Ole Hersleb

Ole Hersleb, 14.9.1692-2.4.1760, præst. Født i Stod, Trondhjem stift, død i Kbh. (Trin.). Ligesom tidligere hans mere berømte bror blev H. student fra Trondhjem (1713) og tog allerede 1715 teologisk attestats. Formodentlig har han i de følgende ti år ernæret sig som huslærer indtil han 1726 blev præst ved Vartov. Der er grund til at antage at H. i sine kandidatår er blevet påvirket af Thomas v. Westen, og svagelig som han var af legeme og melankolsk af temperament har han tidligt følt sig draget mod pietismen. Da der efter N. L. Zinzendorfs besøg 1731 i Kbh. opstod en ret stærk herrnhutisk bevægelse blev han draget ind i hele dette røre. Han kendte personligt Zinzendorf, var en ven af Enevold Ewald, P. N. Holst og J. P. Piper og kom ofte i de gudelige forsamlinger, bl.a. hos madam Marie Wulff. H. havde en fintmærkende samvittighed og følte sig i sin præstegerning besværet af at han i skriftestolen ifølge ritualets formular skulle tilsige almindelig syndstilgivelse. Som andre i de kredse han jævnlig færdedes i mente han at dette var grundskaden i datidens kirkeliv, den værste hindring for at syndige mennesker kunne føres til sand omvendelse. Efter alvorlige overvejelser udelod han til sidst den almindelige håndspålæggelse og tilsigelse af syndstilgivelse i skriftestolen hvorfor en del af hospitalets lemmer 1733 indgav klage over ham. Han bad da kongen om tilladelse til at fritages for retslig tiltale i den anledning da han ikke ville handle mod sin samvittighed, og androg om en revision af kirkelovene på dette punkt. Biskop Christen Worm lod ham derpå suspendere, men dagen efter nedlagde han kort og godt sit embede. Kongen befalede biskoppen at tilkendegive H. sit mishag med hans optræden og kræve en erklæring om at han for fremtiden nøje ville holde sig til ritualet; ellers ville han blive afsat. Da han ikke ville indlade sig herpå fik han kort tid efter sin afsked. Den strenghed hvormed man gik til værks skyldtes formentlig at Christian VI endnu ikke var kommet under grev C. E. Stolbergs indflydelse. Den hårde skæbne der blev den redelige H. til del, vakte i datiden megen medfølelse, selv hos anderledes tænkende. Efter at have opholdt sig nogle år i Tyskland, især i Herrnhut og Halle, kom H. tilbage til Danmark, blev gift med en vanfør person af tarvelig herkomst og førte et stille, fattigt liv i Kbh.