Jørgen Sorterup

Jørgen Sorterup, Jørgen Jørgensen Sorterup, 2.11.1662-4.10.1723, præst, forfatter. Født i Ottestrup mellem Sorø og Slagelse, død i Lyderslev, antagelig, begravet sst. S. blev student 1683 fra Frue skole i Kbh., ca. 1687 huslærer for baronerne Güldencrone fra Vilhelmsborg, hvis stedfar Jens Juel ejede Juellinge på Stevns. Ad denne vej blev S., der 1690 havde taget magistergraden, 1692 sognepræst til Lyderslev og Frøslev på Stevns. 1711 blev han viceprovst og 1713 provst i Stevns. S. var en mand der interesserede sig for meget andet end det gejstlige. Med kraft trådte han (1703) op mod den berygtede bondeplager, godsejer Rasmus Ibsen til Frøslevgård, ligesom han skildrede de elendige landboforhold i Præstigiæ oeconomiæ ruralis revelatæ (dvs. en godsbestyrelses bedragerier afsløret) som han (1709 eller 1710) i manuskript overrakte Charlotte Amalies kabinetssekretær der havde administrationen af Højstrup under sig; det var imidlertid ikke de reneste motiver der bevægede S. til at aflægge denne beretning, som i virkeligheden er et ondartet forsøg på at mistænkeliggøre dronningens godsbetjente som hævn for at de var gået imod S. i en sag om tienden af Højstrup. S. der i sine yngre dage havde været en ivrig landmand blev i tidens løb selv så forsømmelig med sin bedrift at der førtes klage over ham, men ellers var han alt andet end indolent, snarere en lidenskabelig natur, nidkær både i godt og ondt og med mange interesser. Hans antikvariske studier, der også omfattede runologi, satte bl.a. frugt i Prodromus calendarii arctoæ gentis ethnici et antiqvissimi (heraf kun trykt Nogle faae og korte Anmerkninger 1717) hvori han forsøgte en mytologisk kalendariografisk tydning af det 1689 fundne guldhorn.

Som skribent havde S. sit egentlige felt i digtekunsten; han er fortrinsvis lejlighedspoet, påvirket både af Anders Bording og Thomas Kingo. En række nytårslykønskninger, bindebreve og æredigte 1690–92 til sine adelige velyndere (til dels skrevet i baronerne Güldencrones navn) offentliggjorde han 1714 som et lille bind Poetiske Smaa-Sager I, 1714, hvis hovedstykker er Binde-Bref til Mr. Holger Gylden-Crone 1691 (se E. Sønderholm: Dansk barokdigtning 1, 1969 481–87; II, 1971 262) og det moraliserende digt Dydens enge og Lastens brede Vey, 1692. Til hans betydeligere lejlighedsdigte hører Lærd Mands Forliis, et stort sørgedigt i aleksandrinere over nabopræsten og vennen Peder Syv (1702, tr. 1909 i Danske Studier); om hans rimfærdighed vidner Allertjenstferdigste Sende-Brev, Takke-Brev, Skjemte-Brev (1698; tr. 1728 i Wielandts Samling af danske Vers XV) hvori han takker sin svoger, handelsmand Lorentz Lorentzen, i 64 linjer der alle rimer på tak. Over de danske poeter holder han revy i digtet Ret Tak, rar Skiemt og ram Alvor ... eller Cacoëthes Carminificum (dvs. versemagernes skrivesyge, 1701; tr. 1742 i Luxdorphs samling af danske Vers X), dediceret Frederik Rostgaard; det er gjort efter Tøger Reenbergs mønster, men savner fast kritisk holdning og består væsentligst af til dels uforståelige ordspil over digternes navne, ledsaget af vidtløftige noter. Digtet indledte den første æstetiske verspolemik her til lands med replikker fra to af de kritiserede digtere, Frands Kyhn og Mogens Wiingaard, og duplikker mod Kyhn af S.; disse indlæg der ikke blev trykt men cirkulerede i afskrifter, ligger i et temmelig lavt plan hvor grovheder og nærgående personligheder erstatter argumenter.

1709 indlod S. sig i en ny polemik, denne gang mod digterne Hans Nordrup og Christian Rose; disse formentes at være forfattere til fortalen i Søren Hansen Lollichs "Saligheds Vandre-Bog" (1708) hvor der stikledes til S. som replicerede med sin Poetiske Skantze-Kurv, 1709, i anlæg en efterligning af Reenbergs "Forsamling paa Parnasso", idet Parnas dog er erstattet af kongs-hallen i Lejre og Apollo af Hjarne skjald. Digtet gav ham anledning til at brillere med sin versifikatoriske variationsevne og fremkaldte både ripost fra Rose og indlæg fra en pseudonym Christen Sandru og fra en anonym. Det der især har bevaret S.s digterry er den romancecyklus hvori han besynger de danskes krigsbedrifter 1715, Nye Helte-Sange om Konning Frideric den Tierdes lykkelige Seyervindinger, 1716. De betegner et bevidst brud med den faste tradition, at hyldestpoesi med så højt sigte nødvendigvis skulle være i aleksandrinere. I dette versemål er kun dedikationen med S.s præsentation af sig selv som en landsbymand der vil kvæde en enfoldig gammeldags kæmpevise. Heltesangene fremtræder da som en slags folkevise-efterligninger, men er af S. næppe tænkt som egentlig pastiche, snarere som en naturlig videreførelse af den genre, man senere har kaldt "Kæmpevisens Efterklang" som dyrkedes efter 1630 og i 1700-tallet havde vid udbredelse i skillingsoptryk. Opfattelsen af kæmpevise-begrebet er hos S. lige så rummelig som hos Peder Syv, af hvem i det hele S. har fået impulser. Heltesangenes lighed med den folkelige vise beror mest på ydre virkemidler: strofeform, omkvæd, visse gloser og vendinger; men S. kan ikke skjule at han også er barokpoet. Heltesangene bliver derfor en – ofte klædelig – forening af gammel og ny stil, og i alt fald nogle partier deraf viser S. som virkelig digter der med kraft og fynd forstår at skabe national heroisk poesi. S.s berømmelse i nyere tid er startet af K. L. Rahbek (1800) for hvem han er "en dansk Tyrtæus", og videreført af N. F. S. Grundtvig der (1810) på Ludvig Holbergs bekostning gør ham til en "Kæmpeskjald". Selv uden sådanne overdrivelser kan man godt indrømme ham en hæderfuld plads blandt 1700-tallets danske digtere. – Heltesangene er udg. af F. Rønning 1889.