Rasmus Ottesen

Rasmus Ottesen, 19.4.1803-15.10.1862, lægprædikant, politiker. Født i Allerup, Åsum hrd, død i Hulerød, begravet i Søborg. O. kom fra et fattigt hjem, tjente 1817-21 i Allerup præstegård, derefter i Ellinge hvor han ved en ulykke fik det ene knæ knust; under sygdommen der i tre år tvang ham til at opholde sig i hjemmet blev han religiøst vakt og sluttede sig til den af Christen Madsen ledede gudelige forsamlingsbevægelse som i 1820erne bredte sig på Fyn; 1828-29 tjente han i Kerteminde hos en enke der selv var vakt. Som prædikant udfoldede O. en fantasirig veltalenhed der vakte beundring hos de troende, men uvilje hos andre; han blev retsligt forfulgt for lovstridige forsamlinger og 1824 idømt en bøde. Under rettergangen (i Eliinge kro) blev han og fem andre groft forulempet af pøbelen der hældte brændevin i halsen på dem. O. havde martyrmod og vidnetrang, var åndeligt beslægtet med Peter Larsen (Skræppenborg) som en ortodoks almuesmand der satte sin egen bogstavtro forståelse af bibel og kirkelære over gejstlige fortolkninger; han var en begavet, smuk og idealistisk mand, hvis personlige optræden og livsførelse gjorde et stærkt indtryk. 1829 fæstede han af den vakte lensgreve F. A. Holstein en gård i Venslev, købte 1836 gård i Hyllested og 1839 atter en i Ting Jellinge; han blev et betydningsfuldt bindeled mellem den fynske og den sydvestsjællandske vækkelse, optog samarbejdet med skolelæreren Rasmus Sørensen, optrådte som regel klogt og varsomt, men undgik ikke bryderi med kirkelig og verdslig øvrighed. 1840 blev han tiltalt (men frifundet) for en erklæring han – med mange underskrifter af ligesindede i hele landet – rettede mod biskop J. P. Mynsters ritualforslag og ligeledes for en indsamling til de forfulgte gammellutheranere i Schlesien. Fra 1829 knyttede han også forbindelse med J. C. Lindberg, støttede hans "mærkesager" og forsynede ham med oplysninger om vækkelsen. Grundtvigsk blev han dog ikke, men i Lindbergs Nordisk Kirketidende skrev han 1840 til den nye konge, Christian VIII, at det vakte lægfolk ikke ønskede "en gammel norsk eller en ny dansk konstitution", heller ikke trykkefrihed, men en vis "talefrihed" for ordførerne i forsamlingerne, således som det også var foreslået i adresser til stændermøderne. S.å. advarede han (der selv havde haft baptistiske anfægtelser) i apostolsk brevstil de vakte på Langeland mod gendøberne; han blev aldrig baptist, men fik som flere andre regeringens tilladelse til at lade sin søn døbe med "neddyppelse" og til at modtage nadveren i sit hjem med "brødets brydelse".

1841 flyttede O. til den frie religionsøvelses asyl i Fredericia og købte her et avlsbrug; 1854 blev han opsynsmand ved Esrum kanal. Han var borgerrepræsentant i Fredericia 1842-54 og viste 1849 så stor omsorg for soldaterne at officererne til løn gav ham en sølvpokal. 1847 blev han suppleant til stænderforsamlingerne, søgte 1848 forgæves valg til rigsforsamlingen og var 1849-54 (med en kort afbrydelse) folketingsmand for Fredericia. På rigsdagen talte han for trosfrihed og afløsning af fæstevæsenet, men kom i modsætning til sine vælgere ved at slutte sig til A. S. Ørsteds ukonstitutionelle helstatspolitik; den bibeltroende bonde og lægprædikant var trods alt mere præget af absolutistiske end demokratiske tendenser.