Paul Brodersen

Paul Brodersen, Paul Christian Brodersen,  15.12.1892-5.7.1974, domprovst. Født på Frbg, død på Lukasstift., Hellerup, begravet på Frbg. ældre kgd. B. blev student fra Vestre Borgerdydskole 1910 og cand. teol. ved Kbh.s univ. 1917. Han deltog i og påvirkedes stærkt af Den kristelige Studenterbevægelse. Allerede som student viste han videnskabelige evner og som kandidat studerede han ved amerikanske universiteter. Også som sognepræst i Kvislemark og Fyrendal (fra 1922) arbejdede han med de teologiske fag, især de systematiske. Et resultat forelå i De dødes Opstandelse og Kristi Genkomst, 1925 og Den kristne Tro paa den levende Gud og det videnskabelige Aarsagsprincip, 1925. Sidstnævnte værk indleveredes i anledning af hans deltagelse i konkurrence om et docentur i systematisk teologi ved Kbh.s univ. B. blev dog ikke docent, men 1931 erhvervede han den teologiske doktorgrad på et omfattende værk Gudsbegrebet i nyere engelsk og amerikansk Filosofi, behandlende bl.a. tænkere som W. R. Inge, F. H. Bradley og William James. I disse første arbejder viste B. sig som en skarpsindig teologisk tænker og en fremragende stilist, præget af den liberale teologiske tradition fra tiden omkr. århundredskiftet, både i anerkendelse af den historisk-kritiske metode anvendt på de bibelske skrifter, men også i gudsbegreb og menneskesyn. Dette prægede også hans forkyndelse da han 1931 blev sognepræst ved Jesuskirken i Kbh. og 1934 kaldtes til stiftsprovst (senere domprovst) og sognepræst ved Kbh.s domkirke. En vis modstand kom til orde (allerede da han var ansøger til docenturet) fra mere traditionelt kirkeligt hold. – En ændring i B.s kirkelige position skete 1935 i forbindelse med Oxfordgruppebevægelsen som i disse år begyndte at gøre sig gældende i Danmark. B. blev personligt grebet af bevægelsen, deltog i dens store offentlige møder og oversatte litteratur fra bevægelsen. Han kom snart til i den almindelige bevidsthed at stå som en af gruppens åndelige ledere. I Kbh.s domkirke samledes nu store skarer under B.s prædikestol, og ud over landet var han hyppig taler ved møder og stævner. Til forståelse af B.s forhold til Oxfordgruppen er to overvejelser vigtige. På den ene side var der kontinuitet mellem B.s fortid (studenterbevægelsen, den liberale teologi) og "Oxfords" tanker og praksis. Det gælder især den moralske appel – talen om "de fire absolutter". Også før 1935 prædikede B. om at mennesket kan forandres. Nu skærpedes og inderliggjordes dette til en tale om "forvandlede mennesker" og derigennem en verdensforvandling. På den anden side bevarede B.s teologiske viden og skoling ham fra det undertiden konturløse i vækkelsesbevægelsen. Han kunne nok tale i oxfordske vendinger men hans tale var teologisk gennemtænkt og kristocentrisk funderet.

Under besættelsen 1940–45 førte B. i tale og skrift en stærk forkyndelse om den indre frihed og appellerede til kamp for en bedre verden begyndende med den enkeltes overgivelse til Gud (Danmarks Skæbnelid og Guds Tale, 1941 og Det Danske og det Kristne, 1941). Et indtryk af hans prædiken får man i en række prædikensamlinger: Han skal herske, 1937, Lys i Natlen, 1943, Det kan blive anderledes, 1947, Kærligheden der forløser, 1965 og i den fyldige bog Den virkelige stormagt, 1952. En forkærlighed for Det gamle testamente gav sig udtryk i afhandlingen Bibelen som historisk Dokument og som Guds Ord, 1942 og Udvalgte Tekster fra Det gamle Testamente, 1945 – begge i samleværket Haandbog i Kristendomskundskab, henholdsvis bind I og VIII, og ikke mindst i hans sidste bog Bibelens profetiske budskab, 1961 hvor bl.a. de israelitiske profeters moralske, socialt orienterede forkyndelse blev fremlagt og aktualiseret. – Som personlighed var B. særpræget. Hans høje, ranke skikkelse, hans naturlige veltalenhed, hans kraftige stemme, hans klare, appellerende, engagerede forkyndelse gjorde dybt indtryk på mange. Hans ireniske holdning gjorde at han – undertiden med sorg – respekterede at andre måtte tage afstand fra den bevægelse som han skyldte og gav så meget. Som sognepræst gjorde han intet forsøg på at indoktrinere eller ensrette men gik ind i et loyalt samarbejde med lægfolk og præster der ikke delte hans eget syn. De løfter som B.s ungdomsarbejder kunne give om en videnskabelig løbebane blev, som hans liv formede sig, ikke indfriet. Men han forblev den velorienterede og selvstændigt tænkende teolog. Herom vidner en brevveksling mellem B. og filosofiprofessoren Jørgen Jørgensen om religion og videnskab, udgivet under titlen Er Gud en Virkelighed?, 1935. Som censor ved teologisk embedseksamen fungerede B. 1932–62. Ved sin afgang 1962 var hans kraft endnu ubrudt. Han glædede sig (og andre) over at kunne fungere som konstitueret kapellan, bl.a. ved Københavns domkirke, hvor han virkede til kort før sin død.