Daniel Smith, Daniel Peter Smith, 23.9.1782-4.4.1871, præst. Født i Mern, død i Stege, begravet sst. Efter en trang skoletid i Roskilde blev S. 1800 student, fulgte familietraditionen i valg af studium og blev 1804 cand.teol. 1805 blev han alumne på Elers kollegium og optaget i D. G. Moldenhawers pædagogiske seminar, hvorfra han 1806 fik afgangseksamen. S.å. kom han til Roskilde som adjunkt (1814 overlærer) og virkede her som en nidkær, vist undertiden vel temperamentsfuld lærer. 1815 blev han sognepræst i Sakskøbing, hvor han trivedes godt, bortset fra at han pådrog sig en trykkende gæld ved at genopbygge præstegården. S. var oprindelig rationalist, men tilegnede sig som de fleste samtidige mere og mere en kirkelig anskuelse af kristendommens hoveddogmer; han fik hurtigt ry som en dygtig præst, kom 1819 til Horslunde-Nordlunde, blev 1820 provst for Lollands Nørre hrd., 1829 også for Sønder hrd. S. kom i nær kontakt med C. D. Reventlow, som blev ham en faderlig ven. Også S. var optaget af skolespørgsmål og blev 1820 meddirektør for seminariet i Vesterborg og en ven af biskop P. O. Boisen. 1834 flyttede han som sognepræst til Stege (til 1858), var til 1845 provst i Bårse hrd. og til 1855 i Mønbo hrd. – Han ydede mange bidrag, også salmer og digte, til blade og tidsskrifter, og af hans større arbejder bør nævnes mindebladene om W. H. F. Abrahamson og hans søn (1815), en mærkelig konkret andagtsbog (Kirken og dens store Festdage, 1826) og en værdifuld skildring af Vesterborg seminariums historie (1831). Men især giver erindringerne et godt indblik i hans livfulde og alsidigt interesserede personlighed, og de rummer mange oplysende bidrag til tidens kulturhistorie; her findes bl.a. den berømte skildring af N. F. S. Grundtvigs oplæsning af "Roskilde-Riim" ved landemodet 1811. – En søn Troels Frederik Plum Smith, født 30.12.1813, død 24.1.1880, blev student 1833, cand.teol. 1838 og efter rejseår res. kapellan ved Århus domkirke, 1861 sognepræst ved Frue kirke i Svendborg og 1870 i Skælskør. Hans posthumt udkomne "Ungdomsdigte" (1884) indeholder digtet Dannemark ved Kong Kristian den Ottendes Kiste.

Familie

Forældre: sognepræst, senere i Holbæk og Merløse, provst Troels S. (1744–1823, gift 2. gang 1807 med Abelone Lottrup, 1770–1832, gift 1. gang 1789 med byfoged i Hillerød Peter Johan Tønnesen, 1749–1804) og Anna Agnete Plum (1752–1805). Gift 31.10.1806 i Holbæk med Nicoline (Line) Sophie Friis Colding, født 7.2.1783 i Kbh. (Nic), død 20.3.1864 i Stege, d. af Kinakaptajn, kar. løjtnant i søetaten, senere købmand i Holbæk Andreas Andreasen C. (1738–1808) og Antoinette Augusta Holck (1746–1843).

Udnævnelser

R. 1836. DM. 1856.

Ikonografi

Malet sammen med sin senere hustru af C. W. Eckersberg, 1804. Mal. af W. Marstrand, 1830. Et mal. angives at være kopi efter mal. af C. A. Jensen ca. 1836. Mal. af Marstrand, 1855. Tegn. af samme bl.a. 1858. To karikaturer tegnet af C. Heilmann (Kgl. bibl.).

Bibliografi

Erindr, i Kirkehist. saml. 3.r.IV, 1882–84 657–96. Pers. hist. t. 2.r.l, 1886 161–203; II, 1887 1–45; III, 1888 1–26 og Fra Kbh.s amt, 1953 55–91; 1954 39–82. – Udv. af breve til P. Hjort 1, 1867 443. Budstikken, udg. F. E. Boisen XX, 1871 242–46. Biskop G. P. Braminers ungdomsliv, udg. Johs. Kok, 1884 209. Johs. Fibiger: Mit liv og levned, 1898 79. [Lucie Elise Fich:] Domprovsten i Roskilde, 1909 (fot. optr. 1967) = Memoirer og breve X 59 121. Martin Smith i Præstehist. saml. I, 1933 301–12. J. P. Mynster: Visitatsdagbøger, udg. Bj. Kornerup II, 1937 47. – Dagbøger i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig