Poul Jensen Kolding

Poul Jensen Kolding, 22.3.1581-18.10.1640, præst, skoleforstander, forfatter. Født i Kolding, død i Lille Næstved, begravet i Herlufsholm k., siden fort til St. Rochi kapel ved Frue k. i Kbh. Efter at have gået i skole i Kolding kom K. med støtte af sin fadder kansler Niels Kaas 1594 i Sorø skole hvorfra han dimitteredes til universitetet 1600. I Sorø havde han vundet to formående velyndere, sin rektor Johannes Stephanius, der snart efter blev professor, og Palle Rosenkrantz (til Glimminge, senere skoleherre på Herlufsholm) hvem han havde undervist i de sidste to år af sin skoletid. 1601 drog K. udenlands, først til Prag, hvor han opholdt sig en tid hos Tyge Brahe og kom til at tjene ham i hans dødsstund, siden til Ferrara og Rom. Efter at have besøgt også Wittenberg (imm. 1603) vendte han 1604 tilbage til Kbh., men rejste straks efter ud igen, denne gang til Karlsbad som ledsager for rigsmarsken Steen Maltesen Sehested. I slutningen af s.å. tog han i Kbh. magistergraden og blev 1605, efter forgæves at have søgt et andet rektorembede og et par præstekald, rektor i Ålborg, varmt anbefalet at Hans Poulsen Resen. Da han 1608 var draget til Kbh. som repræsentant for gejstligheden i Vendelbo stift ved prins Christians udvælgelse, blev han her kaldet til sognepræst i Vindinge (Fuirendal) og Kvislemark af kirkepatronerne Vilhelm Dresselberg til Vindingegård og den kgl. sekretær Niels Krag, og 1615 blev han tillige provst i Ø. Flakkebjerg herred. I disse embeder lagde han både energi og dygtighed for dagen, og formentlig på denne baggrund blev han 1622 udset til at være forstander (og præst) ved Herlufsholm som det gjaldt om at hjælpe på fode efter en forfaldsperiode. Både åndeligt og materielt kom hans gerning her til at bære rig frugt for skolen: undervisningen blev forbedret under ledelse af den dygtige rektor Hans Hansen Resen, godset og stipendierne forøgedes, og nye bygninger blev opført. Som årene gik blev K. imidlertid træt af sit byrdefulde hverv, og 1631 opgav han forstanderposten, flyttede til Lille Næstved og virkede fra nu af blot som præst og provst. På rigsdagen i Odense 1638 var han en af den sjællandske gejstligheds fire deputerede.

K. var ikke blot en dygtig administrator, men tillige en stærkt åndelig interesseret mand der til sin sidste tid beskæftigede sig med studier og også har gjort sig bekendt ved sit forfatterskab. Foruden et par ligprædikener udgav han således 1614 en Kircke-Hstorie, tilegnet sine velyndere Vilhelm Dresselberg og Niels Krag. Denne bog er blot en dansk bearbejdelse af Johannes Sleidanus' latinske skildring af reformationstidens historie i Tyskland, men ved sin solide, klare fremstilling på modersmålet blev den for lange tider hovedkilden herhjemme til kundskab om den periode. Et større arbejde viede K. dog det filologiske studium. Allerede som rektor i Ålborg var han begyndt at anlægge leksikografiske samlinger, og 1622 kunne han i Rostock udsende et stort folioværk Etymologicum Latinum. Til grund havde han lagt augustinermunken Ambrosius Calepinus' ordsamling og ligesom denne ordnet sit leksikon efter rodordene. Værket var planlagt som håndbog ved skolernes latinundervisning og blev flittigt benyttet som sådan, men har især fået betydning ved de talrige danske ord og vendinger, K. heri har samlet til forklaring af latinen. Da biskop H. P. Resen havde stillet sine samlinger til rådighed for K., udgav han 1626 sit Dictionarium Herlovianum, et dansk-latinsk leksikon ligeledes til brug for de latinske skolers disciple. Dette arbejde er især mærkeligt ved fortalen, hvori forfatteren djærvt tager til orde for det danske sprogs ret over for fremmede tungemål.