Morten Pontoppidan

Morten Pontoppidan, Morten Oxenbøll Pontoppidan, 3.1.1851-21.9.1931, præst, højskoleforstander, forfatter. Født i Ribe, død i Haderslev, urne på Vestre kgd. P. kom fem år gammel til Fredericia og oplevede her det højstemte nationale røre i tiden mellem de slesvigske krige; 1864 gjorde den tyske besættelse i Randers dybt indtryk, men først krigen 1870 satte tingene på plads for ham og lod ham se, at danskheden måtte værnes på de indre linjer. 1868 blev han student (Randers), valgte efter kort vaklen teologien og blev 1873 cand.teol. Hjemmefra var han ikke direkte grundtvigsk påvirket, men i Vartov mødte han i N. F. S. Grundtvigs sidste år et menighedsliv og især en menighedssang som fik livsvarig betydning; hans egen tolkning af det grundtvigske var dog langt mere bestemt af C. Hostrups humanistiske og uproblematiske sammensmeltning af det kristelige og det folkelige. Efter en kort tid som faderens uordinerede medhjælper blev han 1876-78 hjælpepræst i Helsingør, men brød sig ikke om de mange "uåndelige" pligter en statskirkepræst må påtage sig. Han drømte om en valgmenighed, men hans ægteskabelige forbindelse med den Marstrandske kreds førte til kontakt med Ernst Trier (Vallekilde), hvis af C. Kold afhængige højskolesyn han helt tilegnede sig. 1878 grundede han ved Hostrups hjælp en højskole i Freerslev og virkede fra 1880 med stort held som forstander for Jørlunde højskole. Hurtigt blev han en af grundtvigianismens mest fremtrædende debattører – vakte fx opsigt ved at bruge og anbefale den naturalistiske kulturradikalismes bøger som et sandere udtryk for nutidigt menneskeliv end de traditionelle myter, sagn og sange. Også kirkeligt stod han på bevægelsens yderste venstre fløj. Under forhandlingerne om de kirkelige frihedskrav (især præstefriheden og en ikke-akademisk præsteuddannelse) i Askov 1881 hævdede han de mest radikale standpunkter. I disse år begyndte han også et omfattende opbyggeligt og folkeligt forfatterskab, bl.a. i det tidsskrift, Tidens Strøm, han 1884 stiftede sammen med F. Falkenstjerne. I provisorieårene indtog han et udpræget venstrestade, og 1886 angreb han J. B. S. Estrup, mere ud fra religiøst-etiske end politiske motiver, for at have brudt sin ed på grundloven og "forarget de små". Ved højesteret fik han tre måneders fængsel (ganske i strid med sit syn på folkekirken som noget rent borgerligt mødte han som sin egen forsvarer i ornat). Efter dommen mistede han statstilskuddet til skolen. Samtidig var han begyndt at betvivle sandheden af det grundtvigske syn på trosbekendelsen som "ordet af Herrens egen mund", ikke så meget på grund af de historiske argumenter modstanderne anførte, som fordi den mere og mere udtalte grundtvigske splittelse svækkede det "kraftbevis" bevægelsen burde have præsteret. Mens han var i fængsel offentliggjordes hans nye syn, med det resultat at grundtvigianerne holdt deres unge fra hans skole, og den valgmenighed han havde fået oprettet i Jørlunde delte sig for og imod ham; det endte med et totalt sammenbrud af både skole og menighed.

1891-93 søgte P. derfor at grunde en ny, kursuspræget højskole i Kbh., men også det glippede. Til dels for at redde økonomien og for at skaffe sig en fri "prædikestol" begyndte han – der allerede havde udgivet mange prædikener og kristeligt-folkelige foredrag – et tidsskrift, Frit Vidnesbyrd. Heri kom hans kritik af grundtvigsk partivæsen og dogmatisme og en delvis tilslutning til den bibel- og dogmekritiske liberale teologi til orde, og på højst personlig måde erfarede han partiets intolerance da han for sine meningers skyld blev afvist fra nadveren i Vartov, den kirkelige friheds arnested. Des mere gjorde hans udvikling biskop B. J. Fog interesseret i at få ham ansat i kirken. 1894 blev han sognepræst i Hagested-Gislinge, 1898 i Greve-Kildebrønde og 1902 i Stenløse-Veksø. Alle pastorater var uden spor af vækkelsen, og P. anlagde nu et folkekirkeligt syn: vel var disse sogne ikke udtryk for "den levende menighed", men – så længe gudstjenesten med dåb og nadver var tilstede – for "den levende Guds menighed". Sognekirkeligheden blev livet ud hans egentlige mærkesag og den udfoldedes i talrige artikler i Frit Vidnesbyrd og ikke mindst i den særprægede prædikensamling Stenløse Kirkepostil, 1909 og de følgende års småskrifter med "kirkelig appel" til sognet om at slutte op om gudstjenesten. P. gjorde sig aldrig noget videre som prædikant, men nok som foredragsholder; han skrev et usædvanlig fornemt dansk (Bjørnstjerne Bjørnson satte ham som forfatter over Henrik Pontoppidan), og hans mange opbyggelsesbøger (især Breve om Kristus, 1905, eller Aldrig fortvivle!, 1899 – i mange oplag og oversat til flere sprog) fandt vid udbredelse. Det samme gjaldt hans genfortælling af Odyssevs' Rejser, 1902 men fremfor alt Bibelske Historier fortalte for Børn I-III. 1909-11; desuden udgav han populære biografier (Elise Hoskier, P. Rørdam, Luther etc.), en stor bog om den tysk-nationale rejsning 1813, en skildring af kampen mod slaveriet i Amerika og den ypperlige Dansk Kirkeliv i Mands Minde, 1916, til dels en erindringsbog.

I den kirkelige debat var P. stedse en smidig polemiker som lidenskabeligt, men med elegant fleuret altid forsvarede upopulære personer og standpunkter. Han gik stærkt ind for den kirkelovgivning som begyndte efter systemskiftet 1901, især menighedsrådsloven, og var vel i virkeligheden den eneste teolog af format som helt ud accepterede J. C. Christensens kirkepolitik; det bragte han i konflikt bl.a. med Kbh.s kirkefonds frikirkelige og menighedskirkelige syn (Folkekristendom, 1901). Han tog sig også helhjertet af Anton Marius Jensen (Harboøre) under det store opgør om de evige helvedsstraffe, og fra først af hævdede han – med brod mod biskop A. S. Poulsen – N. P. Arboe Rasmussens ret til at være præst i folkekirken, både i stridens teologiskkirkelige fase og under den langvarige retssag; i Skt. Hanskonventet samlede han en del frisindede præster for at hævde den liberale teologis hjemstedsret i kirken og fornyede 1913-15 Frit Vidnesbyrd med Arboe Rasmussen som medredaktør. Det var symptomatisk, at P. -så "dansk" som nogen – under verdenskrigen blev Tysklands defensor (og siden advarede mod følgerne af Versaillesfreden). Politisk blev han, der altid havde været venstremand, fra 1905 en varm tilhænger af det radikale venstre – politisk og absolut ikke kirkeligt. 1921 tog P. afsked og fik endnu ti frodige arbejdsår. På alle områder fortsatte han forfatterskabets mange linjer, og 1930-31 offentliggjorde han i Dagens Nyheder en årgang prædikener (udg. I-II. 1957). I sin samtid var P. en ener og ansås almindeligt for en outsider, især da af folk inden for de etablerede kirkelige retninger. I eftertiden – da vækkelses-retningerne havde løbet linen ud – fandt hans folkekirkelige grundtanker betydelig interesse i vide kredse.