Anders Nørgaard, Anders Pedersen Nørgaard, 24.4.1879-17.5.1943, præst. Født i Alstrup, Vendsyssel, død i Vejstrup, begravet sst. N. var først landmand, men blev 1900 student og 1905 cand.teol. Efter et par år som højskolelærer i Vrå var han 1907-10 hjælpepræst i Eltang og 1910-17 præst for den i Skanderup stiftede valgmenighed som udsprang af opposition mod egnens stærke Indre mission, og mest mod Skanderups sognepræst, Indre missions senere formand C. Moe. Fra 1917 til sin død var N. præst for Vejstrup valgmenighed på Fyn. I begge menigheder nød han umådelig anseelse, og fra midt i 1920erne blev han, især i grundtvigske og folkelige kredse, landskendt som prædikant og foredragsholder, men optrådte også jævnlig ved præste- og studentermøder. N. var en flittig medarbejder ved flere tidsskrifter og dagblade og udsendte adskillige bøger af historisk og opbyggelig art (Udsyn over den kristne Menigheds Levnedsløb I–II. 1927-28, Kirkemarken, 1929, Mellem Drøm og Dag, 1930, Mørkningstanker, 1932, Protestantismens Grundskade, 1936). Sammen med sine ungdomsvenner, Aage Møller og J. Th. Arnfred havde N. planer om at erobre det folkelige Askov, det menighedskirkelige.Liselund og Højskolebladet som udgangspunkter for en grundtvigsk renæssance; det lykkedes ikke. Arnfred gik sine egne veje, og Møller grundede, i nær forståelse med N., sin egen mytologiske og historisk-poetiske højskole. Den opgave at bryde vej for hvad N. kaldte grundtvigsk "selvbesindelse" måtte det da tilfalde ham at udføre med "ordet alene", både i mund og med pen. Hans hovedværk i så henseende blev Grundtvigianismen I–III, 1935-38. Det var ikke et egentlig videnskabeligt arbejde, byggede således kun på trykt materiale, men var dog den første større sammenhængende skildring af grundtvigianismens indre og ydre historie, tegnet langt mere fra et åndshistorisk end fx fra et samfundshistorisk synspunkt. Hal Koch kaldte det "sin vægt værd i guld". Sproget var tungt og besværet, men af en egen glød, og sagligt var bogen et skarpt opgør med samtidens grundtvigianisme der i kraft af hvad N. kaldte "de centrifugale kræfter" – dvs. de mange implikationer i kulturelle, sociale, politiske og kirkelige spørgsmål - havde omdannet bevægelsen fra en dyb og stærk strøm til en bred og fladvandet flod som i sin moderne humanisme mest af alt mindede om den moraliserende og gavneglade rationalisme Grundtvig havde rejst sit oprør mod. N.s klart formulerede mål var at dreje bevægelsen 180 grader rundt, få den til at vende tilbage til hjertet, hvorfra livet udgår", dvs. Grundtvigs "mageløse opdagelse" af 1825 og det derpå byggede menighedssyn ("den kirkelige anskuelse"), og han forudsatte at ikke blot den rette forståelse af det kristelige, men også af det menneskelige og det folkelige havde sit udgangspunkt her. N. formulerede sig helst i klassiske grundtvigske vendinger; de klang for hans samtid ikke så lidt dogmatiske, men var for ham selv af højeste eksistentielle lødighed.

Regenerationsforsaget lykkedes ikke – men hans bog har bevaret sin betydning som et af århundredets mest engagerede kirkeligt-religiøse værker, helt uanset at det som historisk arbejde forlængst er overfløjet af den Grundtvig-forskning det så afgjort inspirerede, og af de dyberegående primærundersøgelser af grundtvigianismens historie (som i øvrigt i høj grad bekræfter tesen om "de centrifugale kræfter"). – N. fik kun få direkte tilhængere i grundtvigske kredse, om end en del præster og højskolefolk sluttede op om ham – et resultat er det endnu fungerende "kirkeskoleudvalg" som er grundet for at videreføre hans tanker. Selv mente han at finde mest lydhørhed i tidehvervsgenerationen (som han identificerede med "barthianisme"), og især på Fyn. Det kom også til flere konfrontationer med disse kredse, og stort set blev N. afvist. Ved et af de mere markante opgør (Vallekilde 1937) blev fronterne trukket klart op: de tidehvervspåvirkede grundtvigianere ville ikke indlade sig med N.s dogmatisme og fandt, at han ved sin stærke fremhævelse af "menigheden" konsoliderede en religiøs (ikke at tale om en social) miljødannelse, mens folkekirken i højere grad var udtryk for et folkefællesskab. Modstanderne drog også skarpere konsekvenser end N. af Grundtvigs adskillelse af det menneskelige og det kristelige – hovedværket i så henseende er Kaj Thanings disputats: Menneske først –, 1963 – men netop gennem konfrontationen, på bagvendt og indirekte måde, skabte N. – mod sin vilje – baggrund for et grundtvigsk-tidehvervsk "parti" som, om end løseligt, var etableret omkr. 1940 og har været indflydelsesrigt i kirken siden.

Familie

Forældre: gårdejer Peder Christian N. (1839-1925) og Inger Vejby (1841-1911). Gift 1.9.1908 i Taps med Helene Bohnfeldt, født 23.8.1884 i Haderslev, død 24.10.1971 i Vejstrup, d. af gårdejer, kreaturhandler Frederik B. (1850-1901) og Petrine Nissen (1852-1938).

Ikonografi

Mal. af Ingeborg Clausen, 1937 og af Niels Hansen udst. 1943 (Vejstrup valgmenighed). Foto. – Mindesten af Gunnar Hansen ved graven.

Bibliografi

Aug. F. Schmidt: Skanderup sogn, 1926-28 145-49 277. C. V. A. Ruth: Valgmenighedspræsten A. N., 1955. P. G. Lindhardt i Den danske kirkes hist. VIII, 1966.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig