Otto Fabricius, 6.3.1744-20.5.1822, præst, zoolog, missionær. Født i Rudkøbing, død i Kbh., begravet sst. (Frels. kgd.). F.s far var en god ven af Hans Egede, og gennem dennes besøg og læsning i Egedernes skrifter fik F. allerede tidligt lyst til at fortsætte Egedes missionsværk. F. fik først privat undervisning, men efter faderens død 1755 måtte enken og børnene fragå arv og gæld. F. blev dog trods trange kår student 1762 fra Nyborg og tog fat på det telolgiske studium. 1765 fik han plads på det grønlandske seminarium og dermed på Regensen. Eksamen forsinkedes ved de grønlandske studier, og da der 1768 blev en missionærplads ledig, måtte han i al hast tage teologisk attestats. Straks efter blev han udnævnt til missionær i Frederikshåb og virkede her i fem år. Efter sin tilbagekomst fra Grønland blev han 1774 sognepræst i Drangedal og Tørredal i Telemarken. Her kom han i et spændt forhold til den trættekære menighed og måtte for at slippe bort tage imod et mindre kald, Hobro og Skellerup, hvortil han udnævntes 1779. Her savnede han dog hårdt de nødvendige videnskabelige hjælpemidler til videreførelse af de i Grønland påbegyndte zoologiske studier og søgte atter bort. 1781 blev han – vistnok især pga. Guldbergs indflydelse -forflyttet til det store Rise kald på Ærø. Trods strid med nabopræsterne ønskede han at blive her, men med københavnske venners mellemkomst blev han 1783 på meget gunstige vilkår kaldet til det ledige embede som præst ved vajsenhuset med særlig forpligtelse at hjælpe biskop Poul Egede vedrørende den grønlandske mission. Heller ikke her følte han sig dog tilfreds og måtte døje adskillige ubehageligheder pga. gnidninger vedr. stiftelsens administration. Han søgte da bort og blev 1789 sognepræst ved Vor Frelsers Kirke hvor han blev til sin død. 1803 ville han have været stiftsprovst i Kbh., men blev forbigået. I stedet fik han et personligt løntillæg og blev titulær professor.

Denne forbigåelse skyldtes antagelig at han ikke var anset for nogen synderlig fremragende prædikant, selvom han var en samvittighedsfuld og nidkær præst.

Teologisk var F. livet igennem præget af et konservativt ortodokst helhedssyn og hørte til den supranaturalistiske retning, påvirket stærkt af biskop N. E. Balle, og han blev kun lidt påvirket af tidens rationalistiske modeteologi som det klart fremgår af hans teologiske forfatterskab. 1782-87 udgav han Bidrag til Bibel-Kundskab, en eksegetisk håndbog, især beregnet for lægfolk. Han kunne derfor med god ret, da Københavns præster 1810 klagede over Grundtvigs dimisprædiken, skrive de ofte citerede ord: "Jeg finder ham tale om mængden af religionslærere, og deriblandt føler jeg mig ikke truffen." Heller ikke den pietistiske foragt for menneskelivet vandt genklang hos F. Også i politisk henseende var han yderst konservativ og ubetinget tilhænger af den uindskrænkede enevælde.

Allerede som ung havde F. interesseret sig for zoologi. Af grev Otto Thott blev han opfordret til i Grønland at foretage naturhistoriske undersøgelser, og han kom snart i brevveksling med Otto Fr. Müller der kom til at præge hans forskning meget. Under sit ophold i Frederikshåb samlede F. materiale til et stort værk om Grønland, og han benyttede her ganske samme midler som Muller, søgte ud i naturen, levede på mange måder som eskimoerne og kom naturforholdene nær ind på livet. Det store værk om Grønland fik han aldrig offentliggjort (sml. afsluttende oplysninger om senere udgivelser), men han benyttede sit store indsamlede materiale til sit hovedværk Fauna Groenlandica fra 1780 som han udarbejdede efter sin hjemkomst. Dette værk er i sin formelle opbygning en nøje efterligning af C. v. Linnés arbejder, en systematisk gennemgang af hele den da kendte grønlandske dyreverden, begyndende med eskimoerne og sluttende med havsvampene. I alt omtales 468 arter, hvoraf 130 var nye for videnskaben. Da den grønlandske fauna hidtil havde været så godt som ukendt, betød den allerede som håndbog herover et meget stort fremskridt, og er stadig for de lavere dyrs vedkommende et vigtigt referenceværk. Det har tillige haft stor værdi ved sin rigdom på biologiske iagttagelser hvorved det hæver sig over de fleste samtidige værker. Man kan stadig med fordel søge til dette værk for at finde oplysninger om arktiske dyrs levevis.

Også efter sin hjemkomst fra Grønland virkede F. som zoolog og publicerede en række afhandlinger, trykt i Naturhistorieselskabets og Videnskabernes selskabs skrifter (F. sad i førstnævnte selskabs direktion og blev 1780 medlem af sidstnævnte). Fx skrev han om hvalerenes biologi og meget udførligt om de grønlandske sælarter, deres vandringer, forplantning og forskellige alderstrin. Desuden har han skrevet om fjeldræven, kongeedderfuglen og den store grønlandske krabbe, samt om snyltende orme, fladorme og fisk (på materiale indsamlet efter hjemkomsten fra Grønland). Hans virke som zoolog varede de første tyve år efter hjemkomsten og genoptoges de sidste år. Dele af hans egne og O. F. Müllers samlinger som han overtog ved dennes død er bevaret på Zoologisk museum.

Som zoolog var F. fuldt ud 1700-tallets mand, den linnæiske periodes sidste repræsentant i dansk zoologi. Uden at være banebrydende indenfor zoologien er han uden tvivl periodens -og måske dansk zoologis – betydeligste naturiagttager. Iagttagelserne gengives med forsigtighed og kløgt, og hans slutninger er præget af sund skepsis. Hans arbejder regnes derfor med rette for klassiske og grundlæggende, især for de arktiske dyrs vedkommende, og F. må regnes blandt de zoologer der var med til at bære dansk zoologis store blomstring i den linnæiske periode.

Som Grønlandsmissionær hører F. til de mere fremragende. Frederikshåb var missionens yderste forpost mod syd, hvor grønlænderne passerede på deres rejser. F. benyttede denne chance for at træffe og påvirke et stort antal grønlændere. En stærk vækkelse var just nået til distriktet, og 70 grønlændere ventede ved hans ankomst på dåbsforberedelse. Men F. var både ualmindelig sprogbegavet og meget energisk, og det lykkedes ham at gennemføre det store arbejde, så 58 af katekumenerne kunne døbes allerede efter første vinter. Da tilstrømningen fortsatte og F. indså det uholdbare i at samle befolkningen på ét sted, ændrede han sin arbejdsmetode, lærte sig at ro i kajak og drog så rundt mellem bopladserne hvor han opholdt sig længe ad gangen. Han uddannede grønlandske hjælpere og fik opført en lille kirke ved Frederikshåb. De sidste tre vintre opholdt han sig på øen Iluilårssuk hvor alle beboere blev døbt. Det hårde liv og ensomheden samt et skrøbeligt helbred fik ham til at rejse hjem efter fem års intenst arbejde.

Allerede under sit Grønlandsophold havde F. drevet indgående sprogstudier der resulterede i "Adskilligt samlet til det grønlandske Dictionaire" og til "en forbedring af den grønlandske grammatik". Efter sin hjemkomst arbejdede han videre med sproget og nedsendte fra Drangedal 1777 til missionskollegiet Den grønlandske Ordbog der dog først udkom 1804. Efter Poul Egedes død 1789 blev han lektor ved det grønlandske seminarium og som missionskollegiets konsulent leder af den grønlandske mission. 1791 udkom hans grønlandske grammatik, 1794 hans nyudgave – rettere nyoversættelse – af det nye testamente. Oplagene brændte imidlertid med vajsenhuset 1795, og de nye oplag udkom henholdsvis 1801 og 1799. Den af F. planlagte store Grønlandsbeskrivelse fik han som før nævnt aldrig udgivet, men manuskriptet til dens første del blev i 1940erne fundet af H. Ostermann og udgivet uden ændringer 1946 i Meddelelser om Grønland, bd. 129 nr. 4 under titlen: Grønlands-beskrivelse, 1ste bog. Den indeholder en nøjagtig beskrivelse af landets geografi, natur, klima og inddeling, men er ikke fuldført. – Dr. teol. h. c. og titulær biskop 1818.

Familie

Forældre: sognepræst, senere provst Hans F. (1696-1755, gift 1. gang 1727 med Marie Jensdatter Achton, 1707-38) og Else Cathrine Ursin (1716-85). Gift 1 23.3.1775 i Kbh. (Holmens) med Anna Dorthea Ziege, døbt 10.4.1754 i Ringsaker, Norge, død 23.7.1785 i Kbh. (Frue), d. af kaptajn ved dragonerne Sigvard Jørgen Z. (ca. 1720-69) og Sara Cathrine Bruun (ca. 1729-69). Gift 2. gang ca. 29.6.1786 i Kbh.? (Vajsenhuset?) med Anne Gunilde Heinet, døbt død 6.5.1762 i Tranekær, død 29.4.1834 i Kbh. (Frels.), d. af forpagter af Pæregård, senere af Vestergård i Humble sg. Hans Ditlev H. (1723-81) og Frederikke Hansen (ca. 1737-98). – Far til Frederik F.

Udnævnelser

R. 1815.

Ikonografi

To mal. eller tegn. – Mindetavle (ved Vor Frelsers k., Kbh.).

Bibliografi

F. B. og L. P. Fabricius: Slægten F. fra Fåborg, 1913 (ny udg.: Danske slægter F. I, 1937). C. C. A. Gosch: Udsigt over Danm.s zool. lit. II, 1, 1873 418-25; III, 1878 212 (bibliografi). Bjørn Kornerup m.fl.: Biskop dr. theol. O. F. Et mindeskr., 1923 (særtryk af Medd. om Grønland LXII, 1923 215-400, anm. af J. Oskar Andersen i Teol. t. for den da. folkekirke 4. r. V, 1924 235-57). Chr. Ottesen: Det kgl. vajsenhus gennem to hundrede år, 1927. O. Helms i O. F.: Fauna Groenlandica, 1929 = Det grønlandske selsk.s skr. VI 5-26. Vald. Meisen: Prominent Danish scientists, 1932 72-75. Ad. S. Jensen i Dyr i natur og museum, 1944 67-78. H. Ostermann i Medd. om Grønland CXXIX, 4, 1946 (O. F.: Grønlandsbeskrivelse I). Erik Holtved sst. CXL, 2, 1962. L. B. Fabricius: Træk af dansk musiklivs hist., 1975. Torben Wolff i Naturens verden nr. 12, 1980. – Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig