Christen Madsen

Christen Madsen, 1.3.1776-19.2.1829, lægprædikant. Født i Munkebo, død i Bregner, begravet i Drigstrup. M. havde kun fået en ringe skoleundervisning, men med sit lyse hoved erhvervede han - især i de otte år han var soldat i Kbh. - gode kundskaber; han giftede sig, byggede hus på Bregner mark ved Kerteminde og vandt anseelse både som en duelig tømrer og en kvik og munter skaffer ved bondegilderne. Ved nytår 1819 kom han i forbindelse med den lille vakte kreds som i Rasmus Klinks hus i Kerteminde lededes af den gamle skomager O. H. Svane der havde haft sin åndelige vækkelse i 1740ernes Kbh. Efter en lang og svær "bodskamp" oplevede M. - under altergangen 28.1.1819 - et religiøst gennembrud så klart og selvfølgeligt at det bestemte hans liv herefter. Han blev næsten omgående den førende prædikant i de gudelige forsamlinger som nu under hans ledelse for alvor tog fart, men kom også snart i strid med sognepræst C. S. Andresen i Kerteminde, både på grund af de forsamlinger han holdt (og som stred mod forsamlingsloven af 1741) og fordi han angreb såvel præstens rationalistiske lære som hans verdslige privatliv (især var det en anstødssten at der dansedes i præstegården). "Sværmer" var M. dog langtfra: hans forkyndelse byggede på Luthers prædikener, naturligvis i en (kirkeligt loyal) pietistisk fortolkning. Modstanden mod vækkelsen som gennem M.s og andres virksomhed bredtes over hele øst- og midtfyn skærpedes efter nogle (af degne inspirerede) grove angreb i fynske aviser; biskop F. Plum indberettede til kancelliet som endte sine overvejelser med 1822 at beordre sagsanlæg (s.å. var M. en tid fængslet), og ved forhørene i Odense hævdede M. åbenlyst sin lægmandsret til på egen hånd at udbrede sine "religionsbegreber" uden hensyn til borgerlige og kirkelige autoriteter. Flere gange skrev han til dronningen, gik i forbøn for forsamlingernes frihed og forklarede at vækkelsen havde haft lykkelige sociale virkninger: når folk omvendte sig fra verdslighed og "liderlighed" til et flittigt, nøjsomt og gudfrygtigt levned blev de - også økonomisk - langt bedre i stand til at klare sig. Sagen imod ham sneglede sig hen, til megen irritation for Fyns guvernør, den senere Christian VIII som flere gange gjorde forestillinger i kancelliet og anbefalede præsterne at omgås varsomt med de vakte og kun bekæmpe mulige sværmerier med åndelige våben. Også den ellers stejle biskop Plum rådede nu sine gejstlige brodre til med "forsigtig Skaansel og kjærlig Sagtmodighed" at standse eller dæmpe "Sværmeriets Smitte". Tydeligt nok var den borgerligt-gejstlige front over for vækkelsen ved at smuldre og regeringen ved at erkende de vaktes loyale holdning; det viste sig også da dommen omsider faldt: 1828 idømtes M. fem gange seks dages fængsel på vand og brød og en bøde på 50 rdl. for fornærmelser mod sognepræsten; landsretten nedsatte strafudmålingen, og 1829 - lige efter M.s død - lod højesteret fængselsstraffen bortfalde, men fastholdt en bøde på 30 rdl. M. gjorde et stort indtryk på folk; han kunne -som den af disciplene der stod ham nærmest, Peter Larsen (Skræppenborg), sagde - "næsten bevæge sten med sin hjertelighed". Han er hovedmanden i den fynske vækkelse og mange af dem der i næste generation fik førerskabet var inspireret af ham. Så sent som 1869 - det år vækkelsen for alvor spaltedes - samledes grundtvigske og missionske kredse om at sætte en mindesten på M.s grav. Trods alle forskelle havde begge bevægelser for en stor del deres rod i hans indsats.