Frederik Schmidt

Frederik Schmidt, 27.5.1771-17.2.1840, præst. Født i Asminderød, død i Himmelev, begravet sst. To år gammel kom S. med faderen til Norge og blev 1787 student (Oslo). Han læste teologi og var med sin interesse for digtning og teater en typisk repræsentant for de æstetiserende oplysningsteologer. 1791 blev han cand.teol. og 1792 med faderens hjælp præst ved tugthuset i Oslo; flere uheldige affærer viste dog at han var for ung til stillingen, og heldigt for hans udvikling var det at han 1794 fik lejlighed til at ledsage den senere stiftamtmand F. Moltke på en udenlandsrejse; især fik opholdet i Göttingen betydning for ham. 1797 opnåede S. det store kald i Eiker og Fiskum; 1808 blev han provst for Kongsberg provsti. Skønt politisk radikal og revolutionsbegejstret var han teologisk ret konservativ, formentlig påvirket af faderens ortodoksi i alt fald tyder hans trykte prædikener på at han ikke var rationalist, men supranaturalist; haugianismen var ham inderligt imod, og som moralprædikant og i hele sin praktiske virksomhed (skoler, søndagsskoler, fattigpleje) var han afgjort oplysningsmand. S. holdt forbindelse med det litterære Kbh., især stod han Rahbeks (K. L." og Kamma") på Bakkehuset nær og besøgte dem jævnligt. Samlede Digte, 1811 er fordringsløs lejlighedspoesi, ikke udmærket ved elegant form eller dyb følelse, men oplysende for hans interesser og for tidens stemninger.

1814 var S. medlem af rigsmødet på Eidsvoll, spillede ingen stor rolle i forhandlingerne, men var en udpræget forkæmper for norsk selvstændighed; i den politiske selskabelighed florerede han som lejlighedspoet, men stødte mange ved sine ret ondskabsfulde og anonyme viser, såvel som ved sin hierarkiske indstilling. Han blev også medlem af stortinget, men uvilje mod Sverige fik ham til at forlade Norge. 1817 fik han permission for to år og rejste udenlands med ungdomsvennen B. S. Ingemann – med et langt ophold i Italien. Sine indtryk af katolsk fromhedsliv i Italien og Spanien lod han 1826 trykke i Jens Møllers teologiske bibliotek. I Rom og Neapel holdt han – vist som den første – gudstjeneste for protestanter. 1819 tog S. definitivt afsked med Norge og blev 1820 sognepræst i Himmelev og præst ved Roskilde adelige jomfrukloster; han havde giftet sig formue til og fik nu god tid til litterære sysler; 1822–32 var han bibliotekar ved Sjællands stifts bibliotek. Nye samlede Digte, 1835 er mest oversættelser fra italienske klassikere, og han forsøgte sig også med metriske oversættelser af Det gamle testamente. 1826 blev han – efter indbydelse til at disputere – dr.teol. på et iøvrigt ubetydeligt arbejde (Historia Paulicianorum orientalium) som kritiseredes sønder og sammen af den lærde A. G. Rudelbach. 1868 udkom S.s dagbøger i et ofte benyttet udtog; for tiden er de under udgivelse i deres helhed, en meget omfattende publikation som bredt fortæller om hans rejser og rummer et væld af oplysninger om personer og en mængde træk til belysning af tidens kirke- og kulturhistorie. Personlig var S. typen på en djærv nordmand, stolt af natur og åben af væsen der både som menneske og som offentlig personlighed forstod at hævde sin plads. Også i et muntert vennelag fyldte hans karakterfulde, sværtbyggede skikkelse godt.