Poul Egede

Poul Egede, Poul Hansen Egede, 9.9.1708-6.6.1789, efter en senere angivelse født 1709, missionær, filolog. Født i Kirkevaag, Lofoten, død i Kbh. (Frue), begravet sst. (Frue k.). E. kom ti år gammel med forældrene til Bergen og derfra tre år efter til Grønland. Her kom han snart i kontakt med den indfødte ungdom. Han blev en dygtig jæger og en dristig roer der endog vovede at måle sig med sine jævnaldrende i at kæntre rundt med kajakken og rejse sig igen. Da han hurtigt blev hjemmevant i sproget blev han en uundværlig medhjælp i kolonisationsarbejdet, dels som sproglærer for faderen og dennes verdslige og gejstlige medarbejdere, dels som tolk over for befolkningen og religionslærer for de grønlandske børn. Da E.s egen uddannelse ikke længere tålte opsættelse sendtes han 1728 til Kbh. for at forberedes til universitetet. Ved ankomsten blev han tillige med fem unge grønlændere som kongen havde ønsket skulle aflægge et Danmarksbesøg indkvarteret på vajsenhuset og efter dettes snarlige brand, på Frbg. slot. Frederik IV der var kommet under vejr med at den unge mands hu stod til marinen tilbød ham uddannelse som søofficer, men E. ville ikke gå imod sin fars ønske der gik ud på at få ham til medhjælper i missionsgerningen, og afslog med sorg tilbudet. Nu blev der beskikket ham en lærer, men da denne viste sig efterladende og hans egen tid desuden i begyndelsen var delvis optaget af de unge grønlændere som han skulle undervise i kristendom gik det kun småt med studeringerne. Han måtte skifte lærer og blev først student 1731. Allerede to år senere forlangte missionskollegiet at han skulle rejse til Grønland da faderen trængte til hans hjælp, men han bad om udsættelse til han kunne få fuldendt sine studier. Hertil blev svaret at faderen skulle få ordre til at ordinere ham uden eksamen. E. ville imidlertid ikke binde sig til Grønland for altid og søgte kongen for at få lov til at tage attestats først. Han fik tilladelsen, tog teologisk eksamen 1734 og ordineredes s.å. til grønlandsmissionær. At det var med ulyst han for stedse gav afkald på at blive søofficer kan ses af at han, der ved sin hjemrejse 1728 havde Grønland "saa kiær, at intet bedre kunde forestilles ham", nu underskrev sig i vitaprotokollen: "den til Kulden og Mørket bortdragende".

Da han nu imidlertid havde taget sit parti gjorde han skridtet fuldt ud og blev Grønlands mand for resten af sit liv. Han var bestemt til den nye koloni der skulle anlægges i Diskobugten hvortil han nåede sidst i maj, overværede husenes opførelse og foretog den højtidelige indvielse af det nye etablissement der fik navnet Christianshåb. Derefter tog han til Godthåb for at besøge sine forældre, men blev her straks engageret i missionsarbejdet. Meningen var at han næste år skulle vende tilbage til Diskobugten, men da faderen netop da fik tilladelse til at rejse hjem mente han det rigtigst at blive i Godthåb et år endnu til hans kolleger var kommet så vidt i sproget at de bedre kunne klare sig. Da faderen senere bestemte sig til af hensyn til sin hustrus svaghed at opsætte hjemrejsen var det for sent at komme til Christianshåb det år. Han kunne derfor være om sin mor i hendes sidste dage og støtte sin far under den dybe sjælelige depressionstilstand der påfulgte hustruens død. – I juni 1736 kom E. til Diskobugten, blev modtaget med begejstring af befolkningen der erklærede at "hans Gulv ikke skulde blive fri for deres Fødder" og udfoldede nu i nogle år ud fra Christianshåb en stor virksomhed der i virkeligheden strakte sig over hele Diskobugtens område. E. havde en ualmindelig evne til at komme befolkningen nær ind på livet både i glæde og sorg og lod sig aldrig påvirke af modstand eller genvordigheder. Folk samledes om hans forkyndelse, det hændte flere gange at alle tilhørerne bortkastede deres amuletter og forlangte dåbsundervisning; der samledes snart en lille menighed, og omkring 1739 opstod der en vækkelsesbevægelse der hurtigt bredte sig. Her vandt E. bl.a. den unge kvinde Arnarsaq som både blev ham selv til stor hjælp ved oversættelsesarbejde og gennem mere end 40 år var de skiftende missionærer en trofast støtte. -Imidlertid havde E.s helbred lidt meget, og især var hans øjne medtaget af det skarpe reflekslys fra sneen og isen så at han måtte søge hjemrejse. Da grønlænderne hørte dette strømmede de til kolonien og bad ham blive: "Din Mund skader intet", sagde de, "tal derfor ikke om at gaa til dit Fædreland". Han kunne dog ikke nu trække sig tilbage, hans afsked var bevilget og afløseren undervejs. 24.6.1740 holdt han afskedsprædiken under overvældende tilstrømning og stor bevægelse. Endnu året før sin død mindedes han denne stund som "den høitideligste i mit Liv, som ieg ikke kan tænke paa uden største Følelse". Skønt E. aldrig genså Grønland kom hele hans liv alligevel til at tilhøre dette land og dets folk. Han begyndte straks efter hjemkomsten at bistå faderen som lærer ved det grønlandske seminarium. 1741 blev han præst ved Vartov hvor han virkede til sin død. 1747 afløste han faderen ved seminariet, fik 1758 titel af inspektør og provst over den grønlandske mission, blev 1761 tit. professor, 1774 tilforordnet i missionskollegiet og direktør ved vajsenhuset og fik endelig 1779 rang som biskop.

Allerede som ung var E. begyndt på at sætte det grønlandske sprog i system og at arbejde på oversættelser. Først tog han fat på mosebøgerne, men da Arnarsaq gjorde ham opmærksom på at her var adskilligt som kunne forarge nydøbte, gav han sig i kast med Det nye testamente i stedet. I oversættelsen heraf deltog både han selv og andre missionærer. 1744 tryktes de fire evangelier som 1758 genoptryktes tillige med apostlenes gerninger, og endelig 1766 udkom hele Det nye testamente. Allerede 1750 udgav han Dictionarium groenlandico-danico-latinum den første ordbog i eskimosproget der 1760 fulgtes af den første grammatik i dette sprog. 1756 havde han besørget en forbedret udgave af katekismen, trykt sammen med en salmesamling på 46 numre, oversat af faderen, ham selv samt fætrene Peder E. og N. B. Bloch. 1783 udgav han det første trykte ritual på grønlandsk hvortil bl.a. provsterne J. Sverdrup og Egill Thorhallesen ydede bidrag, og endelig 1783 tryktes han oversættelse af Thomas å Kempis: Kristi Efterfølgelse. – 1741 havde han udgivet Continuation af Relationerne betreffende den Grønlandske Missions Tilstand og Beskaffenhed og endelig året før sin død Efterretninger om Grønland, uddragne af en Journal holden fra 1721 til 1788.