G. Schepelern

G. Schepelern, Georg Sophus Frederik Schepelern,  26.2.1839-16.4.1900, præst. Født i Kbh. (Garn.), død på Frbg., begravet i Kbh. (Holmens). S. blev 1857 student fra v. Westens institut og læste først jura, men da han 1859 blev forlovet med biskop Laubs datter tilskyndedes han af svigerfaderen til at studere teologi. Han blev 1864 cand.teol. og derefter hjælpepræst (i Kirke Helsinge og Alsted). Han samarbejdede med de præster og lægfolk som på Sjælland var kernen i den tidlige Indre mission, og sammen med Vilh. Beck arbejdede han med mund og pen for vækkelsen. 1869 var han feltpræst i lejren ved Hald; her skaffede han Indre missions kolportører adgang til at drive soldatermission. S.å. blev han residerende kapellan, 1878 sognepræst, ved Trinitatis kirke i Kbh. og fik det store fattigkvarter i den indre by som sit arbejdsområde. Han igangsatte et omfattende menighedsarbejde, en organiseret syge- og fattigpleje med basis i et menighedshjem, og søgte efter bymissionens principper at forene forkyndelsen med karitativt arbejde, også for på den måde at styrke kirkens stilling under 1870ernes og 1880ernes antikirkelige strømninger; men derved kom han i konflikt med Beck og "landmissionen" der helt forkastede byernes kristeligt-sociale arbejde, og Beck søgte flere gange at trænge S. ud af ledelsen af Kbh.s Indre mission. S. var en ivrig deltager i de tværkirkelige Bethesdamøder (fra 1886) og indledte den lange møderække med et stærkt inspirerende foredrag om "arbejdet for de vantro masser i hovedstaden". 1895 blev han Holmens provst, indførte daglige morgenandagter i kirken og genoptog gudstjenesterne på flådens skibe. Han underviste i kateketik på pastoralseminariet og var overdirektør for de massmannske søndagsskoler. Som provst stillede han sig kritisk over for det 1896 grundede Københavns kirkefond (han mente at de mange småkirker ville forringe kirkens indflydelse og nedsætte præsteskabets sociale position); det bragte ham en overgang i skarp konflikt med biskop Th. Skat Rørdam. Sidst i 1890erne tilspidsedes forholdet mellem de to "missioner", bl.a. fordi regering og folketing – under henvisning til Indre missions netop i disse år grove helvedesforkyndelse – afslog at støtte den store nye KFUM-bygning. I pressen gjorde S. da opmærksom på forskellen mellem de to slags mission; det førte til voldsomme modangreb fra Beck, og til at KFUM - nu ledet af O. Ricard – indså at både de økonomiske og de åndelige kilder flød stærkest i landmissionen; striden endte reelt med Becks sejr over Kbh.s Indre mission. S. udgav et par mindre prædikensamlinger og flere lejlighedstaler; han var en solid og nøgtern prædikant, åndeligt beslægtet med H. Martensen og R. Frimodt. Som så mange andre ængstedes han i 1890erne over romerkirkens fremstød og ville i en række skrifter – især Romerkirkens Hovedvildfarelser, I-XI, 1889–92, påvise dens brist og dens fare for dansk kirkeliv. Sammen med F. L. Mynster udgav han 1886–87 andet bind af biskop Otto Laubs brevveksling, en trods stærk beskæring og censurering værdifuld kilde til især den centrumskirkelige linjes historie.