• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Boie Boisen

Oprindelig forfatter HaKoch
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Boie Boisen, Boie Frederik Outzen Boisen, 20.10.1793-13.5.1876, præst. Født i Vesterborg, død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). B. blev student 1813 fra Nykøbing F., cand. teol. 1817, vicepastor hos faderen i Vesterborg og lærer ved seminariet 1818, sognepræst i Sakskøbing 1825, tillige provst for Musse og Fuglse hrd. 1829. 1836 flyttede han til Søllerød, blev 1840 provst for Smørum og Sokkelund hrd. og medlem af kommissionen til bedømmelse af J. P. Mynsters ritual-forslag. Han blev 1842 medlem af amtsrådet, og stillede sig 1848 uden held til den grundlovgivende rigsdag i Lyngbykredsen. 1852 blev han sognepræst i Gentofte hvor hans dygtighed og energi på forskellig måde gjorde sig gældende, bl.a. i koleraåret. Særlig arbejdede han for skolevæsenets fremgang, var en flittig visitator og vandt i høj grad lærernes tillid. 1852–63 var han formand i sogneforstanderskabet, en stilling han ved sin myndighed og indsigt var særlig skikket til. For egne midler opførte han i Gentofte et børneasyl til hvilket han skænkede 8000 rdl. Da han 1868 holdt sit 50-års jubilæum som præst blev han stærkt hyldet af sin menighed der skænkede ham 700 rdl. Heraf oprettedes et konfirmandlegat. Kort efter bragtes imidlertid en gammel sag om et forhold B. gennem flere år havde haft til en gift kvinde i sognet frem i sladderen og da denne kom biskop Martensen for øre tog han initiativet til at den gamle præst 1872 fik sin afsked uden pension. – Rang med bisper 1867.

Familie

Forældre: biskop P. O. B. (1762–1831) og Anna Wiinholdt, f. Hansen (ca. 1743–98). Gift 16.4.1819 i Vesterborg med Christiane Hansine Møller, født 26.10.1795 på Skelstofte, død 26.11.1886 på Frbg., d. af kammerråd, godsinspektør Christian Ditlev M. (ca. 1754–1823) og Dorthe Hincheldey (1763–1816). – Halvbror til F. B., L. N. B. og P. O. B. (1815–62).

Udnævnelser

R. 1842. DM. 1864. K.2 1868.

Ikonografi

Mal. af C. A. Kølle, 1885. Litografi efter tegn. af C. A. Kølle, 1860. Afbildet på træsnit efter tegn. af Otto Bache, 1863: Alexandra modtager brudegave af Gentofte sg. Mal. af H. Olrik, 1874.

Bibliografi

S. Elvius: Danm.s præstehist. 1869–84, 1885–87 146f. Gentofte kirkesogns, dets kirkes og præsters hist., 1928 38 56 139–15 1180f. Poul Nedergaard: Da. præste- og sognehistorie 1849–1949, 1949 350.