Einar Prip

Einar Prip, 5.2.1868-2.2.1939, missionær. Einar Prip blev student (Sorø) 1886, cand.teol. 1894 og 1895 hjælpepræst hos sin far; tidligt følte han sig kaldet til missionær, men Det danske missionsselskab turde ikke antage ham på grund af hans svage helbred; det bedredes dog, og 1898 udsendtes han til Syrisches Waisenhaus i Jerusalem hvor han skulle bistå som lærer og præst. Et udvalg med den fremragende missionskyndige Vilh. Sørensen som formand og Chr. Siegumfeldt som sekretær understøttede hans arbejde, nu kaldet Østerlandsmissionen, som 1903 fik sin blivende missionsmark i den syriske ørken nord for Damaskus. 1905 overtog den fem små missionsstationer som en irsk-presbyteriansk mission havde grundlagt; centrum for arbejdet var ørkenbyen Deratije hvor Einar Prip fik sit hjem. Med udmærket støtte af lægen R. Fox Maule virkede han her til helbredet 1934 tvang ham tilbage til Danmark.

Under første verdenskrig var missionen afbrudt i fire år, og den mødte store vanskeligheder, så Einar Prip nåede ikke at se sit mål – en menighed af døbte islamitter – virkeliggjort. Men mange indgroede fordomme mod de kristne veg efterhånden for indtrykket af missionens læge- og skolearbejde, og Einar Prips fromme og elskelige personlighed og enfoldige forkyndelse skabte respekt om ham, selv hos fanatiske modstandere. De breve han sendte hjem og hans besøg i Danmark vandt ham en stor vennekreds.

Einar Prip var en barnlig og glad kristen som levede i stadig bøn og forvisning om at skulle opleve Kristi genkomst, dvs. Kristi første komme og de troendes bortrykkelse før de antikristelige trængselstider. Det håb vidnede han om i Mere Lys over "De sidste Ting", 1915 og Antikrist, 1919. Han tolkede bibelord og verdensbegivenheder i lyset af sin forventing: oprettelsen af folkeforbundet, rationeringen og ernæringskortene, bibelkritikken og den liberale teologi stod for ham som varsler om det antikristelige verdensrige; hans uhistoriske bibelopfattelse blev fra flere sider imødegået, især af F. Torm ("De sidste Ting" i Bibelens Lys, 1915) og C. Skovgaard-Petersen (Tegn og Tider, 1919). Trods sin iøjnefaldende teologiske begrænsning var Einar Prip ved sin klippefaste tro og sin uselviske kærlighed en af dem, der kom til at virke stærkest i sin tids danske menighed.