Vilhelm Birkedal

Vilhelm Birkedal, Schøller Parelius Vilhelm Birkedal, 7.12.1809-26.7.1892, præst, forfatter. Født på Ålebækgård, Møn, død i Gentofte, begravet i Ryslinge. Hjemmet var idyllisk og fromt, men ikke udpræget religiøst; faderen var en livsglad mand med en digterisk åre, og moderen vakte tidligt børnenes sans for Møns natur, skoven, klinten og havet. Under hendes indflydelse udvikledes drengens fantasi- og følelsesliv stærkt, og på samme måde virkede friluftslivet og den poetiske påvirkning han modtog gennem en morbror der åbnede hans øjne for Oehlenschlägers romantik og Holbergs vid. Efter sin fars død boede B. først hos moderen, så en overgang i Ringsted, og efter konfirmationen i Århus hvor en broder var læge; 1824 kom han i apotekerlære i København, men erklærede allerede efter seks dages forløb at han ville rejse for at deltage i grækernes frihedskamp. Det lykkedes dog at få ham fra det, han kom i Borgerdydskolen på Christianshavn og fik så ypperlige mænd som P. A. Fenger, J. C. Lindberg og L. C. Müller til lærere; især den førstes religionsundervisning fik betydning: det "ringede første Gang til Kirke". B. blev student 1829 og levede intenst med i en kreds af unge, hvem "Digtning, Fædrelandet og Friheden var lysende Stjerner". Fra skolen var han ven med C. C. Hall, C. E. Fenger og J. V. Bloch; nu traf han også D. G. Monrad og greve F. M. Knuth – i dette "Selskab uden Navn". Ellers læste han teologi, efter eget sigende uden at "en eneste Gnist" blev "kastet mig i Sjælen"; mere glæde havde han af Sibberns og Oehlenschlägers forelæsninger, af Mynsters prædikener og Martensens manuduktion. Det "ringede anden Gang til Kirke". 1834 blev han kandidat, virkede en tid som huslærer og kom 1837 som kateket og førstelærer ved borgerskolen til Ringkøbing. Endnu var B. nærmest discipel af Mynster – der ikke blot kunne berige tanken, men også "finde Hjertet"; gennem en nabopræst fik han nu den grundtvigske anskuelse ind på livet, og da den klarede sig for ham ringede det tredie gang til kirke. Som barn havde han fået et stærkt indtryk af Roskilde-Rim, i skoletiden havde han ofte hørt Grundtvig i Vor Frelsers kirke; han fattede ikke "vidnesbyrdet", men følte sig "ombruset af en mægtig åndsstrømning". I 1830erne var han jævnlig Grundtvigs tilhører i Frederiks tyske kirke (Christianskirken) men da han 1839 udgav det første af sine mange kirkepolitiske småskrifter fralagde han sig at være discipel af Grundtvig skønt han under striden om sognebåndsløsningen forsvarede ham og Lindberg mod de mange bitre angreb i stænderforsamlingen og især fra Mynster. S.å. besøgte han det vakte Sydvestsjælland, fik personlig kontakt med vækkelsen, sans for ydre mission (det gav sig udslag i flere salmer) og forbindelse med de grundtvigske præster i det sydvestsjællandske broderkonvent.

1840–49 var B. sognepræst i Sdr. Omme-Hoven. Han blev nu mere og mere kendt som en idealistisk begejstret og polemisk slægfærdig debattør i dagens diskussion, og især som en vækkelsesprædikant der kraftigt angreb "allemandskristendommen" og "kundskabskristendommen" eller den "blødsødne" herrnhutisme (som stod stærkt i Vestjylland), men mest fordi han med sin pietistiske tale om "synd og nåde", omvendelse og personlig oplevelse forenede en romantisk stil der bar umiskendelige spor af Mynster, Oehlenschläger og Ingemann. "Der skal være Flugt i vor Kristendom." Og her var ubestrideligt både tankeflugt og følelsesbrus, appel til viljen og brud med "verden". Og da B. 1849 blev sognepræst i Ryslinge – på en egn hvor den gudelige vækkelse var stærk – fandt hans "smeltende" forkyndelse næsten omgående megen lydhørhed hos de letbevægelige fynboer der langvejsfra strømmede til hans kirke i store skarer. Han var fortsat meget aktiv i tidens debat om kristelige, folkelige og kirkepolitiske emner, havde bl.a. Christen Kold som huslærer og støttede hans høj- og friskolevirksomhed, og var optaget af at bekæmpe det sektvæsen religionsfriheden nu havde åbnet sluserne for. Ved sin ukaldede, og af sognepræsten uønskede, optræden i Lumby sogn (imod nogle baptister) fremkaldte han en strid om sognetvangen og var i høj grad medvirkende til at sognebåndet omsider (lov af 1855) blev løst. B. udtalte sig ofte om de brændende kirkeforfatningsproblemer, nu altid på grundtvigsk linie, og skønt han stadig stod sine nationalliberale ungdomsvenner nær kritiserede han tit deres i hans øjne alt for svage og uklare holdning i udenrigspolitik. B. var overbevist skandinav, kompromisløst ejderdansk og politisk naiv, men hjerteligt og med Grundtvig vis på, at ikke blot var den danske "folkelighed" (som enhver folkelighed) Guds skabelsesordning, men også at det danske folk ("kærlighedsætten") i ganske særlig grad var pagtsfolket, det nye Israel, og at Gud i sin verdensplan umuligt kunne "undvære det lille Danmark". Det var baggrunden for hans berømte tilføjelse til kirkebønnen i sommeren 1864: "Gud give Kongen et dansk Hjerte, om det er muligt" (dvs. dersom det ikke er formasteligt at bede Gud ændre sin skabelsesordning thi kongen var jo "tysk"). 1864–66 var B. medlem af rigsrådets folketing, indvalgt for at "vidne ud af sit danske Hjerte"; men tog kun ved fredsslutningen (for at protestere mod "Danmarks dødsdom") og ved grundlovsforhandlingerne (for at forsvare 1849-grundloven) ordet i større indlæg.

Kirkebønnen blev indberettet af nogle soldater som var indkvarteret i Ryslinge; sagen blev dog ikke forfulgt da B. havde forklaret sig over for provst og bisp, men da han 2.9.1865 angreb regeringen – fordi den ikke havde rådet kongen til enten at kæmpe til det yderste, eller til, nu da forudsætningerne for hans valg var bristet ved helstatens opløsning, at abdicere til fordel for Karl XV af Sverige – blev han omgående afskediget som sognepræst, dog med en rundelig pension af embedet. Han var selv rådvild og søgte at få det ledige embede igen, men menigheden -for en stor del af sognebåndsløsere – ville ikke af med ham og pressede ham frem, og efter en samtale med Grundtvig og Martensen blev han klar over at han ville fortsætte så vidt det lod sig gøre og begyndte at prædike i private hjem og siden i laden på Boltinggård (i Ringe sogn) mens menighedskredsen byggede en kirke (Nazarethskirken) på Ryslinge mark. Den 1863 stiftede Forening til frihed i folkekirken (med mottoet: frie menigheder om frie præster!) fik vind i sejlene, og landet over rejstes en voldsom agitation for at få frimenighedens forhold til folkekirken legaliseret; på konservativt kirkeligt hold organiseredes store adresser og megen aktivitet for at standse disse krav, men statsminister greve Frijs – som ville styrke alliancen mellem "store" og "små" bønder – gjorde sagen til kabinetsspørgsmål, og landstinget bøjede sig af frygt for at skade igangværende forhandlinger om Nordslesvigs tilbagevenden og vigtige indenrigske love. Valgmenighedsloven (15.5.1868) gjorde det således muligt at stadfæste B. som valgmenighedspræst for menighedskredsen i Ryslinge. B. fortsatte sit arbejde for den kirkelige og folkelige vækkelse, sønderjyderne og især for forsvarssagen. Da det blev umuligt for danske præster at virke i Nordslesvig, ordinerede B. (30.7.1874) i Askov gymnastiksal Cornelius Appel fra Rødding til præst for en menighed der var udtrådt af den slesvigholstenske landskirke. Det opfattedes som et forsøg på også i Danmark at forberede en grundtvigsk frikirke og førte til en sag der endte ved højesteret (18.4.1877) – med bøder til B. og andre gejstlige deltagere.

Politisk tilhørte B. det (grundtvigske) nationale venstre som var stærkest på Fyn, men da det 1870 gik ind i det forenede venstre reagerede han; han frygtede at den grundtvigske "vin" skulle fordærves ved blanding med bondebevægelsens "øl", og åndens liv smittes af de "jordkrybende", dvs. af materialistiske interesser bestemte bønder. For B. – som for de præster der nu repræsenterede det grundtvigske højre -skulle den folkelige vækkelse gå hånd i hånd og fyldes med "et stort og godt åndsindhold" af den religiøse vækkelse, og for dem var et sandt folkestyre noget helt andet end et demokrati hvor "Talmajestæten" herskede, og flertallet bestemte over minoriteten. Kirkeligt som politisk bekæmpede B. herefter alle venstretendenser, fx. Rasmus Nielsens filosofi der nu gjorde så stort indtryk på næste grundtvigske generation, eller Bjørnson, både da han 1872 rådede til dansk udsoning med Tyskland, og da han lidt senere brød med den grundtvigske opfattelse af trosbekendelsen. B. stred imod brugen af den nye såkaldt realistiske litteratur ("fritænkerbøgerne") på højskolerne, mod Edv. Brandes' valg til folketinget (og hans edsaflæggelse) og måtte, på grund af sin udpræget konservativt-nationale holdning i forsvarssagen, betragte venstres stilling som et nationalt forræderi og dets finanslovsnægtelser som "vold" mod forfatningen. Da venstrebevægelsen 1885 syntes at blive revolutionær (riffelforeninger etc.) og tilmed fik fodfæste på Ryslinge højskole, læste B. påskedag i kirken et opråb om støtte til forsvarssagen; der blev uro, menigheden forlod kirken i protest, og B. tog sin afsked; med tiden blev han dog mere kritisk over for regeringen, og det kom til en udjævning i forholdet til Ryslinge valgmenighed. Også teologisk var B. at finde på højre fløj; han forsvarede bibelortodoksien mod nygrundtvigianismens frie bibelsyn, hævdede den ortodokse forsoningslære mod Otto Møllers "klassiske" forløsningsteologi og advarede indtrængende mod alle nygrundtvigske tilbøjeligheder til kulturelt og politisk samarbejde med "fritænkerne". Kirkepolitisk var han mindre konservativ, billigede således Askov-adresserne om udvidet kirkelig frihed, 1881 og tog afstand fra de tværkirkelige forsøg på at lægge grundtvigianismen nær op ad Indre mission; Vilh. Beck var ham ingen sympatisk person. Sine sidste år boede B. i Gentofte og samlede mange ved de gudstjenester han en gang månedlig holdt på Vældegård. B. udgav to gange sin selvbiografi, først på de slettest mulige vers (morsomt parodieret og karikeret af Knud Vallø) og sidst i prosa, med meget subjektive betragtninger og nærgående domme over personer. Vigtigst af det store forfatterskab er den ud fra sine forudsætninger fremragende postille Synd og Naade, 1848–49 og den noget svagere Naadens Sorg og Sorgens Naade, 1855–57, bøger der sammen med hans Daglig Husandagt, 1860 fik talrige læsere over hele Norden og kom i adskillige oplag. Foruden de talrige aktuelle indlæg skrev han noveller, digte og salmer, fx den i Den danske Salmebog (nr. 58) optagne og gennem flere slægtled meget yndede Jeg saa ham som Barn med det solrige Øje der – ganske ugrundtvigsk i øvrigt – skildrer en pietistisk omvendelseskrise og dens udløsning.