Peder Saxtorph

Peder Saxtorph, 14.5.1730-9.10.1803, præst. Født i Alleslev, Præstø amt, død i Kbh. (Nic), begravet sst. (Helligg. urtegård). S. blev student (Viborg) 1745 og teologisk kandidat 1752. 1756–59 var han lærer ved Vajsenhuset og et fremtrædende medlem af det kbh.ske (herrnhutiske) brødresocietet. 1759 blev han sognepræst i Rorup-Glim, 1762 i Såby-Kisserup, 1774 residerende kapellan ved Nikolaj kirke i Kroh. og 1799 sognepræst sst. 1795 oplevede han kirkens brand og siden de pinlige stridigheder om dens eventuelle genopbyggelse. Blandt byens præster indtog S. en særstilling som den sidste, mere kendte herrnhutiske prædikant om hvis forkyndelse brødremenighedens medlemmer i en menneskealder kunne samles; den stille og fromme mand vandt ved sit tolerante væsen også folk af anden observans. Som forfatter fik S. stor betydning for de vakte kredse, især ved sine "Passions-Prædikener" (1762) – oprindelig et tillæg til J. Brochmands postil – og ved den udbredte andagtsbog De Troendes Skat og Klenodie, 1757ff (2. udg. 1761) opbygget over Jesu fødsel, lidelse, død, begravelse og himmelfart. Hans bøger er præget af en jævn og enfoldig tankegang, uden strengere logisk sammenhæng, et hverdagsagtigt sprog og en vis sødladen tone, næsten kammeratlig overfor Kristus, en stærk svælgen i Jesu blod og sår og hyppig brug af billeder fra brudemystikkén. Det samme gælder De store Saligheder i den hellige Nadvere, 1762'. En virkelig bred kirkehistorisk betydning fik hans meget udbredte Udtog af Dr. Erich Pontoppidans Forklaring, til de Eenfoldiges Nytte, 1771, hvoraf der kendes mere end 20 oplag.