Nicolai Gottlieb Blædel

Nicolai Gottlieb Blædel, 26.12.1816-15.7.1879, præst. Født i Stubbekøbing, død i Kbh. (Garn.), begravet sst. (Garn.). B. blev student fra Odense 1836 og teologisk kandidat 1841. Efter at have været huslærer på Rygård ved Roskilde 1842–4 tog han tilbage til Kbh. og ernærede sig 1844–49 ved private informationer. 1849 blev han præst ved Almindelig hospital og Abel Cathrines stiftelse og 1853 residerende kapellan ved Garnisons kirke hvor han virkede til sin død, fra 1859 som sognepræst. – Det er med rette sagt at "B.s Fremtræden i flere Henseender betegner et nyt Stadium i Hovedstadens kirkelige Liv". B. der var en eklektisk natur og tillige en kraftig personlighed havde særdeles gode betingelser for at forene den af Mynster og Martensen hævdede kirkelige objektivitet med det af Kierkegaard så stærkt rejste krav om subjektiv inderlighed i troslivet; også med de fra Grundtvig udgåede impulser var B. i forståelse. Allerede i hans første embedsstilling samlede hans forkyndelse der havde opvækkelsesprædikenens styrke uden at lide under dens mangler en stor tilhørerkreds, og i Garnisons kirke var der ligefrem tilstrømning; også som sjælesørger udøvede han en stor og frugtbar virksomhed, og navnlig bragte hans uforfærdede og utrættelige optræden på Almindelig hospital under koleraepidemien 1853 ham velfortjent berømmelse; han "udnævnte sig" – skrev A. S. Ørsted til ham – derved "selv til Embedet" ved Garnisons kirke. – B. var en meget livlig og flittig mand; ved siden af sine pligter som præst i en stor menighed der i højeste grad lagde beslag på ham kunne han overkomme meget frivilligt arbejde; allerede 1851 begyndte han et arbejde for prostituerede (Magdalene-sagen), han optog kampen mod sekterne, deltog ivrigt i de skandinaviske kirkemøder og hedningemissionen, og gennem de "kandidatmøder" han holdt sammen med P. A. Fenger skabte han baggrunden for en diakonalt betonet Indre mission i hovedstaden (den kom ifølge sagens natur i dyb konflikt med den af Vilh. Beck ledede "landmission" som ikke ville vide af det diakonale). Også til litterær virksomhed fik han tid, bl.a. med en novelle Grevskabet Skovgaarde, 1839 under pseudonymet Otto Werner, men den altkrævende præstegerning hindrede ham i at gå videre ad den vej. Han udgav to mindre prædikensamlinger der begge nåede 3. oplag, og en postille Prædikener paa Kirkeaarets Søn- og Festdage, 1864; også denne sidste samling vandt megen indgang. Et omfattende og betydningsfuldt arbejde var hans Udvidet Konfirmationsundervisning eller evangeliskluthersk Kirkelære, 1876; han gav her en fremstilling af den kristne tro og lære som var egnet til at oplyse og tiltale dannede læsere; 2. oplag blev efter hans død udgivet af hans søn. Med god grund tildelte universitetet ham ved sin jubelfest 1879 den teologiske doktorgrad. – B. var en temperamentsfuld mand, gennemtrængt af nidkærhed for sin overbevisning, og han deltog derfor ofte i de kirkelige debatter der i disse år navnlig førtes mellem den grundtvigske retning og dens modstandere. Han udgav 1873 to stridsskrifter, Grundtvigianismen og den danske Folkekirke og Grundtvigianismens Katekismus; det sidste, rettet mod den højt ansete P. A. Fenger, var holdt i en skarp tone og fremkaldte en lang polemik der ikke var uden bitterhed, men heller ikke uden frugt for de kirkelige retningers indbyrdes forståelse. – Denne mangfoldige og forskelligartede virksomhed formåede ikke at svække B.s omsorg for sin menighed; forholdet mellem den og ham vedligeholdtes på den smukkeste måde til det sidste. Hans livsgerning afsluttedes forholdsvis tidligt. Det anstrengende arbejde nedbrød hans helbred, og tabet af hustruen der på en sjælden måde havde delt alt med ham var et tungt slag som han ikke kunne rejse sig efter.