Niels Høegh Brønnum, 5.1.1882-29.10.1966, læge- og pionermissionær. Niels Høegh Brønnum, som var uddannet ved landbrug, følte i 1905 kald til en missionærgerning og gennemførte med det mål for øje og med økonomisk støtte fra en kreds i Danmark 1906-11 et lægestudium ved universitetet i Edinburgh. Herefter tog han i London kurser i tropemedicin og i det vestafrikanske sprog hausa.

Under påvirkning af dr. Karl Kumm og verdensmissionskonferencen i Edinburgh 1910 var målet for Niels Høegh Brønnum blevet en tjeneste i Afrika. Da dette ikke viste sig muligt gennem et af de eksisterende danske missionsselskaber blev der 22.11.1911 i Ålborg stiftet et nyt selskab, Dansk forenet Sudan mission, i samarbejde med Sudan missioner i andre lande. Januar 1913 udsendtes Niels Høegh Brønnum og hustru samt en sygeplejerske til Nordnigeria som 1900 var blevet britisk protektorat og derved delvis åbnet for missionsarbejde.

I nogle måneder virkede Niels Høegh Brønnum ved engelske stationer og mistede her sin hustru af en tropesygdom. Trods dette slag fortsatte han ad Benuefloden til bachamastammens område og ankom 5.10.1913 til byen Numan hvor han bosatte sig og begyndte sit arbejde. Niels Høegh Brønnum virkede som læge og studerede bachamaernes sprog. Under et hjemmeophold blev han 1915 i København ordineret for at kunne holde gudstjenester. Der udsendtes flere medarbejdere og arbejdet tog efterhånden form, ligesom området udvidedes ved oprettelse af nye stationer. Den første dåb fandt sted 1916, og den første menighed organiseredes i Numan 1921.

Niels Høegh Brønnum var i 1917 rejst hjem med sin anden hustru som ikke kunne tåle det hårde klima der krævede flere dødsofre blandt de første missionærer, men 1919-21 var han igen i Nigeria. I Danmark var der opbygget støttekredse for den nye mission der også fra begyndelsen fik hjælp fra lutherske kredse i USA.

1921 forlod Niels Høegh Brønnum missionsmarken og blev det følgende år missionens sekretær. Som sådan virkede han til 1953 hvor han fratrådte pga. alder. Krise- og krigsårene var vanskelige år for missionsarbejdet, men Niels Høegh Brønnum virkede energisk som rejsesekretær, forlagsleder og organisator. Som taler og skribent blev han kendt og elsket i vide kredse, og han fik betydning for mange ved sin dybt rodfæstede og djærve kristne livsholdning, sit smittende lune og sin sjældne kontaktevne. Niels Høegh Brønnum besøgte missionsmarken 1924-25,1938-39 og 1949.

Også efter at være fratrådt som sekretær virkede Niels Høegh Brønnum i tale og skrift for missionen. I 1963, 50-året for missionens begyndelse deltog den da 81-årige Brønnum og hustru i festlighederne i den unge kirke og mødte en enestående hyldest fra de afrikanske kristne og de stedlige myndigheder. Fra den beskedne begyndelse var der vokset en kirke frem, "Kristi lutherske kirke i Nigeria" som da omfattede 600 menigheder med ca. 26.000 døbte, et tal som siden er blevet tredoblet. Et omfattende institutionsarbejde var igennem årene blevet opbygget, ca. 40 grundskoler, kostskoler, lærerseminarium, 2 gymnasier og et hospital med et omfattende klinikarbejde i distrikterne. Hospitalet overgik 1971 og skolerne 1969-73 til regeringen, til hvilken missionen igennem årene har haft gode relationer. De øvrige institutioner, bibelskoler, værkstedscenter, landbrugscenter, boghandel, radiostudie m.v. overførtes i 1972 til den selvstændige kirke som missionen samarbejder med.

Som skribent var Niels Høegh Brønnum produktiv. Foruden et væld af bidrag til månedsbladet Sudan som han redigerede 1923-53, og til de månedlige "Kredsbreve" har Niels Høegh Brønnum skrevet en lang række artikler, bl.a. til Nordisk Missions Tidsskrift. Hertil kommer en række bøger, 1923 Folkeliv i Sudan, 1926 (2. udg. 1956) den værdifulde Under Dæmoners Aag. Bachamafolkets Religion og Overtro, 1933 Iguda. 1939 Undervejs i Afrika, 1940 I Støbeskeen og Sæden spirer, 1955 en skildring af missionens historie, Mellem Ækvator og Sahara og 1958 En nødstedt Verdensdel.

Niels Høegh Brønnum var pioner og inspirator. De lutherske kristne i det nordøstlige Nigeria betragter ham som deres åndelige fader og datoen for hans ankomst til Numan som kirkens fødselsdag. Selv udtrykte Niels Høegh Brønnum sig således: "Jeg var blot en mand, der satte en spade i jorden; andre gravede med den."

R. 1950.

Familie

Niels Høegh Brønnum blev født i Nørholm ved Ålborg, døde i Roskilde (Sdr.) og blev begravet sst.

Forældre: lærer Ferdinand Brønnum og Kirsten Christensen. Gift 1. gang 30.7.1912 med læge Margaret Chapel Young, født 22.9.1886 i Alloa, Skotland, død 13.6.1913 i Rumasha, Nigeria. Gift 2 . gang med gymnastiklærer og missionær Alberta Emilie Tholle, født 8.10.1893 i Marstal, død 15.7.1968 i Roskilde (Sdr.), d. af provst Thorvald Henrik Jacob T. (1840-1923) og Johanne Petrea Plum (1857-1915).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Alhed Villesen m.fl. i Sudan 1966 nr. 12 4-10. Margaret Nissen: An african church is born. The story of the adamawa and central sardauna provinces in Nigeria, 1968. - Levnedsberetning i ordenskapitlet. Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig