Valdemar Ammundsen

Valdemar Ammundsen, Ove Valdemar Ammundsen, 19.8.1875-1.12.1936, biskop. Født i Nørre Felding, Sønder F. sg., Ringkøbing amt, død i Haderslev, begravet sst. Tidlig optaget af religiøse spørgsmål valgte A. efter 1893 at være blevet student fra Borgerdydskolen i Helgolandsgade det teologiske studium; 1896 vandt han universitetets guldmedalje for en afhandling om ægtheden af 2. Peters brev, og 1899 tog han embedseksamen med udmærkelse. En studierejse til Tyskland (Erlangen, Halle, Berlin) 1900–01 blev afbrudt af hans deltagelse i konkurrencen om professoratet i kirkehistorie ved Kbh.s universitet som han vandt med afhandlingen Novatianus og Novatianismen, 1901. A.s professorgerning satte tydelige spor. I en tid, hvor modsætningen mellem en ældre ortodoks kristendomsopfattelse og fri teologisk forskning ("liberal teologi") føltes stærkt virkede han frigørende og forsonende ved sin pietetsfulde og inderlige rodfæstethed i luthersk from-hedsliv og sin fordomsfrie anerkendelse og anvendelse af de nye kritiske metoder, jfr. hans lille skrift Menigheden og Theologien, 1906, og gennem sin fængslende undervisning vakte han hos mange en levende interesse ikke blot for sit snævrere fag, men for teologisk forskning i det hele. Bestemmende for A.s historiske forskning var hans betydelige filosofisk-systematiske evner og hans interesse for at forstå det religiøse liv i dets forskellige former. Derfor behandlede han kirkehistorien som kristelig åndshistorie med stærk betoning af de store personligheders indsats. Hans større specielt kirkehistoriske arbejder er fortsættelsen af Frederik Nielsens Kirkehistorie II, 1908–30, Den kristne Kirke i det 19. Aarhundrede, 1925, Den unge Luther, 1907, og Søren Kierkegaards Ungdom, 1912 (Universitetsprogram). Som professor blev A. hurtigt en førerskikkelse inden for den kristne studenterbevægelse. Fra denne havde han allerede tidlig modtaget stærke indtryk, og han ofrede den meget af sin tid som en højt skattet debattør og taler, som leder af adskillige af de store kristelige sommermøder og i årene 1915–18 som formand i Danmarks kristelige studenterforbund. I nøje forbindelse med dette praktisk-kristelige arbejde stod hans varme interesse for nationalitetskampen i Sønderjylland som han havde fulgt fra barndommen nær Kongeåen, og hans levende optagethed af problemet kristendommens virkeliggørelse i samfundsforholdene. Nedslag af hele denne mere praktisk-rettede side af A.s virksomhed har man i skrifterne Nordslesvig (en forhandling med professor Martin Rade, Marburg, og cand. teol. Johs. Tiedje) 1909, Engelske Arbejderførere om Kristendommen, 1911, Til Opgør, 1912, Til Opbyggelse, 1912, Krig og krigsførende Kristne, 1916, Et tysk-dansk Ordskifte (med Rade og pastor J. Tonnesen) 1919, og Luthers lille Katekismus gennemgaaet i Ungdomsforedrag, 1923. A. blev 1923 valgt til biskop over det nye Haderslev stift hvor han målbevidst virkede for at udjævne de nationale modsætninger, og gennem sin omfattende viden, sin indlevelse i forholdene, sin rolige forhandlingsevne og sin stilfærdige, naturlige myndighed gjorde han sig stærkt gældende. I revisionen af den sønderjyske salmebog (aut. 1925, udk. 1926) tog han meget aktivt del, og han var leder af det 1930 nedsatte udvalg til forhandling om de tyske kirkelige mindretals stilling. Som biskop blev han en forgrundsfigur i det økumeniske arbejde og en forkæmper for fredssag og afrustning. Han var medlem af forretningsudvalget for Life and Work efter Stockholmmødet 1925, 1928–31 formand, fra 1935 til sin død formand for Kirkeligt verdensforbund til fremme af international forståelse, og han fortsatte sit forfatterskab bl.a. med Social Kristendom, W. Rauschenbuschs Kristendomssyn, 1931–32 og en længere indledning til den tyske udg. af Edv. Lehmanns "Grundtvig" 1931. Erfaringerne fra sit eget stift følte A. sig forpligtet til at søge overført i økumenisk sammenhæng, idet minoritetsproblemerne og de nationale modsætninger der mange steder i Europa var blevet resultatet af Versailles-traktaten fremstod som alvorlige hindringer for etableringen af en international udsoning og dialog der var en forudsætning for et økumenisk fællesskab. A.s afhandling om nationalitetsetik (på dansk trykt i Freds-Varden 1926 65–71) blev således det arbejdsdokument, der dannede udgangspunkt for drøftelserne om det kirkelige bidrag'til bilæggelse af minoritetsproblemerne. A.s internationale anseelse i mellemkrigsårene var kolossal, hvilket bevidnes af de mange nekrologer i det internationale mindeskrift. I dansk sammenhæng blev hans indsats imidlertid på en

ejendommelig måde indhentet af udviklingen. Hans hovedskrift om den kristelig-sociale problematik Social Kristendom udkom således på et tidspunkt, hvor Kristeligt-socialt forbund som han fra begyndelsen havde sat sit tydelige præg på, var rystet af indre modsætninger. Da Tidehverv rettede hårde angreb mod den idealistiske kirkelige foretagsomhed blev A. gjort til en af de hovedansvarlige. Dertil kom fra begyndelsen af trediverne tilspidsningen af den internationale situation.

Fredssagen som han havde engageret sig stærkt i ikke mindst fra 1928 blev først i trediverne stillet i skyggen af den økonomiske krise og den politisk-ideologiske polarisering. Stalinismens terror og antisemitismen i Tyskland efter 1933 gjorde en brat ende på alle dialogintentioner hvorfor A. fx også stillede sig i spidsen for den økumeniske bevægelses protester i efteråret 1933 mod indførelsen af arierparagraffen i kirken i Tyskland. Det følgende år stod A. bag det store kirkemøde der i august blev holdt på Fanø, og som førte til at den økumeniske bevægelse optog kontakt med den tyske bekendelseskirke. Dette skete ikke mindst på A.s foranledning og på baggrund af den i alle henseender stadig mere åbenbare voldspolitik, i kirkelig sammenhæng navnlig rigskirkeledelsens hårdhændede centraliseringspolitik. I takt med at fronterne i den tyske kirkekamp blev trukket hårdere op, blev også den fælles-kirkelige sag gjort vanskeligere og hans formandskab kom derfor til at bære præg af stadig mere pessimistisk-resignerede overtoner set i forhold til tyvernes idealer. Hans memorandum fra 1936 Den nuværende Verdenssituation (i uddrag i tidsskr. Kristeligt fællesskab, 1936, på tysk i det økumeniske mindeskrift In Memoriam) befæstede dog kun yderligere hans anseelse og kom til at indgå som grundlaget for de følgende års mellemkirkelige indsats i lyset af den politiske uro. R. 1913. DM. 1923. K² 1932.