Karen Jeppe

Karen Jeppe, Karen Vel Jeppe, 1.7.1876-7.7.1935, missionær. Født i Gyllingskov skole, død i Aleppo, begravet sst. J, viste sig allerede som barn i besiddelse af usædvanlige evner, og faderen der ønskede at hun skulle være læge forberedte hende til gymnasiet. 1893 begyndte hun som kostelev i den særprægede Ordrup lærde skole hvorfra hun 1895 blev student. Påvirket af skolens rektor H. C. Frederiksen besluttede hun imidlertid at studere matematik, og underviste i studietiden på skolen i Ordrup, tæt knyttet til rektorfamilien hos hvem hun havde fået et andet hjem. Fra barndommens grundtvigske miljø var hun præget af en stærk personlig kristendom og ængstet ved tanken om ikke at slå til overfor de krav hun mente Gud havde til hende. Dette pres i forening med arbejdet og studierne førte til et sammenbrud, og hun opgav at tage eksamen ved universitetet. Men efter at hun 1902 havde hørt forfatteren Åge Meyer Benedictsen holde foredrag om de tyrkiske massakrer mod det armenske folk og om hjælpearbejdet dér, besluttede hun at melde sig til dette arbejde. Hendes viljekraft og sjælsstyrke stod altid i stærk kontrast til hendes medfødte spinkle fysik, og hun fik overbevist de to mennesker hvis vurdering hun satte højest, faderen og sognepræsten Otto Møller, om det rigtige i at rejse. Støttet af organisationen De danske armeniervenner og med rejsen betalt af godsejer Johannes Hage begyndte hun 1903 arbejdet, først i Urfa hos den allerede i gang værende tyske mission ledet af Johannes Lepsius. J. kom til at forestå undervisningen og røbede hurtigt sit enestående organisationstalent, iværksatte en effektiv sprogundervisning efter lydmetoden og ved hjælp af billedtavler, fik oprettet værksteder for undervisning i håndværk, og en kolonisering af jordbrugslodder blev begyndt.

J. blev ganske opslugt af arbejdet. Hun var rejst ud for at tage sig af nogle nødlidende børn "men da jeg kom ud, mødte jeg et folk", som hun skrev. Dette folk viede hun sit liv. Da det fredelige hjælpearbejde under første verdenskrig blev afbrudt af tyrkernes systematiske udryddelse af det armenske mindretal blev hun på sin post og hjalp forfulgte til at undslippe gendarmer og soldater. Med stort personligt mod skjulte hun flygtninge i sit hjem, nedgravet under gulvet, i månedsvis. Den østrigske forfatter Franz Werfel har i romanen De 40 dage på Musa Dagh i digterisk form givet et glimt af hendes indsats. Stærkt nedbrudt af strabadserne vendte hun 1918 tilbage til Danmark, men genoptog to år senere arbejdet, denne gang i det af Tyrkiet udskilte franske mandatområde Syrien. 1921–27 havde hun status som Folkeforbundets sekretær. I denne egenskab fik hun ca. 2000 kvinder ud af arabisk haremstilværelse. I organiserede enkehuse blev de plejemødre for forældreløse børn i den store flygtningelejr i Aleppo (Haleb). Også her organiseredes skoler, fra 1930 med støtte fra danske fadderskabsbidrag til ubemidlede elever, og værksteder hvor hun bl.a. søgte det armenske håndarbejde genoplivet. J. der også i Tyrkiet havde haft et godt forhold til stammefolkene, bl.a. kurderne, erhvervede sammen med en beduinhøvding jord ved Eufrat hvor en armensk landbrugskoloni blev grundlagt.

Udryddelsen af det armenske folk på tyrkisk område skete uhindret af stormagterne, og hjælpearbejdet iværksattes og finansieredes af private kredse. Selv da Folkeforbundet var trådt til forblev midlerne helt utilstrækkelige. J. kæmpede utrætteligt, også med den internationale offentlige mening, for at arbejdet kunne fortsættes. I en tale i Geneve samlede hun problemet i en enkelt sætning: "Yes, it is only a little light, but the night is so dark". Få dage efter at hun var fyldt 59 år døde "Pigen fra Danmark" af malaria på et hospital i Aleppo.