Dansk Biografisk Leksikon

Herman Treschow

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Herman Treschow,  11.12.1739-2.5.1797, præst. Født i Våge, Gudbrandsdalen, Norge, død i Kbh. (Garn.), begravet sst. (Garn.). Som privat dimitteret blev T. student 1755. 1758-63 var han alumne på Borchs kollegium, og 1764 tog han teologisk attestats. I sin studietid udgav T. tre disputatser om bibelteksternes integritet (1759-63) der er karakteristiske vidnesbyrd både om hans interessesfære, hans konservative helhedsstandpunkt og hans evne til at udtrykke sig i et klart og rent latin. 1768 drog han ud på en længere udenlandsrejse til Tyskland, Frankrig og England med vigtige ophold især i Göttingen og Wien. Et hovedformål for hans rejse havde været tekstkritiske studier vedrørende Bibelen, og da han 1772 var kommet hjem udgav han som frugt heraf en større bog Tentamen descriptionis codicum veterum aliqvot Græcorum Novi Foederis manuscriptorum, 1773. Dette skrift der blev mødt med megen anerkendelse både i ind- og udland er dog ikke en egentlig tekstkritisk afhandling, men et forarbejde til en sådan idet det blot bringer en samling hidtil ukendte læsemåder på grundlag af håndskrifter i det kejserlige bibliotek i Wien. Det fortjener at mindes som Danmarks første bidrag til det internationale arbejde på et vigtigt forskningsfelt.

Ved J. E. Gunnerus' indflydelse blev T. 1773 professor i teologi ved universitetet, men allerede næste år udnævntes han til sognepræst ved Garnisonskirken i Kbh., en stilling han beklædte til sin død. Han gjorde sig i denne fortjent af skolevæsenet, fik oprettet en skole for soldaterbørn i forbindelse med en arbejdsanstalt for fattige gamle, men vandt sig især navn som en af hovedstadens mere fremragende prædikanter. Som prøver på hans forkyndelse foreligger udgivet Prædikener, 1773, Betragtninger over Jesu Lidelses Historie, 1787, Prædikener over Høimesse-Texterne I–III, s.å. og Prædikener over adskillige af de forordnede Høimesse-Texter I–III, 1796. Trods en udtalt forkærlighed for temata af moralsk karakter godtgør disse samlinger klart nok T.s afgjort supranaturalistiske standpunkt og viser at han i sin argumentation har fulgt tidens konservative tendens til at forlige åbenbaring og fornuft. I formel henseende bærer de et tørt, stærkt forstandsbetonet og ret skematisk præg, men udmærker sig ved et klart og godt sprog. J. P. Mynster der i sin ungdom ofte havde hørt T. fandt ham stiv og kold som prædikant og hans konfirmationsundervisning der blot var lagt an på opøvelse i færdighed i at give korrekte svar præget af "megen gravitet". T. der også er forfatter af en levnedsbeskrivelse af admiral Fr. Danneskiold-Samsøe (1796) var i øvrigt bekendt som en fortrinlig samler. Han ejede således en stor malerisamling som hørte til Kbh.s seværdigheder, og desuden et godt bibliotek (solgt 1797). Det skyldtes også T.s formidling – grundet på personligt venskab med den berømte filolog J. J. Reiske – at dennes værdifulde samling af græske og orientalske håndskrifter efter hans død 1774 kom til Danmark.

Familie

Forældre: sognepræst, sidst i Søllerød Herman T. (1705-74) og Anna Schielderup Arentz (ca. 1709-57, gift 1. gang 1720 med residerende kapellan ved Frue kirke i Trondhjem, mag. Peter Lund, 1664-1735, gift 1. gang med Anna Jacobsdatter Hersleb, 1662-1719, gift 1. gang 1684 med sognepræst til Ytterøen Frederik Hansen Meyer, død 1691). Gift 10.8.1774 i Søllerød med Sophie Elisabeth Wleugel, født 18.12.1744,død 17.12.1798 i Kbh. (Garn.), d. af kommandant på Munkholm, oberstløjtnant, senere oberst Peter Johan W. (1693-1752) og Agnete Schumacher (død 1746). – Bror til Michael T.

Udnævnelser

Medlem af Videnskabernes selskab 1780.

Ikonografi

Tegn. af Paul Ipsen (Fr.borg).

Bibliografi

Pers. hist. t. 2.r.Vl, 1891 176-80 (brevveksl, m. J. O. Schack-Rathlou). Danske mag. 7.r.VI, 1954-57 373-93 (rejseoptegn.). – A. C. Hwiid: Udtog af en dagbog I, 1787 324f 401. Kbh.s univ.-journal, udg. Jacob Baden V, 1797 95. Nyt mag. for religionslærere, udg. L. N. Fallesen I, I, 1798 396. P. F. Suhm: Saml. skr. XIV, s.å. 322. E. C. Werlauff: Hist. efterretn. om det store kgl. bibl., 2. udg. 1844 272f 275. J. P. Mynster: Medd. om mit levnet, 1854 (2. opl. 1884) 34f. Kirkehist. saml. 4.r.II, 1891-93 737. Luxdorphs dagbøger, udg. E. Nystrøm II, 1915-30.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
sognepræst
i folkekirken en fastansat præst, der betjener et el ...Artikel i Den Store Danske
åbenbaring
syn, vision, hvori det guddommelige giver si ...Artikel i Den Store Danske
Garnisonskirken
beliggende på Sankt Annæ Plads i København, er ...Artikel i Den Store Danske
interessesfære
(lat. interesse + gr. sfære ), inden for politolo ...Artikel i Den Store Danske
argumentation
(af lat. argumentatio ), bevisførelse. ...Artikel i Den Store Danske
Gudbrandsdalen
ca. 200 km lang norsk dal, der gennemstrømmes af Gud ...Artikel i Den Store Danske
Bibelen
den kristne kirkes hellige skrift. Bibelen ...Artikel i Den Store Danske
arbejdsanstalt
anbringelsessted som led i fattighjælp. Fra 1799 til ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
BjKorn
18/07/2011
  • Læst 497 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki