Jens Haven, 23.6.1724-16.4.1796, missionær. Født i Vust, Thy. H. var meget lærenem og måske også bedre begavet end sin lærer, sognepræsten, til hvem han en tid var i modsætningsforhold. Da præsten søgte at skabe en herrnhutisk bevægelse i sognet modarbejdede H. ham først, men sluttede sig senere efter mange genvordigheder til vækkelsen. Under sin snedkerlæretid i København kom H. i de derværende herrnhutiskpietistiske kredse, og da han var udlært tog han 1748 til Herrnhut. Der stilede H. imod at blive missionær for Labradoreskimoerne. Da det ikke kunne lade sig gøre, måtte han – omend modstræbende – lade sig udsende til Lichtenfels, syd for Godthåb i Vestgrønland. Her virkede han i fem år hvor han lærte sig grønlandsk og viste udprægede evner som missionær. Derefter søgte han i 1763 at puste nyt liv i den ellers opgivne Labradormission. Det lykkedes ham at få midler til tre "rekognosceringsrejser" dertil 1764, 1765 og 1770, de to sidste gange sammen med grønlandsmissionæren og præsten Chr. Drachardt. Da de begge evnede at tale med befolkningen i dens eget sprog, lykkedes det dem at skabe en kontakt præget af gensidig venlighed og imødekommenhed. 1771 rejste de begge ud igen, og H. grundlagde missionsstationen Nain, senere yderligere to. Indtil 1784 ledede H. disse missioner, men måtte da forlade sin gerning med nedbrudt helbred. Han levede dog 12 år endnu i Herrnhut.

Familie

Forældrene var gårdmandsfolk. Gift 11.4.1771 i London med Mary Butterworth, født 8.8.1742 i England, død 9.7.1804 i Herrnhut.

Bibliografi

E. Mau i Ny kristelig samler VI, 1860 218–34. Jens Damsgaard i Hist. årbøger for Thisted amt II, 1914 97–107. Fr. Chr. Høy: J. H., 1924. 200 Jahre Brüdermission I, ved Karl Muller, Herrnhut 1931 135 149f 155.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig