Thomas Kingo, Thomas Hansen Kingo, 15.12.1634-14.10.1703, biskop, forfatter. Thomas Kingo var på fædrene side af skotsk afstamning. Farfaderen, efter hvem han var opkaldt, var en indvandret tapetmager; faderen levede i små kår i Slangerup, ham gav Thomas Kingo et godt eftermæle i det kønne digt på hans gravsten. Der blev tidligt lagt mærke til den begavede dreng; 1640 kom han i byens latinskole, men 1650 overflyttedes han til Fr.borg skole hvorfra han dimitteredes 1654 til universitetet. Her optoges den fattige student som alumnus på kommunitetet (Regensen), og trods pest og svenskekrig tog han april 1658 teologisk eksamen. S.å. blev han huslærer hos forvalteren på Fr.borg slot, Jørgen Sørensen, men flyttede snart efter til Vedbygård ved Tissø hvor han underviste ejeren fru Lene Ruds børn sammen med godsinspektør Karsten Atkes. Efter i alt tre års huslærertid tjente Thomas Kingo syv år som personel kapellan for den bedagede præst og provst Peder Worm i Kirke Helsinge. Disse år i Vestsjælland har været lykkelige modningsår for den unge gejstlige.

I flertallet af hans digte fra denne tid er tonen frejdig, versemålet Anders Bordings raske krydsrimede firfodsjamber, men der er alvor bag. Lystigst er vinterdigtet Næve-Tud og Knud-herud, vistnok 1667 som med frisk realisme gengiver knagende frost og ung forelskelse. Sæbygaards Koklage, 1665 er et komisk sørgedigt over en tyregilding, men digressionerne taler fx om hvor farligt det er at slutte fra en persons ydre til hans karakter eller om hvor usle fæstebondens kår er. I Karsten Atkes Afsked fra Løve-Herred. 1666 mindes Thomas Kingo vennens lykkelige fremgang i livet, men hentyder også til strid og ond sladder. En særlig plads indtager en både personlig og kunstfuld vise i hyrdestil, Chrysillis, du mit Verdens Guld, antagelig fra sørgeåret 1668–69, hvor Thomas Kingo i utålmodighed ventede på at kunne gifte sig med Sille Balkenborg som juli 1668 var blevet enke efter provst Peder Worm.

I kapellantiden forberedtes Thomas Kingos karriere. 2.2.1663 prædikede han i Kbh. for Frederik 3. som lod ham tilsige sin nåde ved kansleren Peder Reedtz. N.å. ansøgte han om ventebrev på Slangerup og Uvelse sognekald; dette bevilgedes ham 10.4.1665, og hans kaldsbrev er af 24.8.1668. Senere beskikkedes han desuden som viceprovst i herredet. 8.6.1669 tog han magistergraden. 1671 skriver han et stort og pompøst digt til Christian 5.s salving, 1672 trøster han på vers Griffenfeld der har mistet sin unge hustru, og efter den tid går der med korte mellemrum fra Slangeruppræsten store og små hyldestdigte til disse rigets mægtigste mænd; deriblandt til kongen en poetisk beskrivelse af Kronborg (1672) og til Griffenfeld en tilsvarende af hans grevskab Samsøe (1675). Aandelige Sjungekors første Part, 1674 som tilegnedes monarken har nok befæstet ham i dennes gunst. Griffenfelds fald havde i hvert tilfælde ingen indflydelse på Thomas Kingos skæbne. 25.2.1677 kaldtes han til biskop over Fyns stift. 15.6.1679 fik han våbenbrev og blev 8.4.1682 doctor theol. ved kongeligt brev. Endelig gav kongen ham 4.3.1690 rang med justitsråder. Vel havde Thomas Kingo sørget for med passende mellemrum at bringe sit navn i de høje herrers erindring; men det var der mange der gjorde uden at nå langt. Thomas Kingos udnævnelse til biskop var derfor nok knap så meget et udtryk for regeringens tak til digteren som for de forventninger den havde til embedsmanden. Thomas Kingo var en mand af den slags det nye regime behøvede.

Ved statsomvæltningen 1660 var Thomas Kingo en ung modtagelig mand, salvingsdigtet fra 1671 viser ham som dybt indlevet i enevældens ideologi. Regeringstro mænd med personlig myndighed, det var hvad staten skulle bruge på de vigtige embedsposter til gennemførelse af sine reformer. Mange og forskelligartede var de opgaver der ovenfra blev lagt på Thomas Kingo 1680 fik han således befaling om at udtale sig om de reformertes religionsøvelse her i landet. Hans svar kender vi ikke, men hans afgørelser i enkelttilfælde viser ham som gammelluthersk hård over for anderledes troende. 1682 pålagdes det en kommission hvori Thomas Kingo fik sæde at udarbejde et nyt ritual for kirketjenesten. Dette udkom 1685 og indførtes i alle landets kirker 1. pinsedag 1686; det var et led i enevældens kirkelovgivning der desuden kom til at omfatte en alterbog (1688 ved Hans Bagger), en salmebog (se ndf.) med et graduale (1699). Disse fire værker er tilsammen udtryk for at den lutherske salmemesse har fortrængt den gregorianske liturgi som behersker Niels Jespersens graduale 1573. I det nye graduale, som er udarbejdet af Thomas Kingo, har salmemelodierne været genstand for en lempelig, men bevidst modernisering. I ritualværket henvises stadig til den nye salmebog som var under arbejde. Allerede 27.3.1683 havde nemlig et kgl. reskript befalet Thomas Kingo at tilvejebringe en ny salmebog. Hertil havde han kvalificeret sig ved sit Aandelige Sjungekor I–II, 1674–81, en fremragende ydelse i religiøs brugslyrik. De to digtsamlinger er komponeret med udpræget sans for den huslige andagts situationer. I første part en morgen- og aftensang til hver af ugens syv dage (Rind nu op i Jesus Navn, Nu rinder Solen op af Østerlide, Vaagn op og slaa paa dine Strenge), desuden versificerede oversættelser af Davids syv pønitensesalmer; i en senere udgave føjedes til hver dag to korte digte, et "Morgensuk" og et "Aftensuk". Anden part har tyve nummererede sange, de fleste efterfulgt af et "Hjertesuk". Blandt disse digte til "Sjælens Opvækkelse til allehaande Andagter i allehaande Tilfælde" (titelbladet) står de berømte Far, Verden, Far vel og Sorrig og Glæde de vandre tilhobe.

Det vigtige kongebrev til Thomas Kingo illustrerer på fremragende måde enevældens målbevidste arbejde på at skabe ensartethed og fuldstændighed. Det konstateres først at de foreliggende salmebøger er uordentlige og utilstrækkelige, og det pålægges dernæst Thomas Kingo "en ret Salmebog af de gamle sædvanlige og bedste Kirkesange og Salmer at sammenskrive og indrette, saa og dem med en Del af dine egne forbedre". Dog skal han flittelig tage i agt at de gamle salmer ved søndagsmessen forbliver væsentlig uforandrede, og at meningen i Luthers salmer strengt respekteres. Salmebogen skal følge kirkeåret, og hver søndag skal have sine sange "baade af de gamle og de som du selv over Epistler og Evangelia sammenskriver". Inden udsendelsen skulle salmebogen gennemses og approberes af det teologiske fakultets dekan. Dette kongebrev var en instruks som ikke gav den nye salmebogs redaktør meget frie hænder. Hvor energisk han dog tog fat kan ses af resultatet. Efter seks års forløb indsendte han til dekanen, Sjællands biskop, Hans Bagger, salmebogens "Vinterpart" med 267 salmer, hvoraf 136 af Thomas Kingo. Han havde optaget en del salmer af sine samtidige, mest af Elias Naur og Johan Brunsmand. I de gamle salmer havde han grebet kraftigt regulariserende ind, især for at bringe teksten nærmere til melodien. Vinterpartens fortale er dateret 15.4.1689; 25.1.1690 blev bogen autoriseret ved en kgl. forordning. Thomas Kingo fik tyve års ret til indtægterne af den. Men 22.2. s.å. tilbagekaldte kongen forordningen. Man havde ved hoffet skumlet over den store økonomiske fordel der sikredes Thomas Kingo ved privilegiet; desuden viste det sig at han ikke havde fået det nødvendige imprimatur på bogen, og endelig hæftede man sig ved at en del af de gamle salmer var for stærkt bearbejdede. Tilbagekaldelsen var et hårdt slag for Thomas Kingo; han ramtes både på sin ære og sin pung – han lå med et betydeligt oplag af bogen.

Thomas Kingos salmebogshverv blev 1691 overdraget Søren Jonæsen, men dennes udkast, der ikke indeholdt nogen salme af Thomas Kingo, led forgængerens kranke skæbne. Nu havde regeringen to gange med uheld lagt sagen i enkeltmands hånd; 1696 greb den til at nedsætte en kommission på elleve mand – hverken Thomas Kingo eller Jonæsen var derimellem –, og denne afleverede det definitive salmebogsmanuskript til Thomas Kingo som fik ti års privilegium på udgivelsen. 1699 udkom Den forordnede ny Kirke-Salmebog der med rette kom til at hedde Kingos salmebog. Ikke blot stod Thomas Kingo som forlægger på titelbladet, og fortalen var skrevet af ham, men han havde leveret langt den største part af de nye salmer. Fra vinterparten gik 55 over; til sommerhalvåret havde han indsendt nye, i alt var af den fuldstændige salmebogs 301 salmer 85 af Thomas Kingo. I den Husandagts-Salmebog (1703), som kommissionen tillige udarbejdede, medtoges en række sange fra Thomas Kingos Sjungekor. – De Kingoske kirkesalmer har en lang historie, ingen generation af danske kristne har helt kunnet være dem foruden. Med den skiftende smag har man i de senere salmebøger udeladt en del, forkortet og gennemrettet andre, komme uden om dem kunne man aldrig: Guldbergs Salmebog (1778) optog 67, den skarpt rationalistiske "Evangelisk kristelig Salmebog" (1798) havde 18, Roskilde Konvents Salmebog (1855) 84, Salmebog for Kirke og Hjem (1898) 100, Den danske Salmebog (1953) 82. Værst har Thomas Kingos robuste kristendomsforkyndelse haft det i intellektuelt eller socialt forfinede kredse, i Kbh. tabte dens yndest sig tidligst. Så meget inderligere har nordmændene og jyderne hængt ved "Kingos Salmebog". I Norge blev den, som i Danmark, indført 1699 og dominerede indtil Landstads Salmebog 1869, der havde 118 af Thomas Kingos salmer. Kingos salmebog blev senest optrykt Herning 1924, Horsens 1902, 1912 og 1930, Stavanger 1950.

Medens vi intet ved om Thomas Kingos præstegerning i Slangerup ligger et stort materiale fra de 26 år i Odense for os. Det fremgår af dette at Thomas Kingo var sig sit embedes betydning og værdighed kraftig bevidst. Han regerede efter lovens bogstav og lod sig ingen embedsrettighed afdisputere. Han var idelig på visitatsrejser i sit store stift hvortil hørte Lolland, Falster og Syd-Als, og han holdt sig ved besøg i hovedstaden i kontakt med de højeste myndigheder. Biskop Kingo var en nidkær tilsynsmand; men samtidig havde stiftets gejstlige i ham en varmhjertet talsmand som brugte sin indflydelse og sin kraftfulde pen til at værne om præsteskabets indkomster. Der kunne være noget stejlt bureaukratisk over hans adfærd, han var ikke til at spøge med i kirke- og skolesager, men han kunne også vise human medfølelse som da han over for kongen gik i forbøn for en alsinger der havde begået lejermål. – Det er karakteristisk for Thomas Kingo som embedsmand at han går lige løs på alle tvivlsspørgsmål – overøvrigheden får af og til fra ham en hel række klart formulerede spørgsmål til besvarelse –, og dernæst at han aldrig viger tilbage for en konflikt. Selvbevidst og temperamentsfuld som han var tålte han intet indgreb i sin myndighed. Thomas Kingo vandt, som det synes, let konger og kanslere for sig, men vanskeligere ligemænd som han skulle samarbejde med. Med magistraten i Odense havde han langvarige stridigheder om styrelsen af Skt. Knuds kirke. Forholdet til stiftamtmændene over Fyn var ikke uden gnidninger. De mange år i Odense bragte ufred og kvaler, men også magt, rigdom og ægteskabelig lykke. Regeringen befæstede ved flere lejligheder biskoppens autoritet og forhøjede mere end én gang hans indtægter. I Slangerup havde Thomas Kingo ægtet sin anden hustru der var betydelig ældre end han. Kort efter hendes død giftede han sig med Birgitte Balslev til hvem han har skrevet et poetisk, varmtfølt bindebrev der endnu foreligger i hans mandige, smukke håndskrift, og det med rig stilkunst udførte Candida-digt. Med hende fik han midler som satte ham i stand til 1697 at købe hendes fædrenegård, Fraugdegård, af broderen dr. Peder Balslev. Hun blev hans alders krone, en elsket og elskende hustru som ofte fulgte ham på de besværlige visitatsrejser, og som djærvt rensede hans minde da der efter hans død blev rettet mistanke mod biskoppens regnskabsholdelse. Dog også i familielivet fik Thomas Kingo sorger. Som stedsønnen Jacob Worm havde plaget ham i Slangerup således kom han i Odense i strid med to "svigersønner", amtsskriver Niels Brinch der var gift med Johanne Lauritsdatters datter af første ægteskab, og stiftsprovst Jørgen Karstens hvis uforsonlige holdning har været med til at forbitre hans sidste dage. Hertil bidrog også anfald af rosen og især af stensmerter. Sommeren 1703 var han i Kbh., men kom syg hjem og blev ikke rask mere. Han døde en efterårssøndag, "ret som det ringede sammen til højmesse".

Ser vi bort fra de ovenfor omtalte ungdomsdigte og hyrdeviser, desuden fra nogle skæmtsomme og polemiske stykker bærer Thomas Kingos forfatterskab et enhedspræg ved sin kunstneriske hensigt og sine grundmotiver. – Som digter tilhører Thomas Kingo den danske barok der fortsætter senrenæssancens bestræbelser for at skabe en kunstdigtning på modersmålet som kan stå mål med udlandets. I dedikationen i Sjungekorets første part hævder Thomas Kingo at vi hverken har behov at låne af de tyske og andre landsfolk, eller udi rimekunsten det ringeste at eftergive. Og i et latinsk æredigt til Anden part fremhæver Vitus Bering at Thomas Kingo gjorde mere for sit fædreland end Dante, Petrarca og Opitz havde udrettet for deres, da han bragte dansk religiøs poesi på højde med Johann Rists tyske. Det var regelret versifikation og en høj stil det kom an på. Anders Arrebo havde vist vejen; Thomas Kingo fulgte efter idet han modtog indtryk fra den samtidige tyske poesi hvor stilkunsten siden Arrebos tid var steget til hasarderede højder. Vi finder hos ham vendinger og ordsammensætninger som nu kaldes skruede eller smagløse, men som dengang var i pagt med tiden (fx Hjertets Lyste-Svamp). Bag den danske barokpoesi ligger dog ikke blot tyske forbilleder, men også nylatinsk digtning og romersk klassik. Som alle andre elever i den lærde skole har Thomas Kingo fået undervisning i at forfærdige latinske vers; vi har fra hans manddomstid tre særdeles velformede lejlighedsdigte på latin. Og det længste af alle hans digte, det historiske poem om Gullands Indtagelse 1676 der omfatter 1000 aleksandrinere har plan, et væsentligt motiv og stiltræk fra Erasmus Lætus: Res danicæ (1574), et hovedværk i nylatinsk digtning i Danmark. Det var vel Gullands Indtagelse der fik en samtidig (Poul Pedersen) til at kalde Thomas Kingo "vores danske Homerus", men digterens klassiske forbillede har sikkert her været Vergil, digterkongen siden renæssancen. I det mindste har Thomas Kingo i sit store digt smukt parafraseret Vergils beskrivelse af bisamfundet (Georgica IV, 153ff.).

På Thomas Kingos boghylder, hvis indhold vi kender fra auktionskatalogen efter hans død, stod nogle af senrenæssancens stordigtere – du Bartas, Giovanni Guarini, Will. Shakespeare (Poems 1640, Hamlet), John Milton –, enkelte tyske modedigtere – Chr. Hofmann v. Hofmanswaldau, Mühlpforth –, også adskillige nylatinske – bl.a. Erasmus Lætus – og alle klassikerne – således en stribe Vergiludgaver. – Den latinske påvirkning er føleligst i de dele af Thomas Kingos værk der ikke har religiøst hovedemne. I hans kristelige sprogbrug erstattes latinen delvis af hebraisk, som når han i Sjungekoret taler om Herrens næsefnysend' Vrede, og i ligprædikenen over Jacob Bircherod (1691) siger at Gud lider ikke dem "der taler af Hjerte og Hjerte" dvs. med delt hjerte. Grundstammen i Thomas Kingos rige sprog er dog et kernefuldt samtidsdansk, bevidst tilsat forældede og dialektale gloser som gerne forklares i noter ("Bur-Sprok er et almindelig Mode", altså landsmøde; "Koen siges at løe, naar hun er nær ved at kælve"). Thomas Kingos prosa er bemærkelsesværdig. Den er kunstrig i fortalen til Gradualet og i hans eneste trykte ligprædiken hvor retorisk opbyggede perioder afveksler med fyndigt sententiøse partier; i breve og embedsskrivelser er den derimod ligefrem og virkelighedsnær, en aktiv stil, sprog og handling i ét. – Endnu mere end den kunstneriske stræben gør den religiøse tendens Thomas Kingos digtning til en helhed. Der er den samme kristelige grundtone i hele hans værk. Når han således ved barnefødsler, fødselsdage og dødsfald i kongefamilien, ved majestætens hjemkomst og gennemrejse, ved sejrsbegivenheder og årsskifter, etc. mødte op med digte så manglede i tidens ånd Guds navn kun undtagelsesvis deri. Der bedes her for konge og land som i Sjungekorets morgen- og aftensange. Det religiøse har gennemtrængt det private og det nationale. Med enevældens førende teologer så Thomas Kingo på gammeltestamentlig vis samfundets velfærd bundet til kongens person. På et spinkelt anker der frelste Christian 5.s liv i en storm skrev han bl.a.: "To Rigers Liv og Død paa to Jernhager laa". Og det er Gud der giver en mand fremgang i livet; Griffenfeld kaldes "Guds Naades store Mand, du himmelbaarne Greve": "Gud som har Grunden lagt til den din Ærespir, Hand himmelstøtte den til din og Danmarks Ziir". De talrige digte til livets fester (venners navnedage, bryllupper o.l.) har altid religiøs motivering, ligesom naturligvis også indskrifter til kirkeinventar (alterkalk, lysekrone, fattigblok, kirkeklokke, nadverbillede) og hyldestdigte til forfattere af opbyggelige skrifter (Willads Nielsen: Himmeriges Barnemoder 1671; Johan Brunsmand: Aandelig Sjungelyst 1676). Stemningen i de sidstnævnte er som i fortalen til Gradualet glæde over reformationen og håb om en religiøs og litterær opgangstid for "Guds Kirke".

Kraftigst er det religiøse præg dog i den gruppe af Thomas Kingos "lejlighedsdigtning" som har en persons død som ydre anledning. Den er grundstammen i Thomas Kingos religiøse tankelyrik. I reglen tager han sit udgangspunkt i den afdødes skæbne: "Er det da bedst at dø, når fejerst er at leve?" (over den 21-årige Maren Bering), og han lader med forkærlighed tankens brod blive siddende. På sit spørgsmål: hvorfor dør en herlig mand som biskop Hans Wandal så tidligt når så meget skarns folk "lever ravnelangt", har han netop intet rationalt svar: "hvor maaleløs er Herrens dybe Domme, i Himlens Raadstu-Hus Fornuften ej maa komme". Ofte er tankefølgen denne: ære, glæde, rigdom er forgængelige – "bort da med Verdens Pragt, al Verdens Gods og Guld bør stemples med Foragt" – ethvert træ er råddent i roden, vi fødes til at dø, det volder arvesynden. Men et liv i kristelig "dyd" giver os saligheden hisset og et varigt ry hos eftertiden. Det er i lyset af denne række betydelige poesier der strækker sig gennem hele Thomas Kingos digterliv at de to mestersange fra Sjungekorets anden part må ses. Stillet over for dødens realitet bevæger Thomas Kingo sig fra oplevelsen af at "Sorrig og Glæde de vandre tilhobe" til forvisningen om at "Himlen er ene af Salighed fuld"; stemningsrytmen i dødsdigtene er den samme som i "Far, Verden, Far vel": den dyrekøbte erfaring af denne verdens forfængelighed fremkalder sjælens længsel efter hvilen "i Abrahams Skød". I andre partier af Sjungekoret har Thomas Kingo udtrykt den lutherske kaldstanke; hvert menneske tjener Gud på sin anviste plads i samfundet.

Til Thomas Kingos fromhedstype hører både den kristelige livsfornægtelse og den kristelige livsbekræftelse. Hans grundejendommelighed er evnen til med sin rige kunstner- og kristensjæl at indføle sig i og give udtryk for en religiøs situation. På denne stemningsvidde beror det at han alene fornyede både den private andagts lyrik og kirkesalmen. I den mægtige serie af fortællende og kristeligt formanende digte han gav den dansk-norske kirke gennemlever digterbiskoppen kirkeårets tekster. Han er ligesom øjenvidne til de hellige begivenheder, ikke mindst til Kristi lidelse; i påskens salmer når Thomas Kingo det højeste: Se hvor nu Jesus træder; Over Kedron Jesus træder, Sover I, hvor kan I sove, Gak under Jesu Kors at staa, Som den gyldne Sol frembryder med slutningsstrofen: Tak for al din Fødsels glæde. Stilen er dansk kristelig højbarok, de store profeters udholdende patos, og tonen tilhører den myndige prælat som beretter og belærer. Der er i Thomas Kingos salmesang en magtfuld ånds vingeslag. Salmernes holdbarhed beror på en sammensmeltning af himmelhøj flugt og næsten massiv håndgribelighed. De er digterværker af en vældig kristen i hvis sjæl gik jordlivets storme.

Familie

Thomas Kingo blev født i Slangerup, død i Odense, begravet i Fraugde k. Forældre: væver Hans Thomsen Kingo (1586–1671) og Karen Sørensdatter (Bjørn?) (død 1688). Gift 1. gang 21.7.1669 med Cecilie el. Sille Lambertsdatter Balkenborg, død 4.7.1670 (gift 1. gang med sognepræst i Kirke Helsinge Peder Worm, død 1668, gift 1. gang med Anna Heichens), d. af rektor i Oslo, senere sognepræst i Sundalen Lambert Antonii Balkenborg (1586–1650) og Anna Christensdatter Lund. Gift 2. gang 28.5.1671 med Johanne Lauritsdatter Lund, født 1618, død 19.5.1694 (død 1. gang med forvalter Christen Pedersen). Gift 3. gang 21. el. 19.12.1694 i Fraugde med Birgitte Balslev, født 13.5.1665, død 25.5.1744 på Fraugdegård (gift 2. gang med kaptajn Christian Carl Bircherod, 1667–1730), d. af dr.med., assessor Christopher Balslev (1628–93) og Karen Riisbrigh (1635–86, gift 1. gang 1654 med dr.med., apoteker Stefan Ram, 1625–58).

Ikonografi

Stik af C. Waumans 1677, af H. Schaten 1684 og af G. Valk 1704; mal. i samme type (Fr.borg), ligeledes flere stik 1715, af J.G. Mentzel 1734, af O.O. Bagge 1827 og af Weger 1857, træsnit 1855 efter tegn. af Carl Bloch, 1877, af H.P. Hansen 1886 og 1887, samt litografi 1850. Relief af Th. Quellinus, 1702 (Fraugde k.), afstøbning (Slangerup k.; Fr.borg), mal. derefter af J. Roed, 1854 (Skt. Knuds k., Odense), litografi 1868 og træsnit 1871 og 1882. Samtidigt (?) mal. (se Fra Fyns Fortid IV, 1924 63). Mal. af Hans Hansen (Fr.borg). Afbildet s.m. Griffenfeld på mal. af Roed 1856, 1866 (Fr.borg) og i sit værelse, 1870. Buste af Th. Stein, 1870 (Fr.borg; Emmaus k., Kbh.), på mindestøtte 1875 (ved Skt. Knuds k., Odense), efter denne træsnit af H.P. Hansen 1870 og 1875. Statue af Viggo Jarl, 1911 (ved Frederiks k., Kbh.). Afbildet på mal. af A. Hou, 1920. Mal. 1821 (Skovby k.). Relief (Ruds Vedby k.). Tegn. til relief (Kgl. bibl.). – Mindesten af J. Wiedewelt, 1780, ved Jægerspris. Mindestøtte 1883 (Slangerup).

Bibliografi

Udg. Aandelige siunge-koor, udg. A.E. Sibbernsen, 1931. Saml. skr., udg. Hans Brix rn.fl. I-VII, 1939–74 (nyt opl. 1975). Digte. Lyrisk barok, ved Povl Schmidt, 1961. Den danske lyrik før 1800, udg. F.J. Billeskov Jansen, 1963 (2. udg. 1967) 91–135. Gradual. Faksimile-udg. ved Erik Norman Svendsen og Henrik Glahn, 1967.

Lit. Progr. fun. univ. Hafn. over T. K., 1703. Bartholomæus Deichmann: Ligprædiken over T. K., 1704. A.C.L. Heiberg: T. K., 1852. Richard Petersen: T. K. og hans samtid, 1887. Hans Brix: Tonen fra himlen, 1912 (2. opl. 1964) 105–24. Samme: Analyser og problemer I, 1933 194–240; IV, 1938 271–315. L. Bobé i Pers. hist. t. 6.r.V, 1914 71f. Arne Sundbo sst. 13.r.II, 1953 233–35. V. J. v. Holstein-Rathlou: Om T. K., 1917. Chr. Ludwigs: T. K., 1924 = Mennesker XIX. Fra Fyens fortid, udg. G. L. Wad IV, 1924 47–133. Aage Bentzen i Teol. t. 5.r.III, 1932 241–94; IV, 1933 24–36. Arne Møller i Kirkehist. saml. 6.r.I, 1933–35 305–423 (også som særtryk m. titlen: Fra psalmistens værksted, 1934) 548–69. J. Oskar Andersen sst. 570–93. F.J. Billeskov Jansen sst. II, 1936–38 84–99. Erik Norman Svendsen sst. 7.r.VI, 1966–68 343–75. J. Oskar Andersen i Dansk kirkeliv, 1934 15–58. F.J. Billeskov Jansen i Acta philologica Scandinavica X, 1935–36 163–98. Solveig Tunold i Overbibliotekar Wilh. Munthe på femtioårsdagen, Oslo 1933 449–65. Samme i Norsk teol. t. 4.r.V, Oslo 1934 240–61. Samme sst. VI, 1935 32–49. Arne Møller sst. 280–86. H. Blom Svendsen: Norsk salmesang I, Bergen 1935 = Bibl. Norvegiæ sacræ VIII. E[mil] F[rederiksen] i Credo XVI, 1935 220–26; 1936 73–78 152–55. L. Chr. Nielsen: T. K.s bogtrykkeri i Odense i Nord-boktr. konst XLVII, Sth. 1946 410–14 448–52. Harald Vilstrup i Dansk kirkesangs årsskr. 1955 17–38. Ejnar Thomsen: Skribenter og salmister, 1957 115–31 171–83. Anders Malling: Dansk salmehist. I–VIII, 1962–78. Erik Sønderholm i Danske studier, 1964 54–66. Jacob Worm: Saml. skr., udg. samme III, 1971. Johs. Simonsen: T. K. Hofpoet og salmedigter, 1970. Martin Wittenberg: T. K.s historisch-topographische Dichtung, Bonn 1972.

Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig