Gunner Engberg

Gunner Engberg, 12.11.1882-22.3.1951, præst. Født i Hemmet, Ringkøbing amt, død i Kbh., begravet på Strynø. E. blev student fra Lyceum 1901 og cand. teol. 1909. Skønt hjemmet var grundtvigsk blev det livsbestemmende for ham at han allerede som dreng fandt ind i KFUMs drengefilial i Kbh. og blev grebet af Olfert Ricards ungdomsforkyndelse. 1903 blev han leder af ungdomsafdelingen og 1909 sekretær (fra 1914 generalsekretær) i Kbh.s KFUM og placerede sig hurtigt som foreningens førende talsmand næstefter Ricard. E. var først og fremmest en forbløffende arbejdskraft og fremragende organisator. Fra England hjembragte han 1909 kendskab til spejdersporten, inspirerede til hjemlig optagelse deraf og var 1921-32 formand for KFUM-spejderne. – Indkaldelse af sikringsstyrken 1914 udfordrede ham til at igangsætte et omfattende støttearbejde (soldaterhjem m.v. landet rundt) inden for rammerne af KFUMs soldatermission; tillige blev han arméprovstens sekretær. Samtidig havde han kræfter til gennem en landsindsamling at skaffe midler til en storstilet udvidelse af KFUMs centralforening (med bl.a. soldaterhjem) og opførelse af nye foreningsbygninger på Vesterbro og Nørrebro. – 1919 igangsatte han det arbejde for arbejdsløse som Aage Falk Hansen siden blev landskendt leder af, og samme år stiftede han KFUMs seminarium hvis formand han var 1919-48. I årene 1921-25 undte han sig en pause som sognepræst på Strynø, men vendte 1925-32 tilbage som generalsekretær i KFUMs centralforening, Kbh. Det blev vanskelige år; KFUMs storhedstid var ved at være forbi, og som manden i forreste række med en idealistisk præget teologi måtte E. stå for skud i den kirkelige debat fra såvel Indre mission som fra Tidehverv; han prøvede forgæves at komme på talefod med Tidehvervs-teologerne (jfr- pjecen Den nye Retning i dens Angreb på Ungdomsarbejdet og Indre mission, 1928).

E. var medlem af KFUM og KFUKs fælles-bestyrelse 1913-33 og formand for KFUMs centralforening 1935-43. I generalsekretærårene var han stærkt engageret i det internationale KFUMarbejde og meget påskønnet dér. 1932 vendte han tilbage til folkekirkens tjeneste som residerende kapellan ved Holmens kirke til 1938 og sognepræst for Kastelskirken til 1944. Samtidig var han kirkelig konsulent for radioens programudvalg 1928-46 og blev 1928 medlem af det kirkepolitiske udvalg. I et forsøg på at danne modvægt mod den tidehvervsk-barthske indflydelse i dansk kirkeliv introducerede han, der altid havde været orienteret mod vest, Oxford-gruppebevægelsen herhjemme 1932. – Under vinterkrigen 1939-40 meldte E. sig som feltpræst i Finland. Iøvrigt havde den legendarisk intense arbejdsindsats slidt hårdt på ham, og det var en udpræget retrætepost han fik da han 1944 atter blev sognepræst på Strynø til 1948 og blev boende der til sin død. – E. var, oven i alt hvad han ellers nåede, en produktiv skribent der i en letløbende journalistisk stil skrev en række bøger og pjecer, fortrinsvis om kirke og ungdomsarbejde, fædrelandskærlighed og hjemliv. Stilen var hans egen med fint afstemte eksempler af selvbiografisk art og fra skønlitteraturen, men teologisk-forkyndelsesmæssigt var han afhængig af Ricard og impulser fra England-USA. Et monument over KFUMs storhedstid er Den kristelige Ungdomsbevægelse, som den er, og som den burde være, 1928.