Qajarnaq, Samuel, d. 27.2.1741, missionsmedhjælper. Født i Sydgrønland. Død i Godthåb. Under en konebådsrejse fra Sydgrønland passerede Q. i juni 1738 herrnhuternes missionsstation ved Godthåb og oplevede en slags vækkelse ved at høre om Jesu lidelseshistorie. Sammen med sin familie slog han sig ned ved stationen for at modtage yderligere belæring, og påskedag 1739 (29.3.) blev han sammen med sin hustru og sine to børn døbt som de første grønlændere i den herrnhutiske menighed. Han selv fik i dåben navnet Samuel, hustruen navnet Anna. – Q. karakteriseres af sine herrnhutiske lærere som kvik og lærenem, ihærdig og trofast. Han var selv meget aktiv under undervisningen og begyndte hurtigt at bringe den videre til sine landsmænd. Efter dåben fungerede han som hjælper og tolk for missionærerne og rejste med dem rundt til bopladserne, ligesom han i det hele taget gjorde god fyldest som mellemled mellem missionærerne og grønlænderne. Hans virke blev dog kun kort, da han døde af en pludselig sygdom kun to år efter sin dåb. – I den herrnhutiske litteratur indtager Q. en stor plads som "førstegrøden" blandt grønlænderne, og han har uden tvivl været missionærerne en uvurderlig støtte i den første vanskelige periode og banet vejen for den senere hurtige vækst i deres menigheder. I sit værk om Grønlands historie fra 1765 har David Crantz ofret Q. megen omtale. C. J. Spindler skrev i 1891 et digt på grønlandsk om Q.s omvendelse.

Familie

gift Anna.

Bibliografi

David Crantz: Hist. von Grönland I-II, Lpz. 1765.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig