• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tyge Asmundsen

Oprindelig forfatter BjKorn
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Tyge Asmundsen, 1522-25.4.1586, biskop. Født formodentlig i Lund, af fattige forældre, død sst., begravet i domkirken. Efter at have fuldendt sin skolegang og derpå tilbragt nogen tid ved Kbh.s universitet drog A. i maj 1544 til Wittenberg hvor han ved flid og begavelse vandt yndest hos Melanchton og Bugenhagen der ved deres anbefalinger 1545–46 skaffede ham understøttelse fra kong Christian III. Derefter forsvinder han i nogle år for os indtil han 1554 træffes som prædikant hos hertug Frederik på Malmøhus. 1555 blev han magister, 1556 fik han et kannikedømme i Lund, og 1558 opgav han prædikantstillingen hos hertugen der anbefalede ham til professorerne i Kbh. for at de skulle tænke på ham med et kald enten ved universitetet eller i kirken. 1559 blev han da også professor pædagogicus, og efter et halvt års forløb (febr. 1560) kaldte professorerne ham til sognepræst ved Vor Frue kirke i Kbh. og provst i Sokkelund herred. I denne stilling gjorde han sig meget afholdt, så han, da han allerede i okt. 1560 valgtes til biskop i Lund, af universitetet kunne modtage det skønneste vidnesbyrd både om sin gerning og sit levned. Den afskedsprædiken han holdt i Frue kirke bevaredes længe i afskrift som et mønster på hvordan en sådan "aftakkelse" skulle gøres. Nogen tid efter sin tiltrædelse af bispeembedet modtog han et nyt hædrende bevis på sine tidligere kollegers agtelse idet Niels Hemmingsen tilegnede ham sin berømte pastoralteologi (1562) i anledning af de samtaler de oftere havde haft om kirkens brøst og tarv, især om ønskeligheden af en strengere kirketugt. Som biskop viste A. sig da også som en praktisk kirkemand af melanchtonisk farve, nidkær for at højne gejstlighedens stilling både med hensyn til lære og liv. De talrige synodalmonita han har meddelt vidner såvel om hans iver for at få afskaffet katolske levn som om hans energiske bestræbelser for at fremme uniformiteten i kirkeceremonierne, katekismeundervisningen og kirketugten. Med særligt eftertryk indskærpede han præsterne at holde sig til deres egne sogne og ikke befatte sig med andre menigheder, ligesom han også lagde megen vægt på ordinationseden som i sin ældste kendte skikkelse foreligger i den form han har givet den (1564). Den indeholder på én gang en læreforpligtelse og en almindelig lydighedserklæring. – De sytten år hvori A. forestod Lunde stift var i øvrigt en urolig og næppe synderlig glædelig tid for ham, ikke blot fordi syvårskrigen hårdt hjemsøgte stiftet, men også fordi han selv både med adelige og gejstlige havde forskellige stridigheder der ikke altid fik det bedste udfald for ham. Særlig pinligt virkede det at en præstekone 1572 beskyldte biskoppen for at have stået i forhold til sig. A blev frikendt af en kommissionsdomstol men denne opsigtvækkende sag har formodentlig været medvirkende til at han 1577 – træt af bryderier og krænkelser – nedlagde sit bispeembede. Sine sidste år henlevede han som kannik i Lund. Han synes at have ejet et ret betydeligt bibliotek.

Familie

Marine Sørensdatter.

Bibliografi

E. Vinding: Regia acad. haun. 1665 108. H. F. Rørdam i Kirkehist. saml. 2.r. IV, 1867–68 326–58; 3.r. IV, 1882–84 348 470f. Synodalmonita i H. F. Rørdam: Monumenta hist. dan., 2.r. II, 1887 285–354. – H. F. Rørdam: Kbh.s univ.s hist. 1537–1621, II, 1869–72 528–36; IV 1868–74 97. O. Walde i Nord. t. för bok- och biblioteksväsen XIX, 1932 60f.