Dansk Biografisk Leksikon

Adam af Bremen

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Adam af Bremen, levede ca. 1070, magister scolarum. Magister Adam af Bremens betydning fremgår af hans identifikation med forfatteren til Gesta Hammaburgensis ecclesiae pontificum der i fortalen kun navngiver sig med forbogstavet A og karakteriserer sig med middelalderlig forfatterbeskedenhed som "den hellige Bremerkirkes ringeste kannik". I værket oplyser han at han som en fremmed tilrejsende blev optaget i domkapitlet i ærkebiskop Adalberts 24. år, dvs. 1066–67, og at han meget tidligt besøgte den meget sandfærdige og kyndige danske konge Sven Estridsen der meddelte ham særdeles mange og interessante oplysninger om dansk historie og nordiske forhold. Omkring 100 år senere identificerede den nordalbingiske historieskriver Helmold i sin Slaverkrønike (til 1170) forfatteren A. med den Adam, magister scolarum, der i 1069 nævnes som brevvidne for ærkebiskop Adalbert og antagelig den magister Adam der i en Bremer-dødebog opføres under 12.10. men uden år. Hvad man ellers ved om A. beror på kombinationer og gisninger; hans navneformer peger mod Øvretyskland, snarest Franken, og domskolen i Bamberg er af udgiveren Bernh. Schmeidler udpeget som det lærdomssæde hvor A. snarest har modtaget sin fine litterære uddannelse så han overlegent med sin augustinske tankegang kunne forbinde klassisk arv med aktuel bremensisk tendens. At fremstille Hamburgkirkens storhed så den blev identisk med missionens udbredelse til Guds ære er værkets hovedmotiv.

A.s værk omfatter tre bøger historie hvortil er føjet en geografisk-etnografisk beskrivelse af de nordiske områder der udgør 4. bog. Historien er disponeret som en ærkebispekrønike hvor nordiske og slaviske forhold indgår regelmæssigt for hver ærkebiskop, men således at 3. bog blot rummer en indgående og kunstfærdig formet biografi af ærkebiskop Adalbert (1043–72) som afslutning. Værket synes gjort færdig få år efter, vel senest 1075. Foruden skriftlige kilder påberåber A. sig ofte personer som hjemmel for sine meddelelser, dog ingen så ofte som Sven Estridsen der anføres en snes gange. Han nævnes hyppigt som meddeler af ældre dansk kongehistorie. Det tidligste citat angår de talrige kongenavne for begyndelsen af 900-tallet: "Men om nogle af disse konger eller rettere tyranner har hersket samtidig, eller om den ene kun har overlevet den anden i kort tid, er usikkert," og han tilføjer at de alle var hedninger. Siden påberåbes han gang på gang om Jellingdynastiets konger, regelmæssigt således at referat går over til et kort direkte citat der oftest rummer en udtryksfuld pointe eller tjener til at bestyrke en sælsom beretning. Man sporer en augustinsk omtænkning af kong Svens næppe tendensfri skildring af sine forgængere; det kan derfor ikke afgøres hvor meget af det lyse i fremstillingen af Harald Blaatand, og hvor meget af det mørke ved Sven Tveskæg der skyldes kongen, og hvor meget Bremerkirkens mand. Ved den udførlige skildring af kong Sven selv i 3. bog og ved beskrivelsen af Danmark i 4. bog påberåber A. sig aldrig kongen; her anføres han kun som hjemmel for missionens stilling blandt slaver, sveer og nordmænd, og for beskrivelsen af landene uden for hans eget: Norge og Sverige som han kendte fra ungdomsopholdet hos den svenske konge Anund Jakob, de legendariske folk ved Jordens grænse, Hålogaland med midnatssol samt opdagelsen af det fjerne og frugtbare Vinland. Særlig interessant er 3. bog med dens augustinsk-psykologiske skildring af den magtfulde personlighed ærkebiskop Adalbert der misbruger sine rige evner til egen højhed fremfor at fremme kirke og mission og derfor trinvis stiler mod fortabelsen. Over for ham har A. modstillet den danske kong Sven der i begyndelsen skildres som en "rex tyrannus", men som stiger svarende til ærkebispens fald og ender som den rettroende konge (orthodoxus rex) der overtager ledelsen af kirke og mission. Trods åbenlyse fejl og forvanskninger er A.s værk en af de vigtigste kilder til ældre dansk og nordisk historie, og siden de svenske brødre Weibull og Erik Arup nyder det forrang fremfor Saxo og den norrøne tradition. Kirkehistorien er ikke bevaret som original, men A. oplyser selv at han (vel kort efter 1075) har ladet udfærdige en tekst, som han dedicerede Adalberts efterfølger, Liemar (1072–1101), som et eksempel til efterfølgelse. Originalen må imidlertid være blevet liggende i Bremen hvor den forsynedes med rettelser og tilføjelser af A. selv og andre. Traditionelt regner man med at den tabte original har dannet grundlag for 3–4 versioner: A, B (evt. B 1 og B 2) og C; fra hver af dem er talrige håndskrifter bevaret. Udgiveren Bernh. Schmeidler gik ind for at A-redaktionen (kort og uden skolier ɔ: tilføjelser) stammede fra det originale, nu tabte dedikationseksemplar til Liemar, mens B- og Omredaktionerne med de mange skolier stammede fra den udbyggede og siden tabte kladde. Herimod har Anne K. G. Kristensen påvist at Schmeidlers opfattelse ikke er bindende, men at A snarest som de andre hidrører fra et senere stade. Som B-version blev A.s værk tidligt overført til Danmark; det benyttes i 1130'erne af Roskildekrøniken og har sikkert allerede tidligere haft sin plads ved Lundekirken. Det drejer sig antagelig om det såkaldte Sorømanuskript der brændte ved universitetsbibliotekets brand i 1728. Forinden var det blevet udgivet af Anders Sørensen Vedel 1578 og benyttet af Arild Huitfeldt hvis afskrift nu ligger i British Museum i London. Også C-versioner har i middelalderen været kendt og benyttet i Danmark, bl.a. af Saxo.

Familie

ved domskolen i Bremen, Hamburg ærkestifts historiker med kong Sven Estridsen som meddeler af ældre dansk historie.

Bibliografi

Magistri Adam Bremensis Gesta Hammaburgensis ecclesiae pontificum, udg. Bernh. Schmeidler, 1917. Carsten L. Henrichsen: De hamburgske ærkebispers hist. og Nordens beskrivelse, 1930 og 1968 (med bibliografi). – John Danstrup: Esgruserhåndskriftet (Vidensk. selsk. Hist.-fil. skr. I, 4, 1943). C. A. Christensen: Adami Bremensis gesta hammaburgensis ecclesiae pontificum. Codex havniensis, 1948 (fotolitografisk udgave af C 1-redaktionen). Anne K. G. Kristensen: Studien zur Adam Bremen Oberlieferung, 1975 (Wienerhåndskriftet og Huitfeldt-afskriften – med udførlig bibliografi). -Erik Arup i Scandia IV, 1931. Sture Bolin i Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder V, sp. 283–89 (med bibliografi, bl.a. til egne afhandlinger siden 1930). Aage Trommer i Classica et Mediaevalia XVIII, 1957.

Aksel E. Christensen og Inge Skovgaard Petersen i Danmarks historie I, 1977.

Læs også om Adam af Bremen i Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om Adam af Bremen
Adam af Bremen
ca. 1040-ca. 1081, tysk kannik og historiker. Ad ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
Helmold
ca. 1120-1177, tysk præst og krønikeskriver. I s ...Artikel i Den Store Danske
Anders Sørensen Vedel
9.11.1542-13.2.1616, dansk historiker og vise ...Artikel i Den Store Danske
Arild Huitfeldt
1546-1609, dansk historiker. Huitfeldt udsend ...Artikel i Den Store Danske
British Museum
London, et af verdens største museer og Storb ...Artikel i Den Store Danske
Bremen
storby i Nordvesttyskland ved floden Weser; 5 ...Artikel i Den Store Danske
Hålogaland
nordligste fylke i middelalderens Norge. Hålogal ...Artikel i Den Store Danske
Adalbert
d. 16.3.1072, ærkebiskop af Hamburg-Bremen f ...Artikel i Den Store Danske
Roskildekrøniken
krønike, ofte kaldt den ældste Danmarkshistorie, ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
AEChr
17/07/2011
  • Læst 883 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki