Dansk Biografisk Leksikon

A.G. Rudelbach

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

A.G. Rudelbach, Andreas Gottlob Rudelbach,  29.9.1792-3.3.1862, præst, teologisk forfatter. Født i Kbh. (Petri), død i Slagelse, begravet i Kbh. (Ass.). R.s far stammede fra Sachsen, hans mor fra Sverige. Familien sluttede sig til Skt. Petri tyske menighed, og R. følte sig altid hjemme i det tyske; han talte og skrev det med sin kone. Han skulle have haft en handelsuddannelse, men en svensk emigrant hjalp ham ind i Metropolitanskolen (student 1810). De følgende ti år levede han som lærer, men samlede samtidig meget brede kundskaber, i teologi, filosofi, filologi og æstetik, fag som for ham alle var båret af en indre sammenhæng; de græsk-romerske klassikere gav ham et romantisk, panteiserende livssyn, næret af et umætteligt læsebegær som bragte ham i kontakt med alle tidens strømninger, og især var han dybt fortrolig med den tyske digtning; jævnlig optrådte han ved disputatser (således mod J. P. Mynster 1815), 1817 fik han universitetets guldmedalje for en afhandling om den dityrambiske digtarts væsen og værdi, og 1818 greb han ind i tylvtefejden på Adam Oehlenschlägers side. Gennem energisk bibelstudium (han lærte hebraisk ved hjælp af en jødisk lærd) og selvstudium af Det ny testamente fik han en stærk overbevisning om kristendommens sandhed og kunne heri mødes med Grundtvig, så længe han endnu var bibelteolog. 1820 blev R. cand.teol, og 1822 dr.phil. på en afhandling der fremhæver kristendommens etik fremfor den græske. Samtidig polemiserede han ved enhver given lejlighed mod rationalismen, men undgik foreløbig et brud med dens ledende mænd. 1823–24 var han med offentlig bistand i Tyskland, Østrig, Schweiz og Frankrig – foretog i Paris omfattende Abailard-studier – og fik forbindelse med mange af tidens åndelige førere (F. Schleiermacher, J. A. W. Neander, F. Hegel, fader Tyrel, katolikken J. M. Sailer, A. W. Schlegel, J. C. Blumhardt og abbed Grégoire); han fik syn for det der forener de enkelte kirkesamfund og arbejdede på et værk om den katolske regeneration. Hjemme igen dyrkede han dogmatisk teologi, udgav 1825 (et led i kampen mod rationalismen) augsburgerbekendelsen på dansk og skrev en teologisk disputats (De typis ac symbolis Scripturae sacrae dissertatio) som 1824 blev antaget af universitetet i Kiel, men graden fik han ikke, efter sigende fordi han ikke havde et anset embede, i virkeligheden nok på grund af teologiske modsætninger. R. havde nemlig nu sluttet sig helt til det ortodokse oprør mod rationalismen; han angreb sin fordums ven H. N. Clausen fuldt så hårdt som Grundtvig gjorde (hvorefter fakultetet hindrede ham i at holde forelæsninger, fordi han kun havde en filosofisk doktorgrad), og han gik i samarbejde med Grundtvig og J. C. Lindberg om kamporganet Thelogisk Maaneds-skrift hvor han navnlig i form af recensioner leverede svære angreb på rationalismen, samtidig med at han i Evangelische Kirchenzeitung i mange artikler redegjorde for kirkekampen i Danmark. Han blev ilde set, mødte megen modgang og fik i disse år et præg af hårdhed som aldrig helt fortog sig; selv Lise Grundtvig klagede over, at "den sorte" forstyrrede freden i hendes hus. Han udgav også flere opbyggelsesskrifter som skulle støtte vækkelsen, men hans ufordragelige polemik lukkede dørene for ham i både kirke og skole; man brød sig ikke om "zeloter".

Trods samarbejdet med Grundtvig delte R. ikke den "mageløse opdagelse" eller den derpå byggede "kirkelige anskuelse"; det var egentlig kun kampen mod rationalismen som for en tid forenede dem.

Under disse forhold søgte R. til Tyskland og fik via den højkonservative professor E. W. Heng-stenberg forbindelse med grev Ludvig v.Schönberg der 1829 kaldte ham til førstepræst og superintendent i Glauchau (Sachsen). Her tilbragte han 16 arbejdsrige år, fulde af kamp; allerede i sin prøveprædiken slog han hårdt til rationalismen, og gennem flere kirkelige organisationer som han sad i ledelsen for (fx Allgemeine lutherische Konferenz) søgte han at samle ligesindede, mens rationalisterne gennem fakulteter og konsistorier gik til modangreb. Prædikensamlingen Kampf mit der Welt und Friede in Christo, 1830, vidner om stridens hede og om hans lødige, men alt for citatrige forkyndelse. Han skrev ofte i tidsskrifter om danske kirkeforhold og dansk skønlitteratur og udgav 1837 Grundtvigs verdenskrønike på tysk. Blandt hans teologiske arbejder er de historiske (fx Die Finnisen-Lappische Mission bis 1726 1833 og Die Sacrament-Worte, 1837) værdifulde kildesamlinger, men en bog om Savonarola (1835) er et rent tendensskrift. Det dogmatiske værk (Reformation, Lutherthum und Union, 1839) – dediceret Grundtvig – er et stærkt underbygget forsvar for det lutherske kirkebegreb og en af de klareste fremstillinger af protestantisk symboliks principlære. Sammen med H. E. F. Guericke stiftede han 1840 Zeitschrift für die gesammte Lutherische Theologie und Kirche og vedblev at yde bidrag dertil. Efterhånden følte R. sig ensom i Sachsen og søgte fra 1840 ansættelse ved universitetet eller Sorø akademi; bl.a. gjorde en strid om tyske katolikkers adgang til lutherske kirker, at han 1845 rejste fra Glauchau – og ikke lagde skjul på at han følte sig skuffet.

R.s sidste år var også fulde af nederlag. Han var blevet en fremmed i Danmark, kom på afstand af Grundtvig i spørgsmålet om den kirkelige anskuelse og det folkelige syn, og afvistes af de fleste grundtvigianere som "den tyske doktor". Han nærmede sig J. P. Mynster og H. Martensen som ikke nærede tillid til ham, og selv om Chr. VIII gerne så ham ansat ved universitetet (som nu ikke mere bremsede hans teologiske forelæsninger) hindrede hans fortid ham i at få en til hans evner og lærdom passende ansættelse. Efter 1848 opgav han alle forhåbninger og blev sognepræst ved Skt. Mikkels kirke i Slagelse; her blev han til sin død, trods mange forsøg på at komme til Kbh. Mod Grundtvigs indflydelse udtalte han sig i Christendom og Nationalitet, (1847) og Om Sognebaandet og om Ordinationens Væsen og Betydning, (1852); han skrev om kirkeforfatning og (borgerligt) ægteskab, ville skabe forståelse for det lutherske kirkebegreb og tilsigtede som Mynster og Martensen en af rigsdagen uafhængig folkekirke. Han arbejdede også på et værk om Søren Kierkegaard – som i øvrigt afviste ham – men da var hans kraft brudt. R. kan minde om Jens Baggesen i sin rodløshed, midt mellem to kulturer; han måtte ofte høre for sin deltagelse i tyske præstekongresser hvor han ikke var blid mod sine egne, men nationalt var han loyal. Han var både tysk og dansk men følte sig fremmed så vel i Glauchau som i Slagelse. Med rette ansås han for en af lutherdommens lærdeste mænd; men han savnede sin lærefaders originalitet; han gjorde en betydelig gerning ved sin lærdom, men var ingen synernes mand.

Familie

Forældre: skræddermester Johann Heinrich Gottlob R. (1748–1821) og Berthe Cathrine Ørstrøm (1753–1825). Gift 28.6.1822 på Frbg. med Elisabeth Marie Bønsøe, født 9.9.1803 på Frbg., død 13.9.1867 i Kbh. (Helligg.), d. af skibskaptajn Nicolai Christian B. (ca. 1765–1835) og Sophie Magdalene (Margrethe) Davidsen (ca. 1771–1847).

Udnævnelser

R. 1847.

Ikonografi

Mal. (Fr.borg). Stik 1837. Litografi af J. C. Flackenecker efter tegn. af T. Kuper, efter dette to litografier, det ene 1845. To silhouetklip af N. Chr. Fausing (Kgl. bibl.). Litografi af I. W. Tegner, 1853, efter tegn. af F. Storch, efter dette træsnit 1862. Mal. af C. A. Jensen, 1858 (St.mus.), efter dette stik af P. Ilsted, 1931. Tegn. og min.

Bibliografi

Vitam suam hucusque actam brevi narratione ... expo-suit A. G. R., Lpz. 1842 (selvbiogr.). Zeitschr. für die gesammte lutherische Theologie und Kirche XXII, Lpz. 1861 1–29 601–22; XXIII, 1862 401–25 (R.s Confessionen). – H. N. Clausen: Optegn, om mit levneds og min tids hist., 1877. H. Martensen: Af mit levnet I, 1882 27. C. R. Kaiser: A. G. R., Lpz. 1892. Breve fra og til N. F. S. Grundtvig, udg. Georg Christensen og Stener Grundtvig II, 1926. P. Severinsen og Chr. Axel Jensen: Slagelse St. Mikkels kirke og sogn i 600 år, 1933 83–89. Beiträge zur sächsischen Kirchengesch. XLIV, Dresden 1935 16–27. Bj. Kornerup i Kirkehist. saml. 6.r.VI, 1948–50 102–37 459–79 (heri R.s breve til Chr. VIII). Torben Krogh sst. 7.r.II, 1954–56 566–628. Kaj Baagø: Magister J. C. Lindberg, 1958. Leif Grane i Kbh.s univ. 1479–1979, red. Sv. Ellehøj V, 1980. – Papirer i Kgl. bibl. og Rigsark.

Læs også om A.G. Rudelbach i Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om A.G. Rudelbach
A.G. Rudelbach
Andreas Gottlob Rudelbach , 1792-1862, dansk ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
Sachsen
den sydøstligste af Tysklands nye delstater, ...Artikel i Den Store Danske
superintendent
(af super- og afledn. af lat. intendere 'rette ...Artikel i Den Store Danske
sognepræst
i folkekirken en fastansat præst, der betjener et el ...Artikel i Den Store Danske
Metropolitanskolen
grundlagt i 1209 af biskop Peder Sunesøn som dom ...Artikel i Den Store Danske
testamente
viljeserklæring, hvorved en person bestemmer, hv ...Artikel i Den Store Danske
kirkekampen
opgøret om kirkens binding til staten, fremkaldt af ...Artikel i Den Store Danske
Christo
... Christo Javacheff , egl. Khristo J ...Artikel i Den Store Danske
kirkeforfatning
almindelig betegnelse for en samlet reguleret kirkeo ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
PGLin
18/07/2011
  • Læst 634 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki