdt frem mod skåningerne. Bortset fra denne episode fremstår S. hos Saxo først og fremmest som korsfarer og kriger. Men ellers er S. nok bedst kendt som fundator for cistercienserklosteret Øm ved Mossø. Kilden til grundlæggelseshistorien er den del af Ømbogen som er skrevet 1207 (Manus i Kgl.bibl). Karakteristisk for denne er det at S. fremhæves så stærkt at den slesvig-holstenske historiker G. v. Buchwald ligefrem har kaldt en del af Ømbogen for "Sueno-vita". En meget stor del af Øm klosters ældste godsmasse stammede da også fra S. og hans forgænger på Århus bispestol Eskil. Hertil kom nogle kongelige donationer. Ømbogen synes at have bestræbt sig på at tilsløre den ældste fase af S.s forhold til klosteret. Interessant er det også at Ømbogen fortæller at S. lovede at grundlægge et cistercienserkloster hvis Gud frelste ham fra overhængende livsfare. Det er en fortælling der ligner beretningen i Valdemar I's stiftelsesbrev for Vitskøl kloster, og en fortælling der også har lighedspunkter med beretningen i munken Herberts mirakelbog om ærkebiskop Eskils løfte om at grundlægge klostre. Før cistercienserne kom til Øm 1172 havde klosteret tidligere haft hjemme i Sminge, Veng og på Kalvø i Skanderborg sø. Både i Veng og på Kalvø blev der nedlagt benediktinerklostre i forbindelse med cisterciensernes komme, og det er karakteristisk at de sorte munke omtales nedladende i Ømbogen. En tilsvarende tendens kendes fra Sorø gavebog. Både da cistercienserne overtog klostrene i Veng og på Kalvø samt da de flyttede til Øm drog abbed Brian (Briennus) til Rom for at opnå pavelig stadfæstelse. Brians rejser til paven er af Hal Koch, John Danstrup og især Jørgen Quistgaard Hansen blevet brugt som bevis på at cistercienserne var "det diplomatiske bindeled" (Quistgaard Hansen) til pave Alexander og ærkebiskop Eskil for Valdemar I og Absalon under det oktavianske skisma. Imidlertid fandtes der en besluming fra cistercienserordenens generalkapitel om at klostre ikke måtte grundlægges "sine maiori consilio". Og i hvert fald Brians tredje rejse kan ikke tolkes som en diplomatisk mission på højeste plan. S. opnåede to gange pavelig tilladelse til at nedlægge bispeembedet. Første gang var i midten af 1180'erne, anden gang kort før sin død 1191. Flere gange skænkede S. munkene i Øm gods og bøger. Fra 1183 findes et testamente til fordel for Øm kloster. S.s testamenter og de bevarede bekræftelsesbreve spillede en central rolle i kampen mellem biskop Tyge af Århus og abbed Bo af Øm i 1260'erne. Som ofte fremhævet slutter Ømbogen abrupt midt på f. 43r med en kongelig stævning, og den nederste halvdel af f. 43 er skåret bort. Dette har givet anledning til vidtløftige spekulationer om hvad der kan have stået på den afskårne del. For eksempel er det blevet foreslået at der var sensationelle oplysninger om mordet på Erik Klipping (Niels Knud Andersen og Hugo Yrwing). Det er også blevet sagt at "om stridens udgang er krøniken (Ømbogen) tavs" (Olaf Olsen). Dette er imidlertid næppe den rimeligste antagelse. På f. 43v og 44r findes nemlig en markskelsangivelse for Øm klosters gods på Djursland. De beskrevne markskel svarer til Rosmus' sognegrænser og til forholdene i 1500-årene da Rosmus sogn var Øm klosters enemærke. Skellene svarer derimod ikke til de af Svendbrevene der nævner at S. også skænkede Hoed og Hyllested til Øm. Den sandsynligste forklaring på dette er at S. ikke blot bortskænkede privat arvegods men også bispegods til klosteret. Kampen mellem kloster og biskop i 1260'erne drejde sig nemlig om hvorvidt der på grund af S.s gave, som biskop Tyge hævdede var gammelt bispegods, hvilede en servitut på Djurslandsgodset til fordel for bispestolen. "Stridens endelige resultat findes i virkeligheden i den omtalte markskelsangivelse. Men man har i 1268 umuligt kunnet afgøre, hvilke private og hvilke offentlige midler biskop Sven har anvendt til køb af godset på Djursland. Man må i 1268 radikalt have skåret igennem og reduceret gaven til Rosmus sogneområde" (C. A. Christensen og Herluf Nielsen) C. M. Smidt mente under sine udgravninger af Øm kloster at han havde identificeret S.s grav. Men nyere udgavninger har vist at der må være tale om biskop Peder Elafsens grav fra 1246.

Familie

Ugift.

Ikonografi

Relief på ligsten fra ca. 1490 (Rye k., hidrørende fra Øm klosterk.), efter denne litografi. Fremstillet på mal. af Hans Nik. Hansen udst. 1877.

Bibliografi

Scriptores minores, udg. M. Cl. Gertz II, 1918–22 (reproudg. 1970). Saxonis Gesta Danorum, udg. J. Olrik og H. Ræder I 1931. Jørgen Olrik i Årbøger udg. af Hist. samf. f. Århus stift V, 1912 1–122 (2. udg. sst. XXV, 1932 57–153). – G. v. Buchwald i Zeitschr. der Gesellsch. für schlesw.-holst.-lauenb. Gesch. VIII, Kiel 1878 3–121. Hal Koch: Danm.s kirke i den begyndende højmiddelalder I–II, 1936. C. M. Smidt i Fra Nationalmuseets arbejdsmark, 1942 31–47. Niels Knud Andersen: Ærkebiskop Jens Grand I, 1943 = Teologiske studier IV 47. John Danstrup i Festskr. til Erik Arup, 1946 67–87. Sv. E. Green-Pedersen i Århus stifts årbøger LVII, 1964 173–246. Samme i Middelalder, metode og medier. Festskr. til N. Skyum-Nielsen, 1981 41–65. Jørgen Quistgaard Hansen i Middelalderstudier tilegnede Aksel E. Christensen. 1966 57–76. Diplomatarium Danicum III, I, 1976 180–82. Brian Patrick McGuire: Conflict and continuity at Øm abbey, 1976 = Opuscula graeco-latina VIII. Museum Tusculanum. Suppl. Per Kristian Madsen i Hikuin III, 1977 137–56. Olaf Olsen i Convivium, 1979 126–45.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig