Ole Henrik Svane, ved dåben Oluf Henrichsen, 13.11.1740-3.7.1825, lægprædikant. Født i Kolsbæk, Blistrup sg, død i Kerteminde, begravet sst. Hjemmet var fattigt; ti år gammel kom S. ud at tjene og efter syv år i skomagerlære begav den tyveårige svend sig på vandring. I Berlin kom han gennem fem år i de bøhmiske brødres kirke, men sit åndelige gennembrud oplevede han i Kbh. hvor han arbejdede de næste femten år. 1780 hørte han en røst der kaldte ham til Fyn hvor han "skulle blive til frelse for mange"; han forstod det ikke, men drog til Svendborg, kom i kontakt med en vakt kreds, besøgte menighedens syge og øvede en vidtstrakt sjælesørgergerning. Et særligt venskab knyttede han med den tyve år yngre snedker Rasmus Klink som siden flyttede til Kerteminde, men (1814) under en livstruende sygdom tilkaldte S. der fra nu af tog bolig hos Klinks og hjalp til i dennes forretning. S. ledede de daglige andagter i huset og de forsamlinger som blev holdt søndag eftermiddag -til dels i opposition til byens rationalistiske sognepræst. Da Christen Madsen omkring 1820 ved sin forkyndelse fremkaldte et stærkt åndeligt vejr på egnen blev S. ham en klog og kærlig vejleder, som især henviste til Luthers prædikener (dem plejede hun at læse i forsamlingerne). Under sagsanlægget mod Madsen kom også Klink og S. i forhør, men der skete dem intet. S. døde elsket og agtet, fulgt til graven af næsten hele byen.

Familie

Forældre: snedker Henrich Pedersen (ca. 1699–1767 i og Anne Ibsdatter (død tidligst 1768). Ugift.

Bibliografi

Fr. Nygård: Kristenliv i Danm. 1741–1840, 1897 136–77. Kn. Ottosen m.fl.: De fynske vækkelser I, 1964 = Vækkelsernes frembrud i Danm. III.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig