Josua Schwartz

Josua Schwartz, Josua Czernetsky, 5.2.1632-6.1.1709, generalsuperintendent. Født i Waldau i Pommern, død i Rendsborg, begravet sst. Efter at have gået i skole i Stolp studerede S. fra 1651 i syv år i Wittenberg hvor han for livet blev vundet for den lutherske ortodoksi i dens strengeste skikkelse særlig gennem sit discipelforhold til den berømte J. A. Quenstedt. Senere opholdt han sig i tre år ved hollandske, engelske og franske universiteter samt i Strasbourg. Da han 1661 var kommet tilbage til sit fædreland mishagede det ham at se hvorledes den store kurfyrste (Frederik Vilhelm) viste de reformerte vidtgående hensyn hvorfor han i en prædiken skarpt vendte sig mod alle kalviniserende tendenser. For at undgå kirkelig fordømmelse og andre genvordigheder flygtede han til Danzig, senere til Stettin, og udgav to hvasse antikalvinske stridsskrifter Abgesagte Tolerantz, 1661 og Gründlicher Beweisz, 1664. Derpå drog han til Stockholm hvor han en tid, beskyttet af enkedronning Hedvig Eleonora, virkede som hofpræst indtil han 1668 blev professor i teologi i Lund og tysk præst ved domkirken sst. 1672 fik han som den første af alle den teologiske doktorgrad ved Lunds universitet, og 1673 blev han rector magnificus. Heller ikke i Lund faldt han dog til ro. Først kom han på kant med biskop Peder Winstrup den yngre hvem han beskyldte for forsømmelse af sit embede og for synkretistiske sympatier, men til sidst måtte han gøre biskoppen afbigt; dernæst førtes han ind i heftige stridigheder med sin berømte kollega ved universitetet, statsretslæreren Samuel Pufendorf. Da denne havde udgivet sit store værk De jure naturæ et gentium, gennemgik S. det og sammenstillede i Index novitatum en liste over alle de kætterier det indeholdt. Måske kunne sagen være blevet jævnet i stilhed da "Index" foreløbig kun udbredtes i afskrifter, men uheldigvis udgav en tilhænger af S. uden dennes vidende hans indlæg i trykken (i Giessen 1673). Herved blev den tyske teologiske verden opmærksom på kontroversen, og der udsendtes en række fejdeskrifter fra forskellige sider. S. kom dog til at trække det korteste strå. Efter kongelig befaling blev hans "Index" brændt af bødlen på torvet i Lund, og Pufendorf svang i flere satiriske indlæg svøben over sin modstander som til sidst måtte forstumme.

Kun få år efter kom S. på ny i en pinlig situation. Da Lund 1676 var blevet besat af danske tropper holdt han en prædiken (senere udgivet i hans Drey auszgesonderte Krieges-Predigten, 1678), hvori han opfordrede skåningerne til at vise den danske konge al troskab og lydighed, men ikke af den grund gribe til våben mod den svenske konge. Efter at svenskerne havde generobret Lund blev S. straffet med hård indkvartering og senere stævnet til at møde for en kommission i Malmø for at gøre rede for sin politiske holdning. Han forstod åbenbart nu at det gjaldt hans hals, og anså det for rådeligst at forlade Sverige. Under dramatiske omstændigheder flygtede han til Kbh. hvor han fandt tilhold hos Christian V der 1681 gjorde ham til tysk hofpræst og titulær professor i teologien. I denne stilling viste han sig dog temmelig besværlig ved sin tilbøjelighed til overalt at vejre kætterier og ved sine angreb på de reformerte hvad der ikke faldt i god jord, især ikke hos dronning Charlotte Amalie der gerne ville beskytte sine trosfæller. Det føltes derfor som en befrielse at man 1684 kunne udnævne S. til kgl. (og for en tid fyrstelig) generalsuperintendent over Slesvig (fra 1689 i den kongelige del af begge hertugdømmerne og fra 1693 med bolig i Rendsborg). Som kirkelig tilsynsmand viste han sig som en nidkær og myndig forkæmper for ortodoksiens idealer, ivrig for orden og ren lære. Således fik han ved forordningen af 15.8.1691 fornyet den gamle institution at provsterne skulle samles til en årlig synode i Rendsborg under generalsuperintendentens forsæde. En række vigtige bestemmelser om kirkeret og kirkeskik blev frugten af disse synoder, deriblandt den fornyede indskærpelse af konfirmationen 1692. For at værne kirkens lærepræg indførte S. straks konkordieformlen i den fyrstelige del af Slesvig, og til sin død stod han som en af tidens mest årvågne Zionsvægtere, altid på sin post for at modstå angreb på den ortodokse lære. Da hans embedstid faldt sammen med det stærke frembrud af pietismen i hertugdømmerne måtte han med indre nødvendighed komme til at stå i et fjendtligt forhold til denne retnings repræsentanter. Dette gav sig udslag i en række stridigheder og affødte fra S.s side en del bitre litterære indlæg mod mænd som hans kollega C. H. Sandhagen og den fyrstelige generalsuperintendent i Slesvig H. Muhlius, N. Sibbern og F. J. Lütkens. Betegnende er det således, at den 77-årige mand på sit sidste lange sygeleje dikterede sin amanuensis et skrift mod Muhlius Erweiterte Wiederlegung, 1709. Eftertiden har gennemgående følt sig frastødt af S.s ubændige stridbarhed og utrættelige kætter-mageri. Glemmes må det dog ikke at denne ukuelige kamphane ud fra sine forudsætninger søgte at gøre fyldest med stor nidkærhed, pligtbevidsthed og aldrig svigtende troskab.