Hinrich Hieronymus Sommer, 23.3.1804-20.12.1861, lægprædikant. Født i Husum, død sst., begravet sst. S. lærte skomagerhåndværket hos sin far; 1825 kom han som svend til Flensborg hvor han 1827 efter svære sjælekriser og ved bibellæsning erfarede "Syndsforladelsens Trøst" (titlen på en gudelig traktat, han samtidig læste). Han sluttede sig til det lille hernnhutersamfund i byen, og det prægede hans kristendomsforståelse; også den vakte præst H. A. F. C. Volquardts ved Skt. Hans kirke fik han kontakt med. Efter faderens ønske vendte han tilbage til Husum hvor hans hjem blev udgangspunkt for en vækkelse i by og omegn. Ved selvstudium lærte han græsk for at læse ny testamente i grundsproget og engelsk for at udnytte engelsk andagtslitteratur. S. blev en åndelig vejleder for mange, under treårskrigen også for danske soldater, bl.a. A. Stubkjær. Hans borgerlige anseelse, solide kundskaber og store evner som forkynder bevirkede at den holstenske forening for Indre mission (ledet af præsten A. Decker) 1860 udsendte ham som rejseprædikant; han rejste flittigt, også i Nordslesvig, men hans kræfter var snart udtømt, og 1861 gjorde sygdom ende på hans virksomme liv. -En poetisk åre udmøntedes i en del åndelige sange til kendte melodier, og 1886 samlede og udgav missionær H. C. Schmidt i Flensborg Geistliche Gedichte von Hinrich Hieronimus Sommer aus Husum; der foreligger også et par gudelige småskrifter.

Familie

Forældre: skomagermester Joachim Simon S. (ca. 1781–1844) og Catharina Maria Blumensaat (1783–1850). Gift 26.6.1835 i Husum med Elisabeth Andersen, født 12.12.1800 i Flensborg, død tidligst 1861, d. af købmand, senere mægler Hans A. (ca. 1767–1824) og Anna Maria Kühling (ca. 1766–1833).

Bibliografi

Kortfattede medd. om rejseprædikanten for den indre mission H. H. S.s liv, 1862. H. D. Lucht i Schlesw. -holst.-lauenb. Kirchen- und Schulblatt LX, Flensb., Preetz 1904 120–25.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig