Christian Bastholm

Christian Bastholm, Christen Bastholm, 2.11.1740-25.1.1819, præst. Født i Kbh. (Frue), død sst. (Trin.), begravet sst. (Ass.). B. blev student 1759 fra Frue skole og studerede efter faderens ønske teologi; han fik attestats 1761. Professor Peder Rosenstand-Goiske fik størst betydning for ham ved sin påvisning af enheden mellem fornuft og åbenbaring; åbenbaringens sandheder var ikke mod fornuften, men over den. Dermed var pietismens fornuftpessimisme overvundet og B. reddet ud af kritisk tvivl. Han fik her de synspunkter han i de næste 50 år skulle gøre gældende. Hans "Disputatser" er uden selvstændig værdi, kun kvitteringer for akademisk understøttelse til at kunne drive frie studier som faldt inden for filosofi og naturvidenskab. 1765–67 optog han igen teologien med henblik på en kommende præstegerning. Denne kom 1768–71 til at ligge i Smyrna da den danske regering havde påtaget sig at underholde en præst i dette også af mange nordiske levantfarere søgte handelscentrum. B.s mål var at blive en stor taler med Balthasar Münter som forbillede.

Hans erhvervede humanisme gav ham et åbent sind for mange interesser og placerede ham i den brede kulturstrøm vi kalder "Oplysningen". Under de vanskelige forhold i Smyrna fandt han i lige grad åndelig støtte i stoicismen og den kristne forsynstro. I skriftet Lobrede auf den Messias (1772, muligvis allerede 1770) optog han efter tidens lejlighed den religionshistoriske forsknings analogimetode og anvendte den på Kristi person. Samtidig studerede han retorikkens teori og anvendte dens regler i praksis om søndagen. Efter sin hjemkomst blev han 1772 præst i Kastellet og hurtigt kendt som den moderne og formfuldendte prædikant. Sin anseelse befæstede han ved den teologiske doktordisputats fra 1774 De consensu sanæ rationis et sacræ scripturæ, et ringe skolearbejde der hviler på det eneste hovedsynspunkt med hvilket både den filosofisk-teologiske oplysning og Bastholm selv med Chr. Wolff som forbillede arbejdede: åbenbaringens og fornuftens fællesskab. Det hovedskrift som stadig vil bevare B.s navn, er hans veltalenhedsbog Den geistlige Talekonst, 1775 der er bygget på studiet af klassisk og fransk retorik med dens regler for disposition og foredrag. Disse regler overførte B. på den kirkelige forkyndelse. Med sin velskrevne bog gjorde han op med gammel gejstlig slendrian i form og manerer. Bogens formål var både at virke smags-dannende og apologetisk i en tidsalder hvor skepsis og tvivl rykkede ind på livet af kirkelæren. B. ville omsætte den åbenbaring han fandt i skriften i den klarest og smukkest mulige form så at ingen ydre forsyndelse mod sprogets, veltalenhedens og velanstændighedens love skulle vække anstød for forkyndelsen. Denne håndbog i gejstlig retorik er opstået jævnsides med og i forbindelse med den første metodiske danske teaterkritik der i Dramatisk Journal udøvedes af B.s svoger, juristen Peder Rosenstand-Goiske. I de mange prædikensamlinger B. efterhånden udgav ser vi ham gennemføre sine regler; de er præget af orden, oplyst klarhed og apologetisk overtalelse; de har virket både ved deres indtrængende appel til følelse, samvittighed, intelligens og ved deres formfuldendte veltalenhed. B. stod som den "oplyste" og dannede kirkeligheds fornemste repræsentant.

1777 blev han kaldet til sognepræst ved Skt. Olai i Helsingør, men blev allerede 1778 hofprædikant og 1783 konfessionarius. I det guldbergske tidsrum (1772–84) var det kirkelige styre konservativt, og da B. 1780 havde udgivet en oversættelse af Nye Testamente med anmærkninger hvori han forklarede "Ordet" (Johs. I, 1) som Guds skabende kraft måtte han samme år udsende en ændret, konservativ fortolkning til stedet (Beviis for Christi Guddom), formodentlig fremkaldt ved et pres fra Guldberg. Hvad den historiske teologi angår er B.s stade på dette tidspunkt klart. Han tilhører den nye retning, neologien, der anerkender den historiske kritiks ret til at bruge sine metoder over for skriften, og som for første gang på dette felt gennemfører rent historiske og filologiske principper. Det tidshistoriske, det lokalhistoriske materiale er relativt, ikke absolut; offerinstitutionen og sakramenterne er at forstå som sindbilleder, afpasset efter datidens fatteevne. Dog afviser B. ikke underet. Allerede i hans Jødiske Historie, 1777–82, ligger neologien klart for dagen. Men i den populære dogmatik fra 1783 Den christelige Religions Hoved-Lærdomme møder vi en ret konservativ holdning. Den wolffske filosofis metode ifølge hvilken åbenbaringen begrunder fornuftens udsagn, er anvendt som støtte for den nedarvede dogmatiske lære. Det er næppe troligt at han selv stod inde for denne ortodoksi, men han har dogmatiseret i konservativ ånd af opportunistiske hensyn og har akkommoderet sig efter tidsforholdene. Allerede 1785 udgav B. et skrift hvis tilsynekomst ville have været utænkeligt under Guldbergs regime. I Forsøg til en forbedret Plan i den udvortes Gudstieneste rørte B. ved et hidtil sakrosankt emne, nemlig selve liturgien. Han havde også her et apologetisk motiv for sit forslag. Han ville gøre gudstjenesten tiltrækkende, dels ved at gøre den afvekslende, dels ved at forkorte den til to timer. De orientalske, tidsbestemte udtryk og liturgiens traditionelle sprog skulle omskrives i moderne ord. Han håbede derved at kunne modvirke den aftagende kirkegang. Forslaget fremkaldte talrige modskrifter. Biskop N. E. Balle imødegik det i et omfangsrigt skrift "Vej til Hæderlighed for Geistlige", 1785, dog uden at nævne B.s navn. Johan Nordal Brun i Bergen afviste ubetinget B.s "Forsøg" i et forsvar for "vore gamle Kirke-Skikke". Endnu 1785 udsendte B. Religions-Bog for Ungdommen. Her havde han forladt den gængse spørgsmålsform og gav i stedet en systematisk oversigt over læreindholdet i den kristne tro som dog er holdt i ret almindelige udtryk, medens der til gengæld er ofret pligtlæren stor interesse. Tiden viste skolen varm og oprigtig interesse; 1789 blev den store skolekommission nedsat; heri fik også B. sæde. Sammen med Balle udarbejdede han en lærebog (Balles Lærebog, 1791). I den er hånden B.s, men røsten Balles. – Den franske revolutions eftervirkninger sporedes i mange og stærke angreb på den kirkelige kristendom og i en tiltagende ligegyldighed over for kirken hos de dannede. B.s apologetiske forsøg på at komme tvivleren til hjælp blev gjort ud fra det synspunkt at de ortodokse dogmers menneskeværk spærrede vejen og havde udbredt meningsløse fordomme om den kristne tros væsen. Angrebene skyldtes vankundighed; deroverfor var kun ét middel: oplysning. Medens Balle fra 1793 holdt sine bibellæsninger for de gammel-dagstroende, men med den dybeste pessimisme over tidens gudløshed og frivolitet udgav B. 1793 et skrift om Den Hensigt, som den christelige Religions Stifter havde med sine Bestræbelser for Verden. De konsekvenser, Wolffs filosofi og den relativerende neologi bar i sig er her åbenlyse. Over deismens stativ: Gud, dyd og udødelighed, er der hængt en del af den gamle dogmatiks aflagte garderobe. Den overleverede lære er ikke benægtet, men hovedsagen er dog forsvaret for Kristi uangribelige, menneskelige storhed som var blevet bestridt bl.a. i Wolfenbuttler-fragmenterne. Kristi lærdom er efter B. fornuftens og naturens røst; Kristus har akkomoderet sig efter sine tilhøreres fatteevne, men hans mål var den ceremoniløse, fornuftmæssige gudsdyrkelse. 1794 udgav han foruden en omfangsrig, eudaimonistisk etik, Viisdoms og Lyksaligheds Lære, et andet apologetisk skrift hvori han talte sin stands sag. Mange af de over Frankrig importerede hadske angreb på kirken var en direkte anklage mod præsterne for dumhed og bedrageri. B. gjorde efter Spaldings forbillede gældende at der ikke var nogen stand der kunne være så nyttig som præstestanden hvis den fik den rette uddannelse. Han ville gøre præsten til den mest brugbare statsembedsmand hvis gerning skulle være den vigtigste støtte for det borgerlige samfund. Hovedstad- og købstadpræster behøvede af apologetiske hensyn teologisk uddannelse; præster på landet burde lære fysik, zoologi, agerdyrkning, havebrug og veterinærvidenskab for at kunne gøre nytte. Baron Fritz Wedel Jarlsberg svarede kategorisk med "Den geistlige Stand bør afskaffes", 1795–97. Den antikirkelige kampagne fik på dette tidspunkt en særlig ondartet karakter. I de "Tanker" om samtidens fremgangsmåde til at fremme religiøs oplysning B. udgav 1796 sagde han et kraftigt ord mod deismens spot og krævede ligefrem censur. Alligevel håbede han endnu at kunne vinde de fordomsfri blandt de dannede idet han opgav den historiske kristendom i den forstand at den for ham kun blev en midlertidig sokkel for den autoritative tro, men idealet var en tid da den rene fornuftreligion og de rene begreber kunne leve uafhængig af skriften. B. havde tidligere hævdet Kristi akkomodation over for sit miljø; denne tanke supplerede han nu med ideen om kristendommens perfektibilitet. Otto Horrebow, fra 1796 udgiver af det aggressive tidsskrift "Jesus og Fornuften", spurgte: "Er det en kristelig Lærers Pligt at lyve for Almuen?", 1799, og sigtede dermed til B.s forsvar for præsten til at trøste med grunde han ikke selv troede på. 1800 søgte B. sin afsked på grund af svækkelse. Hans betydning var forbi, og de senere skrifter han udgav var samlearbejder der behandler de ældste folkeslags religiøse og filosofiske meninger (1802), etnologiske og stoiske emner. – Den nye tid blev præget af Kants filosofi og romantikken; ingen af delene kunne B. tilegne sig. Han var for sin tid en stilfuld og behændig skribent der formidlede den tyske oplysnings teologiske synspunkter. Strømmen der gik i radikal retning førte ham med sig, og denne udvikling gjorde det vanskeligt for ham at finde et ståsted og at give en fast vejledning for andre. I sin gavnelyst var han hektisk flittig, og da branden 1795 tilintetgjorde hans bibliotek og excerpter begyndte han forfra med en blanding af stoisk og kristelig tålmodighed. Selv om hans begrænsning er iøjnefaldende kan man ikke frakende hans apologetiske forsøg enhver betydning i samtiden. Han har i sin kreds stået som en garant for foreningen af tro og oplysning og har bidraget til at afsvække de værste indhug fra antikristelig side. En søn Hans Bastholm (21.8.1774–14.6.1856) blev student 1789, cand.teol. 1793, kapellan 1799, 1801 sognepræst i Slagelse. Han var som faderen rationalist, men måtte, som barn af oplysningstiden, efter århundredskiftet virke forældet. 1847 overlod han sit store bibliotek til Sorø akademi.