Bernhard Hartz, Bernt Hartz, 15.7.1781-20.2.1822, Grønlandsmissionær. Født i Svorkmo i Orkedal, død i Gudum, begravet sst. H. blev student 1799 fra Trondheim, måtte foreløbig tage huslærerplads og blev først 1801 ved velynderes hjælp sat i stand til at begive sig til universitetet, men måtte efter anden eksamen på ny tage plads, denne gang som lærer i Stubbekøbing. I sine sidste studenterår deltog han i søndagsskolearbejdet i Kbh. og fik en meget smuk attest herfor. 1805 søgte han optagelse på Det grønlandske seminarium. Efter embedseksamen 1806 udsendtes han til Egedesminde som missionær med den bestemmelse også at skulle blive forstander for en i Godhavn påtænkt læreanstalt. Krigen med England satte imidlertid en stopper for denne såvel som for adskillige andre grønlandske reformplaner, og han måtte forblive i Egedesminde. Her virkede han i syv år under stadig vanskeligere forhold, idet tilførslen ikke blot af proviant og handelsvarer, men også af bøger, papir, skolemateriel og alt andet til hans gerning nødvendigt efterhånden blev meget beskåret, og det blev næsten umuligt endog at foretage de nødvendigste embedsrejser af mangel på midler til at betale roersker og slædekuske. Men det skulle blive værre endnu. 1812 rejste de sidste missionærer fra Sydgrønland hjem og n.å. fulgte H.s eneste kollega i Nordgrønland deres eksempel og drog til Danmark med nedbrudt helbred og som en dødsmærket mand. Nu var H. tilbage som eneste præst i hele Grønland. Trods det uhyre ansvar der hvilede på ham tabte han ikke modet. Han flyttede til Jakobshavn og passede derfra ved tilsynsrejser både sommer og vinter hele Nordgrønland. Sydgrønland overlod han til kateketerne, hvoriblandt overkateket Frederik Bertelsen der blev præsteviet af H. 1815 i Holsteinsborg, efter at H. 1814 havde fået missionskollegiet til at give ham denne tilladelse. 1814 havde H. ønsket sin afsked for at kunne blive præst i Norge, men han bøjede sig for nødvendigheden og blev til 1816 – under "Savn af alt som udfordres til Livets anstændige Ophold" og stedse stærkere lidende af skørbugsanfald. -1817 blev han sognepræst i Gudum og Fabjerg men hans helbred var nedbrudt og hans virketid her blev kort.

Familie

Forældre: bjergværksopsynsmand, senere bergskriver ved Lykkens kobberværk i Meldalen John H. (1744–1821) og Birgitte Lucie Boyhn (1741–1826). -6.9.1807 i Claushavn med Sara Margrethe Lammerssen, født 7.2.1790 i Umanak, død 21.4.1869 i Lemvig, d. af "oberassistent" Johann Friedrich L. (1763–1826) og Ane Dorf (1752–1827, gift 1. gang med købmand Niels Fogh Irgens, 1750–87).

Bibliografi

H. Ostermann: Den grønlandske missions og kirkes hist., 1921 219–23.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig