Mogens Sommer

Mogens Sommer, Mogens Abraham Sommer, 4.6.1829-5.2.1901, lægprædikant, politiker. Født i Ribe, død i Ålborg, begravet sst. S. var af jødisk æt; han havde et skrøbeligt helbred og led meget under moderens tidlige død og den brutale fars nye ægteskab; han klarede sig godt i skolen, men sattes i snedkerlære, kom til skade og fik en læreplads som skrædder, et fag der lå for ham. 1848 blev han svend og var så et par år skriver på toldkammeret i Nyborg. Han fik kontakt med den østfynske vækkelse, også med V. Birkedal og andre grundtvigske præster på Fyn, oplevede en omvendelse og begyndte at virke som en slags grundtvigsk lægprædikant. Uden at tage eksamen blev han – ved forbindelse med Skårup seminarium – læreruddannet og (1852) hjælpelærer i Rørvig; han var afholdt af befolkningen, men i strid med præsten, fordi han holdt foredrag og prædikede i kirken ved messefald (i stedet for blot at læse en prædiken). 1853 blev han lærer i Haderslev og havde fra først af et godt forhold til byens præster (Fr. Helveg, J. Fibiger, H. P. Kofoed-Hansen – den sidste, ligesom redaktør P. C. Koch, påvirket af Søren Kierkegaard). S. holdt gudelige forsamlinger i stor stil og havde kontakt med den nystiftede sjællandske Indre mission, men da han 1855 fik afslag på en ansøgning om ophævelse af den endnu i Slesvig gældende forsamlingsforordning af 1741 førte det til radikal kritik af kirken og (1856) til brud med præsterne, af hvilke især Helveg længe polemiserede imod ham. Just da var Kierkegaards angreb på al officiel kristendom ved at kulminere, og han blev herefter S.s eneste virkelige autoritet, dyrket med ildhu, kopieret og karikeret i stort og småt, og selvsagt mest i kirkekritikken. S. drev herefter, med bopæl i Vejle, agitation over hele landet, mest i Jylland, og i taler og mange småskrifter (ialt ca. 50) fremstillede han sig selv som det rette "sandhedsvidne"; 1857 blev det ham definitivt forbudt at tale i kirkerne; det øgede hans aggressivitet, så at nu endog P. C. Koch – der ellers i et og alt havde støttet ham – afbrød forbindelsen. 1858 blev S. ordineret af den af den norske kirke udtrådte danskfødte præst G. A. Lammers; meningen var at han skulle danne og lede danske frimenigheder, men det kom der intet ud af og han brød også med Lammers. I øvrigt udviklede S. visse kætterier (forkastelse af barnedåb og tre-enighedslære – han kaldtes derfor ofte "socinianer" – og han propagerede en slags syndfrihedslære). 1871 meldte S. sig under socialismens faner og blev vel modtaget; man værdsatte hans evne som propagandist, han skaffede bladet Socialisten mange abonnenter og optrådte selv som en habil journalist i det; utvivlsomt var han med til at præge den ældste socialismes syn på kirken og han fungerede som mellemproportional mellem en kirkepolitisk tolket Kierkegaard og socialistisk kirkekritik. Allerede 1872 blev han udstødt af partiet og hævnede sig siden ved fra USA at skrive et brev til L. Pio; det var beregnet at skulle komme domstolen i hænde og derved yderligere kompromittere Pio. 1861 var S. første gang i USA – sammenlagt tilbragte han mere end fjorten år derovre og virkede en tid energisk som udvandreragent; så lidt som her formåede han at samle sine tilhængere – langt op i 1900-tallet var der "sommerianere", især i Vendsyssel – og det bekymrede ham heller ikke. S. var en lidenskabelig, ja fanatisk prædikant, hvis tale og skrift prægedes af grove proportionsforvridninger og et tit pøbelagtigt sprog; men organisator var han mindst af alt. Også i den henseende fulgte han sit store forbillede.