Johan Wilhelm Schrøder

Johan Wilhelm Schrøder, Johan Wilhelm Schröder, 6.5.1674-27.5.1741, vajsenhusdirektør. Født i Wilhelmsburg ved Hamburg, død i Kbh. (Petri), begravet sst. (Petri urtegård). S. blev 1690 immatrikuleret ved det akademiske gymnasium i Hamburg og tog 1694 præsteeksamen sst. Senere kom han til Kbh. hvor han 1706, antagelig på hofpræst Fr. Lutkens anbefaling, blev lærer for kronprins Christian (VI). Han virkede som sådan indtil 1721, vandt i høj grad sin discipels hengivenhed, og som han selv var en typisk repræsentant for den Spenerske pietisme bidrog han også til at påvirke kronprinsen i samme retning. Indtil 1711 var han tillige lærer for den senere oversekretær i danske kancelli, grev J. L. Holstein. 1721 blev S. medlem af missionskollegiet og direktør for vajsenhuset (som dog først 1727 påbegyndte sin virksomhed). S. var levende interesseret i missionssagen og førte kollegiets korrespondance med Halle. Som en af Christian VI højt anset personlighed blev han i dennes regeringstid stærkt benyttet som rådgiver i kirkelige spørgsmål og fik sæde i en række kommissioner, således 1733 i kommissionen til at påkende de ortodokse præsters klager over pietisterne og 1736 i kommissionen til forbedring af almueskolevæsenet, ligesom han også 1737 ved generalkirkeinspektionskollegiets oprettelse blev optaget i dette.

Her fik han dog ingen større indflydelse, da han på grund af sygelighed jævnlig måtte blive borte fra møderne. Mest af alt er hans navn knyttet til indførelsen af konfirmationen, hvortil han synes at have givet kongen det afgørende stød, ligesom forordningen herom (af 13.1.1736) for en væsentlig del hviler på en betænkning af S. og J. B. Bluhme. S. var en stille, indadvendt personlighed, svag af legeme og trykket af et melankolsk, grublesygt sind. Betegnende er det således at da han 1728 var blevet udnævnt til etatsråd, pintes han af så mange skrupler over den ed han i den anledning havde måttet aflægge, at han ansøgte om at blive løst fra den hvad kongen også bevilgede 1735. Kort tid efter fik han til gengæld titlen som konferensråd. Til sidst tog hans tungsind helt magten fra ham, han kunne ikke passe sine forretninger, heller ikke i kirkekollegiet, og 1739 blev han gjort umyndig. Under mange legemlige og sjælelige lidelser levede han endnu tre år. Christian VI omfattede stadig sin gamle lærer med de varmeste følelser. Også andre i tiden satte ham højt. N. L. Zinzendorf anså ham for "en ivrig Befordrer af Guds Rige", og Erik Pontoppidan har i en ofte citeret skildring i "Menoza" omtalt S. som en mand der kunne henregnes blandt de fem retfærdige i Kbh., men unægtelig også blandt de mest åndeligt forpinte mennesker i hovedstaden. – Justitsråd 1717. Etatsråd 1728. Konferensråd 1735.