Thorvald Povlsen

Thorvald Povlsen, Thorvald Valdemar Povlsen, 22.8.1868-5.12.1942, præst, kirkeminister. Født i Skåde ved Århus, død i Holte, begravet i Søllerød. P. blev student (Århus) 1886, var stenografassistent i rigsdagen 1888-93, blev cand.teol. 1894 og var 1894-95 lærer ved Dalbyneder højskole og 1895-98 medforstander ved Elev højskole. Derpå blev han sognepræst i Elsted-Elev og 1906-16 i Hvilsager-Lime. Da han blev minister tog han afsked fra embedet, men prædikede ofte siden og kom tit til at tale ved politiske personligheders begravelse. 1905 var P. med til at stifte det radikale venstre og har – mere end nogen anden – influeret dets kirkepolitik med grundtvigske ideer om kirkelig frihed. Som folketingsmand (valgt i Hornslet-kredsen 1910-35) fik han ordførerskab i børneloven og biblioteksloven, men vakte først rigtig opmærksomhed ved at foretrække den frivillige ungdomsskole for den tvungne som den første radikale kultusminister (M. C. B. Nielsen) holdt på. Ved behandlingen af skoletilsynsloven 1912 lagde han vægt på både læreres og forældres religionsfrihed, og da J. Appels menighedsrådslov s.å. var til debat havde han en stor andel i at menighedsrådene kun fik administrative (ikke "åndelige") opgaver; han bekæmpede alle forfatningstendenser i kirken, og som en grundtvigsk ortodoks teolog med radikal-grundtvigsk kirkepolitik gik han mod alle forsøg på at gøre trosbekendelsen forpligtende i præsteløftet for derved at sikre også den liberale teologis hjemstedsret i kirken. Aktualiseret af striden om N. P. Arboe Rasmussen fremhævede han at folkekirken var en rent borgerlig indretning, og "tålsom" for så vidt den blot skulle være en statsordnet og administrativ ramme om alle religiøse anskuelser og menighedsliv. Det var naturligt at P. ved ministeriet Zahles dannelse 1913 blev formand for rigsdagsgruppen (som gjorde den "tålsomme folkekirke" til sit program), og at han fik sæde i finansudvalget; det gav også sig selv at man 1916 vendte sig til ham da kultusministeriet skulle deles – den direkte baggrund var højesterets frifindelse af N. P. Arboe Rasmussen, men på længere sigt skulle delingen også forberede den adskillelse af kirke og folkeskole som siden etapevis er gennemført.

P. blev den første kirkeminister efter kultusministeriets deling; han havde ikke let ved at samarbejde med bisperne, og i kirkelige kredse var hans anseelse ringe. Da biskop Caspar Wegener også efter højesteretsdommen – P. tolkede den som en sejr for regeringen hvilket ikke just var højesterets mening – nægtede Arboe Rasmussen kollats ville P. ved lov overdrage al kollatsudstedelse til ministeriet; det strandede på J. C. Christensens faste modstand, og P. måtte (1917) nøjes med den langt mere begrænsede "Vålselov" som kun overlod ministeriet tilsynet med Arboe Rasmussen, så længe Wegener, som P. i øvrigt søgte at få afskediget eller tvangsforflyttet, var biskop. P. gennemførte også præstelønningsloven (1918) og loven om salg af præstegårdsjord (1919); det var ham en stor tilfredsstillelse at give denne lov samme principgrundlag som det der nu gjaldt for lens- og stamhusjord. Derimod fik han ikke held til at indføre obligatorisk borgerlig ægte-skabsstiftelse eller kvindelige præster. P. gik af med ministeriet 1920, men fortsatte som sit partis ordfører i kirkelige sager, var medlem af finansudvalget til 1929 og tingets 3. viceformand fra 1928. Under behandlingen af J. C. Christensens kirkelovkompleks (1922) hævdede han alle folkekirkemedlemmers stemmeret ved menighedsrådsvalg, og han søgte (forgæves) at hindre bispevalgsloven. 1928-40 sad han i det kirkepolitiske udvalg som skulle overveje forholdet mellem kirke og stat; han sagde ikke meget under møderne, men det behøvedes ikke; alle vidste at han ubrydeligt holdt fast ved den grundtvigskradikale kirkepolitik. P. var også medlem af Grønlands-udvalget, var flere gange i Grønland og interesserede sig varmt for befolkningen og især for de grønlandske børn – han blev formand for en forening til hjælp for dem. Også efter at P. 1935 var gået ud af tinget vedblev han at arbejde for de ideer der havde fyldt hans liv og havde givet ham en plads i dansk politik; i sine sidste år virkede han hyppigt som præst og tog sig fx i de første krigsår af de internerede i Horserød.