Poul Borchsenius

Poul Borchsenius, Hans Poul Borchsenius,  7.7.1897-6.3.1983, præst, forfatter. Født i Odense (Skt. Knud), død i Randers, begravet sst. B. er student fra Odense katedralskole og gav sig til at studere historie men skiftede over til teologi og tog sin embedseksamen 1921. Hans studentertid var den liberale teologis gyldne tid, og den satte sit præg på ham for stedse. Følgen var at han i de 16 år han var præst ved kirker i Ordrup og i Kbh. kom i konflikt med Kirkefondets ledelse og følte sig knuget af menighedslivets pietistiske linje. 1937 forlod han derfor hovedstaden og fik embede i Randers hvor han fandt en frigjorthed for snævre kirkelige fordomme og straks følte sig hjemme. Her blev han, også efter sin afgang fra embedet 1962. Under krigen virkede B. for evakueringen af jøder i Nordjylland og samarbejdede med Hvidstengruppen. Det førte til at han efter ordre fra den britiske faldskærmsledelse måtte forlade landet og flygte til Sverige hvor han organiserede dansk kirkeliv og forrettede feltpræsttjeneste for Den danske brigade, ligesom han samarbejdede med den britiske efterretningstjeneste. Det var under Sverigesopholdet at B.s interesse for det jødiske blev, om end ikke vakt, så dog kraftigt styrket ved personlig omgang med de danske jødiske flygtninge og ved venskabet med den danske overrabbiner Marcus Melchior. Han havde lige fra sin skoletid fået indpodet kærlighed til Bibelens folk, og det blev dette folk, der blev centret for hans studier efter hjemkomsten til Danmark 1945. Først udgav han dog nogle skrifter om modstandskampen og dens skikkelser Kæmp for all, 1945, Bogen om Leif, 1946, om likvidationsgrupperne som han tog stærkt i forsvar, og Udlændighedsdage, 1946. Det var måske som en reaktion på den kritik hans indstilling vakte at han i et radioforedrag 1948 beskæftigede sig med Randerspræsten, den stejle personlighed Dines Pontoppidan, digteren Henrik Pontoppidans far med hvem B. utvivlsomt har følt sig beslægtet ved sin trang til uafhængighed af kirkelige retninger og sin lige så stærke trang til at stå fast på standpunkter der måtte forekomme andre kætterske. Hans holdning til det jødiske spørgsmål lagde fra begyndelsen af halvtredserne fuldt beslag på hans arbejdskraft både som skribent og foredragsholder. 1950 kom bogen Sol stat stille og derefter i hurtig rækkefølge de fem sammenhørende bøger Stjernesønnen. 1952, De tre ringe, 1954, Bag muren, 1957, Løste lænker, 1958, Og det blev morgen, 1960 der tilsammen fortæller det jødiske folks skæbne fra Jerusalems ødelæggelse år 70 e.K. og til staten Israels genoprettelse. Dette værk, der siden er kommet i en noget koncentreret udgave under titlen Den lange vandring, 1975 er blevet oversat til adskillige sprog, både de oprindelige fem bind og den forkortede udgave. Den letløbende, almenfattelige og pittoreske stil har bidraget til værkets udbredelse. – Ind imellem disse bøger har B. fundet tid til at skrive andre, de fleste om jødedommen og Israel, således Syv år for Rakel, 1955, Hep, hep! Af antisemitismens historie, 1960, B. G. Historien om Ben Gurion, 1961, To veje, 1966, Israel, 1967, Historien om de danske jøder, 1968, Kan Israel overleve, 1969 Israel efter Nasser, 1971, Den evige jøde, 1971, Humor i bibelen, 1976 og selvbiografien Sød vin og galde, 1977.

Sit grundsyn på jødedom og kristendom som sidestillede har B. nedlagt i To veje. Det har skærpet hans konflikt med den danske Israelmission som han stedse har erklæret sig i uforsonlig modsætning til.

B. har fra sin tidlige ungdom interesseret sig for moderne fransk og dansk kunst og har ejet en betydelig samling heraf, ligesom han har været aktiv i museumsarbejdet.