Johan Frauen

Johan Frauen, Johan Frawen,  31.5.1688-20.12.1736, præst. Født i Trondheim, død i Kbh., begravet sst. (Holmens k.). F. blev student 1705 fra Trondheim, tog baccalaurgraden 1707 og attestats 1709. I sine første studenterår var han "mere Martis end Minervæ Alumnus". På en rejse til Tyskland 1716 blev han i Halle vundet for den pietistiske fromhedstype og anbefalet af A. H. Francke hvad der næppe har været uden betydning for hans ansættelse som korrektør ved missionskollegiets trykkeri. Ved støtte af prinsesse Sophie Hedevig og prins Carl, Frederik IVs kristeligt vakte søskende, blev F. 1721 sognepræst i Gerlev og Dråby. Regeringsskiftet 1730 medførte, at Christian VI afskedigede sin stedmor dronning Anna Sophies tilhængere, og F. blev, måske efter C. A. v.Plessens råd, i jan. 1731 kaldet til den indflydelsesrige stilling som kgl. konfessionarius i stedet for Søren Lintrup der havde vundet Anna Sophies yndest. Tillige blev han medlem af direktionen for de fattiges væsen og vajsenhuset, kommitteret i missionskollegiet og 1733 medlem af kommissionen for de lærde skolers reform, medlem af direktionen for Vallø hospital og fik det hverv overdraget at arbejde med på en revision af bibeloversættelsen. Denne karriere viser, at F. må have været den pietistiske vækkelses mand. De første år under Christian VIs regering var en i kirkelig henseende udpræget brydningstid på grund af den pietistiske, mere eller mindre individuelt prægede vækkelsesbevægelse, der truede med at bringe forvirring i de faste kirkelige forhold. Formentlig har ængstelsen for konsekvensen af de pietistiske krav om frihed for de skrupuløse samvittigheder som de gav sig til kende bl.a. hos P. N. Holst og Enevold Ewald, måske også i forbindelse med misundelse over for grev Chr. E. Stolberg hvis indflydelse på kongens kirkelige dispositioner var mærkbar for konfessionarius, bragt F. til en omvurdering af det pietistiske røre. 7.10.1733 udstedtes den forordning der forbød præsterne at skælde og larme mod de "såkaldte pietister", men ikke desto mindre angreb F. dem i sin prædiken 11.10., sandsynligvis med direkte henblik på grev Stolberg, under billedet af "Edderkoppen i Kongesalen". Han retfærdiggjorde sig under henvisning til at han havde prædiket efter Guds ord og sin samvittighed, men fortsatte angrebene trods direkte advarsler fra kongen, hvem Stolberg stærkt påvirkede til at give ham afsked. Da F. i sin prædiken 13.12. talte om Johannes Døberen og Herodes på så udfordrende en måde at kongen måtte føle sig krænket, fik han i konseillet 17.12. sin afsked, dog med 1.000 rdl. i pension, men med forbud mod at komme til Kbh. Han tog ophold i Helsingør, og da hans bror Marcus F., der var toldembedsmand i Kbh., døde, ansøgte F. i følgende vending kongen om tilladelse til at komme til hovedstaden: "Allernaadigste Konge! Tillad en Synder at følge en Tolder til Jorden". Han fik i øvrigt opholdstilladelse i Kbh., men ingen kirkelig ansættelse; hans efterfølger, B. Bluhme, formidlede den afbigt han gjorde kongen, og som denne beredvilligt tilstod ham.