Dansk Biografisk Leksikon

Anders Christensen

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Anders Christensen,  ca. 1460-ca. 1540, karmelitermunk. C. der ifølge Christiern Pedersens udsagn var jyde trådte i en ung alder ind i karmeliterordenen. Denne orden lagde vind på lærdom og havde i lighed med sortebrødrene og gråbrødrene en omfattende studieorganisation der førte velbegavede unge brødre fra land til land. C. blev 1487 sendt til universitetet i Greifswald; han nævnes ved immatrikulationen i det filosofiske fakultet som hjemmehørende i Roskilde stift og kom sandsynligvis fra klostret i Helsingør. Siden studerede han ved et eller flere af ordenens "studia generalia" i Paris, Köln, Louvain etc. - vi ved ikke hvor, men da han 1492 var til stede ved generalkapitlet i Rom hvor repræsentanter fra de forskellige ordensprovinser samledes bar han titlen "lector", ordenens akademiske grad der var betingelsen for at kunne docere. Samme titel bar han da han 1497 deltog i rektorvalget ved Kbh.s univ. hvor han rimeligvis har holdt forelæsninger; han kaldtes ved den lejlighed "lector Andreas Christierni ord. Carm. s. theologiæ baccalaureus". Doktorgraden i teologi erhvervede han senere. 1498 var C. på generalkapitlet i Nimes og 1503 i Piacenza. Her mødte han som prior for provinsen Dacia, valgt af ordensbrødrene hjemme på provinskapitlet. Sandsynligvis var han da allerede forstander for klostret i Helsingør, en stilling han med en ganske kort afbrydelse beklædte resten af sin levetid. Mens C. forestod Marieklostret i Helsingør fik han oprettet et hospital hvor syge sømænd der blev bragt ind fra skibene kunne få pleje; huset står den dag i dag nær klosterkirken. I sin egenskab af provinsprior tog han initiativ til grundlæggelsen af et kollegium i Kbh. for karmeliterne. Denne foranstaltning havde utvivlsomt sammenhæng med beslutninger om studiehuse i alle ordensprovinser, vedtaget på generalkapitlet i Rom 1513 og Siena 1517. På provinskapitlet i Landskrona 1519 udpegedes de unge brødre der skulle bo i det nyopførte hus og studere under vejledning af lektor Povl Helgesen (Paulus Helie). Povl Helgesen med hans brændende iver for humanistiske studier har været efter C.s sind, men han har næppe kunnet følge den unge ordensbroder i hans voldsomme kritik af bestående tilstande inden for kirken. Et brev af 1521 fra Povl Helgesen til C, hvori han afviser de beskyldninger der rejstes mod ham for at hælde til Luther kunne tyde derpå. Brevet som Resen har kendt er siden gået til grunde. C. oplevede den gamle kirkes fald og karmeliterordenens opløsning i Danmark. Endnu i sept. 1537 optræder han som prior for Marieklostret, men da kongen 1541 henlagde klostret til byens hospital var han vistnok død.

C.s liv falder inden for ordenslivets rammer; ganske undtagelsesvis blev han af kong Hans 1499 sendt på en diplomatisk sendefærd til Rusland sammen med mag. Jens Andersen (Beldenak) og mag. Anders Glob. - Han nærede en levende interesse for fædrelandets historie, og da hans bysbarn Christiern Pedersen havde vanskeligheder ved at få et manuskript af Saxos store værk til brug for sin udgave tilbød han at besørge en afskrift med egen hånd. I Christiern Pedersens udkast til Danmarks historie møder vi et par gange karmelitertradition og C.s beretning.

Bibliografi

Acta capitulorum generalium ordinis fratrum b.v. Mariæ de Monte Carmelo, udg. G. Wessels, Rom 1912. -H. F. Rørdam i Ny kirkehist. saml. V, 1869-71 772-79.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Dacia
Dakien , romersk provins stort set sammenfalden ...Artikel i Den Store Danske
Piacenza
by i Norditalien 66 km sydøst for Milano ; 103. ...Artikel i Den Store Danske
Landskrona
havneby ved Skånes Øresundskyst; 30.499 indb. ...Artikel i Den Store Danske
Louvain
det franske navn på byen Leuven i den belgiske reg ...Artikel i Den Store Danske
Siena
  mellemitaliensk by 50 km syd for Firenze m ...Artikel i Den Store Danske
Christiern Pedersen
ca. 1480-16.1.1554, dansk litterat og bogudgiver ...Artikel i Den Store Danske
Greifswald
by i den tyske delstat Mecklenburg-Vorpommern 85 ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
ELJ
17/07/2011
  • Læst 532 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki