Ole Jensen

Ole Jensen, 24.1.1937, domprovst. Ole Jensen blev student i Århus 1955, var på Askov højskole 1955–56, blev cand.teol. fra Århus universitet 1962 med udmærkelse og var 1962–73 lektor i etik og religionsfilosofi her, dog med studieophold i Tubingen 1963, i Marburg 1964–66 og i Bangalore 1972–73; 1972 præsteviedes han. 1974 blev han professor i dogmatik i København og 1976 dr.teol. i Århus på den 1975 udgivne afhandling: Theologie zwischen Illusion und Restriktion (det danske manuskript er udgivet 1977) – en indgående analyse og kritik af både liberal teologi (W. Herrmann) og eksistensteologi (R. Bultmann), foretaget på grundlag af den af K.E. Løgstrup udviklede skabelsesteologi, iøvrigt også med indflydelse fra N.F.S. Grundtvigs antropologi (skabelses- og menneskesyn) og fra nyromantiske digtere, især Thorkild Bjørnvig; thi den kunstneriske erkendelse går dybere end den filosofisk-teologiske.

Ole Jensen – en af Løgstrups mest konsekvente og markante disciple – gør det til sit hovedanliggende at vise hvordan de ovennævnte tyske teologiske "skoler", i forlængelse af Emmanuel Kants personlighedsfilosofi og i overensstemmelse med protestantisk tradition, ud fra forestillingen om mennesket som "skabningens herre" (hvis opgave det er at gøre sig jorden underdanig) direkte eller indirekte har legitimeret udleveringen af naturen, dens dyre- og planteliv, til den på naturvidenskab hvilende industris rovdrift, med ressourcespild og forurening til følge. Des mere må nu menneskeheden, i bevidsthed om den af naturforskere formentlig dokumenterede risiko for livets totale ødelæggelse, forstå sin rolle, ikke som skabningens herre, men som dens (hidtil utro) forvalter, opgive sin "beherskermentalitet" og forstå sig selv som den med ansvar udrustede del af skabelsens værk og i konsekvens deraf bl.a. indrette sig på "sparsomhedens etik". 1976 udkom I vækstens vold. Økologi og religion som i mere populær form viderefører samme tanker. Det åndelige klima i 1970erne skabte stor lydhørhed for en "økologisk" teologi af denne art, og reflekserne kan spores i mange prædikener og afhandlinger.

Ole Jensen der politisk tilhører venstre fløj, men ialtfald mht. det "økologiske" er fuldt så kritisk overfor marxistiske samfund som kapitalistiske, har været en flittig bidragyder til blade og tidsskrifter, og fx i samarbejde med Løgstrup foretaget et kritisk opgør med den af Johs. Aagaard repræsenterede "revolutionsteologi" (De store ords teologi, 1972). Som taler blev han stærkt efterspurgt landet over, men dogmatik-professoratet (som ikke dækkede hans egentlige fag) blev en skuffelse. Kort efter sin tiltræden ved universitetet, hvor han iøvrigt stod højt i studenternes omdømme, fandt han at forholdene, både på grund af styrelsesloven af 1970 og en ny studieordning gjorde de administrative byrder urimelige for folk med forskerevner, og i erkendelse (udtrykt i et interview, Kristeligt Dagblad 6.8.1978) af at kun "den mere robuste, men undertiden også mere stupide bulldozer-agtige type" (og ikke de "følsomme... der har antenner for nutidens tænkemåde og nutidens nød") kunne trives ved universitetet (hvor staten tilmed knappede af på forskerbevillingerne), lod han sig 1978 udnævne til sognepræst ved Maribo domkirke, provst for Maribo provsti og domprovst for Lolland-Falsters stift. Også i denne stilling har han energisk fortsat sin virksomhed som skribent og taler, jf. Frem til Naturen, 1980.

Ole Jensen fortsatte som domprovst til 1985; herefter blev han forstander for Grundtvigs højskole, Frederiksborg 1985-92. Han fortsatte derpå som rektor for Præsternes efteruddannelse 1992-2002. Ole Jensen har endvidere været medlem af Det etiske råd 1988-93 og siddet i bestyrelsen for Verdensnaturfonden 1989-2002.

Blandt hans senere værker kan nævnes hans udgivelser om Løgstrup: Sårbar usårlighed. Løgstrup og religionens genkomst i filosofien, 1994 og Historien om K.E. Løgstrup, 2007. Endvidere har han været medforfatter til Løgstrups mange ansigter, 2005 og Livtag med den etiske fordring, 2007. Ligeledes har han udgivet flere af Løgstrups prædikener m.m. I bogen På kant med klodens klima. Om behovet for et ændret natursyn, 2011 retter Ole Jensen en skarp kritik af den vestlige verdens overforbrug, der er en alvorlig trussel mod klimaet. Han argumenterer for, at forbrug ikke kan være en form for religionserstatning; det gør ikke mennesket lykkeligt.