Bertel Godt

Bertel Godt, Bertel Petersen Godt,  17.9.1814-12.6.1885, generalsuperintendent. Født i Rinkenæs, død i Slesvig, begravet sst. G. gik i latinskolen i Flensborg, blev 1834 immatrikuleret i Kiel, derefter i Berlin og tog 1839 teologisk embedseksamen på Gottorp. Efter at have været huslærer i Augustenborg blev han 1842 præst i sit fødesogn Rinkenæs; her havde der været en uværdig præst, men G. som i Kiel var blevet grebet af den fra Claus Harms udgåede vækkelse fik hurtigt fuld kirke med stor altergang. Allerede 1845 kaldte hertugen af Augustenborg ham til Notmark på Als; 1846 blev han præst i Felsted sydøst for Åbenrå. De politiske begivenheder kom nu til at bestemme hans liv. Som de fleste akademikere havde han i Kiel tilegnet sig det slesvigholstenske syn, og 1849 underskrev han en præsteerklæring om at man kun anerkendte det slesvigholstenske statholderskab som lovlig øvrighed. Dog gav den danske regering 1850 denne dygtige præst en enestående behandling; man ville ikke beholde ham i Felsted, men tilbød ham forfremmelse til provst i Husum; da han sagde nej blev han afskediget og drog til Tyskland hvor han 1851 blev hjælpepræst i Hagen (Westphalen), 1852 konst. i Haspe og Westerbauer og 1853 præst i Enneperstrasse; under de vanskelige forhold i denne nye menighed vandt han megen anerkendelse for sin dygtighed, også som administrator. 1864 stillede han sig straks til rådighed for de preussiskøstrigske civilkommissærer. Atter avancerede han hurtigt; han blev konst. som sognepræst for Grumtoft i Angel, straks efter som sognepræst i Broager og provst for Åbenrå og Sønderborg provstier. Mens han havde følt sig som fordrevet var hans slesvigholstenske og tyske følelse vistnok vokset; da han som provst visiterede i Felsted hos M. Mørk Hansen voldte han meget anstød i sin gamle menighed ved sine politiske udtalelser. Da biskop U. S. Boesen i Flensborg var afskediget genindførtes titlen generalsuperintendent og nu atter med bolig i Slesvig, idet stiftet også kom til at omfatte Tørninglen, Enklaverne og Als. Til dette embede måtte man have en mand som også kunne dansk og kendte Nordslesvig, og man valgte G. Han udsendte en anordning om en fredsfest på 2. søndag i advent: krigen på vort lands ret er lykkelig endt; vi må yde vor varmeste tak til den tapre preussiske og østrigske armé og de ophøjede monarker, men især må enhver from sjæl føle trang til at takke Gud. G. gik her videre end de civile myndigheder, og han fik på grund af hele sin holdning skarpe sammenstød med danske præster, fx J. Johansen i Haderslev; en samtale med A. C. L. Grove-Rasmussen i Gram endte dog fredeligere. Da Slesvig 1866 var blevet indlemmet i Preussen voldte den mulighed, at Slesvig-Holsten kunne blive inddraget i den preussiske union og underlagt overkirkerådet i Berlin, G. megen bekymring. 23.3.1867 offentliggjorde han sammen med Holstens biskop Koopmann en i meget underdanige vendinger holdt beretning om en audiens hos kong Vilhelm der havde udtalt beroligende ord. I den følgende sommer advarede G. på et kirkeligt møde i Neustadt mod den slags nye indretninger som let bibragte nordslesvigerne den mening, at man ville indføre en ny tro; en visitatsrejse i Tørninglen havde fyldt ham med dyb bekymring. Unionen blev afværget; der oprettedes et særligt slesvigholstensk konsistorium hvoraf G. blev medlem, ligesom også af fællessynoden. Trods den politiske forskel var G. ret vellidt også af den danske befolkning; selv bondesøn talte han gerne folkemålet, var en varmhjertet prædikant, en ypperlig katekisator og praktisk i administrationen, med evne til at få sagerne til at glide. Han var udset til formand for den kommission der skulle udarbejde en ny dansk salmebog, men døde og efterfulgtes af Th. Kaftan som han selv havde designeret til dette embede. – Dr.teol. i Kiel 1866.