Johan Brunsmand

Johan Brunsmand, 30.10.1637-25.7.1707, præst, forfatter. Født i Trondheim, død i Kbh., begravet i Nikolaj k. sst. B. der ved forskellige ulykker i sine første leveår pådrog sig et svageligt helbred kom efter nogle års privatundervisning i Trondheim skole hvorfra han blev dimitteret 1658. Da byen ved Roskildefreden netop var blevet afstået til Sverige, påbegyndte han – efter et kort ophold i Lübeck og Hamborg – sine studier i Uppsala. Han besøgte også gymnasiet i Harnosand, men efter den endelige fredsslutning rejste han tilbage til Trondheim og derfra, i foråret 1661, til København. Her fik han plads på Regensen hvor han (fra 1664) gjorde sig bemærket ved at udgive og forsvare en række teologiske og filosofiske disputatser. Sent på året 1668 blev han kaldet til rektor på Herlufsholm hvor han tilbragte ni år; 1669 tog han magistergraden. Da stiftelsen ved denne tid ikke blot havde en betrængt økonomi men tillige et usædvanlig lavt elevtal havde B. god tid til ved siden af skolearbejdet også at dyrke sine litterære interesser. Efter at han 1677 havde taget afsked med rektoratet ernærede han sig i København som forfatter og manuduktør, og i januar 1679 fik han embedet som præst ved Vartov hospital og ved Børnehuset og Pesthuset (ved sidstnævnte to steder dog kun til 1685). Hans ægteskab var måske mest af alt et lykkeligt fornuftsparti, men hans tilsyneladende formuende hustrus død i 1700 var årsag til mange sorger og bekymringer, ikke mindst derved at skiftet med hendes børn af første ægteskab tvang ham til ved auktion at skille sig af med størstedelen af sit bibliotek. Alligevel efterlod han sig ved sin død en omfattende samling af både bøger og håndskrifter samt en række uudgivne arbejder som nu er bortkommet.

Som teolog repræsenterede B. en streng luthersk ortodoksi, men var dog tydelig nok også påvirket af den engelske retning med dens stærke interesse for en "praktisk" kristendom. Han sad inde med en omfattende lærdom i flere fag og rådede over en betydelig stilistisk færdighed, ikke mindst var han en stiv latiner. Hans skribentvirksomhed spænder over videnskabelige og populære værker, salmer og breve, og som så mange af sin tids ortodokse teologer havde han desuden en fremtrædende lyst til at kaste sig ind i heftig polemik. Gentagne gange drog han sværdet mod katolikker og reformerte til forsvar for den lutherske kirke og teologi, ligesom han også udtalte sig skarpt mod den begyndende pietisme. Af hans værker opnåede de to folkelige og opbyggelige skrifter som han udgav mens han var rektor på Herlufsholm størst udbredelse. I det ene Francisci Spiræ Fortvifflelsis Historie, udaff troværdige Mænds Skrifter sammendragen, 1673 (og senere udg.) berettede han om denne ulykkelige italienske jurist der efter først at være gået over til lutherdommen senere fornægtede sin overbevisning under pres fra inkvisitionen og derpå døde i græmmelse over at have givet efter. Den løftede pegefinger er ikke til at tage fejl af, og det var da næppe uden brod at B. sendte et eksemplar af bogen til Niels Stensens søster i København, hvorved den kom Stensen i hænde og af ham blev opfattet som møntet på sig. I et brev til B. tog han sig for at levere et forsvar for den katolske kirkes lære, og det affødte fra B.s side et vidtløftigt og lærd gensvar med polemiske udfald af temmelig rå karakter. 1680 samlede og udgav B. deres brevveksling herom, og 1684 gjorde han endnu et forgæves forsøg på at drage Stensen tilbage til lutherdommen. B.s næste skrift der især har bevaret hans navn til vore dage Et Forfærdeligt Huus-Kaars, 1674 (og senere udg.) beretter på grundlag af bl.a. retskilder udførligt orri den omfattende djævlebesættelse i Køge fra århundredets begyndelse. Var den skrevet som formaning og advarsel, så blev den dog også læst for spænding og gru og bidrog derved til at holde trolddomsforestillinger i live.

Den blev oversat til tysk og latin, men til B.s store fortrydelse var modtagelsen i udlandet ikke udelt positiv, bl.a. blev den i Holland mødt af skarp modsigelse idet den descartesiansk frisindede teolog Balthasar Bekker i 4. bog af sin "De betoverde Wereld" (1693) brugte et kapitel på at give en naturlig forklaring på Køgesagens unaturlige forløb. B.s harme kom til udtryk i breve, og i En Liden kort og enfoldig Erklering, 1700 kalder han Bekker "et helvedes afskum". Blandt B.s utrykte arbejder indtages førstepladsen af hans redaktion på 7 bind af Peder Hansen Resens 39 bd. store topografi Atlas Danicus, som han 1685 havde fået overdraget at forkorte men hvoraf størstedelen brændte 1728. Af hans trykte arbejder kan især nævnes det polemiske indlæg mod den tyske præst Joh. Lyser i striden om polygamiets berettigelse (1678) og mod Bossuet til forsvar for den lutherske kirke (1694), en stedsevarende kalender med småvers om årets gang (1688), en lærd kommentar til apokalypsen (1696), og en afhandling om accentuationen i hebraisk (1708). Med Kingos salmer som forbillede har B. skrevet Aandelig Siunge-Lyst 1676 (2. udg. 1687 med titel Den siungende Himmel-Lyst) der vel ikke røber stort poetisk talent men vidner om forfatterens alvorlige religiøse følelse. Til B.s forfattervirksomhed kan i en vis forstand også henregnes hans omfattende korrespondance med danske og udenlandske teologer.